Weekendavisens forside den 28. august bragte historien om en virksomhed, RGS, som til lokales store frustration udleder spildevand, der lægger havmiljøet i området øde. Artiklen præciserer ikke, om problemet er, at grænseværdierne for udledt spildevand er for høje, om RGS overskrider grænseværdierne, eller om RGS behandler radioaktivt spildevand uden tilladelse og fusker med prøvetagninger for at pynte på sandheden. Måske fordi artiklens forfatter ikke har oplysninger nok til at konkludere noget.
På mange måder er det positivt, at Danmark har en konkurrencedygtig industri for spildevandsrensning. Jeg ser ikke noget problem i, at Norge sender spildevand til rensning i Danmark, så længe det faktisk bliver renset og ikke skader danske havmiljøer. At modsætte sig import af spildevand ud fra en opfattelse af, at Norge selv må kunne rense det, er NIMBY-isme (Not In My Backyard) og misser pointen. Hovedsagen er vel at spare folk, fæ og fisk for farligt spildevand, uanset hvor det udledes.
Der er fornuft i at være lidt pragmatisk, hvad gener fra industri angår, og af samme grund er grænseværdier for det meste ikke nul. Men virksomheder bør ikke udnytte lokal velvilje til at bruge lokalområdet som losseplads. Når RGS erklærer, at deres udledninger for det meste overholder grænseværdierne – ifølge egne målinger i hvert fald – så virker det sært, at havmiljøet i Agersø Sund er stendødt, og fiskene forsvundet. Burde grænseværdier ikke sættes således, at problematiske stoffer ikke gør skade? Uanset hvad problemet er, vil uvildige prøver og tjek kaste lys over sagen.
Eksternt tilsyn er helt almindeligt i mange andre sammenhænge: fødevarer, bankvæsen, efterretningstjenester. Selv når der i princippet er tilsyn, kan skandaler forekomme – ofte med oprydninger og nye regler til følge.
Læs også »Dyrene i drikkevandet«
