Lægemangel. Knapheden på læger betyder, at mange borgere i dag ikke har en praktiserende læge. Samtidig har 60 procent af lægerne lukket for tilgang af nye patienter.

Er der en læge til stede?

Manglen på praktiserende læger har været kendt i snart mange år. Men uagtet diverse bestræbelser på at skaffe flere familielæger til befolkningen er problemet bare fortsat med at vokse. Stadig flere danskere kan med rette spørge: Er der en læge til stede?

I løbet af bare syv år er antallet af borgere uden egen alment praktiserende læge steget fra cirka 18.000 til nu 137.000. Dilemmaet hersker i store dele af landet. Faktisk er der i 29 ud af de i alt 98 kommuner indbyggere, som ikke har deres egen praktiserende læge i dag.

Det er særligt borgerne i landets yderområder, som det er svært at sikre lægedækning til. For eksempel står seks ud af ti indbyggere på Limfjordsøen Mors uden egen praktiserende læge. I Lemvig ved Vestkysten har fem ud af ti borgere ikke en familielæge. Meget bedre ser det ikke ud på Lolland, hvor fire ud af ti må undvære en praktiserende læge.

Knapheden på læger i store dele af yderområderne hænger til dels sammen med den generelle situation for unge akademikere. Har man bosat sig i en af universitetsbyerne, er det sin sag at sige farvel til de vante omgivelser og netværket for at rykke ud til et mindre lokalsamfund. Oven i kommer hensynet til samleveren eller ægtefællen. Vandkantsdanmark vrimler ikke med attraktive job til to akademikere på én og samme tid. Manglen på læger mærkes dog også i nogle af de større byer. I Esbjerg, landets sjettestørste by, har knap 7.000 borgere således ikke en praktiserende læge.

Kort fortalt er der praksisser rundtom, som simpelthen lukker, når den gamle læge går på pension, fordi der ikke står nok yngre kolleger med speciale i almen medicin klar til at overtage butikken.

Med undtagelse af et enkelt år er antallet af praktiserende læger faldet uafbrudt siden 2007. Dengang var der 3.653. Nu er der ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) 3.326 og altså ni procent færre. Nedgangen synes muligvis ikke voldsom, men i samme periode er der kommet flere borgere, flere ældre og flere patienter med kroniske sygdomme som diabetes og KOL. Antallet af patienter og antallet af henvendelser til lægen er altså steget, samtidig med at der er blevet færre læger i almen praksis til at tage sig af lidelserne.

Også på andre måder har det knappe udbud af læger fået konsekvenser for borgerne i mange lokalsamfund. I store dele af landet kan borgerne for eksempel ikke skifte læge, hvis de flytter, eller blot er utilfredse med den hidtidige læge. 60 procent af lægerne har nu lukket for tilgang af nye patienter, fordi de har overskredet det såkaldte normtal på 1.600 patienter per læge og ikke orker flere. Ifølge en status fra PLO, opgjort juni i år, har samtlige lægepraksisser i Glostrup, Vallensbæk og Struer således helt lukket for tilgang. I alt er der femten kommuner spredt over hele Danmark, hvor mere end 80 procent af de praktiserende læger ikke vil have flere patienter; det gælder blandt andet i storbyerne København og Aalborg.

Den tabte prestige

Manglen på praktiserende læger er ikke alene en udfordring for borgerne, men også for de sundhedspolitiske intentioner. Af flere årsager, heriblandt samfundsøkonomiske hensyn, er der bred enighed om, at almen praksis skal spille en større rolle i sundhedsvæsenet.

For så vidt har de praktiserende læger altid haft en kernefunktion som gatekeepere i borgernes møde med sundhedssektoren. I omkring ni ud af ti tilfælde bliver patienternes problemer løst af den praktiserende læge uden videre henvisning til eksempelvis sygehus, praktiserende speciallæge eller fysio­terapeut. Men i de senere år har sentensen om det nære sundhedsvæsen vundet yderligere udbredelse, hvad der overlader flere opgaver til almen praksis. Etableringen af færre og højt specialiserede supersygehuse er baseret på, at færre patienter skal indlægges og i så kort tid som muligt. Dermed lander en større del af den opfølgende behandling og kontrol af patienterne på den praktiserende læges bord. Men kabalen har selvsagt svært ved at gå op, når det skorter på praktiserende læger, og mange af dem i forvejen er overbebyrdede med flere patienter, end normen foreskriver.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik på Syddansk Universitet, handler problemet i høj grad om, at arbejdet som selvstændigt erhvervsdrivende med egen almen praksis har mistet anseelse blandt de unge læger.

»Prestigejobbene har i mange år været på sygehusene; som kræftlæge, neurokirurg, og you name it. Der har ikke været stor prestige i at være praktiserende læge, selv om de i virkeligheden er omdrejningspunktet i sundhedsvæsenet,« siger han.

Spørger man Gunver Lillevang, formand for PLOs rekrutteringsudvalg, handler det nu ikke så meget om, at de kommende læger er uinteresserede i almen medicin. Det er Sundhedsstyrelsen, der bestemmer, hvor mange læger der skal uddannes inden for hvert speciale, og her har antallet af pladser inden for almen medicin »været underdimensioneret i mange år«.

Staten og Danske Regioner er på det rene med, at der skal rettes op på miseren. I år og næste år oprettes der 350 hoveduddannelsesforløb i almen medicin, hvilket er cirka 100 pladser mere end de foregående år. Det hjælper på sagen, om end PLO mener, at der bør oprettes omkring 400 pladser om året, hvis borgerne skal sikres en ordentlig lægedækning over hele landet. Med befolkningens stigende levealder, den øgede kompleksitet i behandlingen af for eksempel mere end én million danskere med multisygdom samt udflytningen af flere opgaver til almen praksis er der ifølge PLO brug for 5.000 praktiserende læger i 2030. Det er næsten 1.700 flere end i dag.

Forfra hver gang

De efterhånden mange patienter, som ikke har egen praktiserende læge, bliver i stedet henvist til klinikker, der er drevet af private firmaer eller af regionerne. Ifølge de seneste tal fra PLO er der 35 private udbudsklinikker og 13 regionsklinikker. Her er lægerne som oftest kun ansat i kort tid og får derfor ikke et tæt kendskab til den enkelte patient.

Forhører man sig hos Anders Beich, formand for de praktiserende lægers videnskabelige sammenslutning Dansk Selskab for Almen Medicin, er det problematisk, at patienterne møder skiftende læger. Forskningen viser, at det har betydning for patienternes sygelighed og dødelighed at have en fast læge, som de over tid har opbygget en tillidsrelation til, og som kender til såvel patienternes sygdomshistorik som deres psykosociale forhold.

»Det er afgørende, at der opbygges en relation med tillid, for at vi kan gøre vores arbejde ordentligt som læger. Det betyder, at patienterne kommer hurtigere frem til diagnostik, og at de kommer hurtigere frem til den bedst mulige behandling. Der er jo heller ikke noget mere frustrerende for patienterne end at møde skiftende læger, for så skal de starte forfra hver gang,« siger Anders Beich.

I forsøg på at afhjælpe vanskelighederne har regionerne siden 2018 uddelt en ekstra pulje på 60 millioner kroner om året. Den går til læger i »lægedækningstruede områder«, som det er svært at rekruttere til, og til læger, som er belastede af at have mange patienter med hyppige besøg. Den sidstnævnte kategori omfatter blandt andet læger nær udsatte boligområder, hvor indbyggerne ikke blot er mere syge end almindeligt, men hvor det også giver ekstra arbejde at kommunikere med borgere, der ikke altid taler godt dansk.

I betragtning af at regionerne sidste år brugte i alt 9,5 milliarder kroner på almen lægehjælp, syner den ekstra pulje ikke af meget.

Den adresserer næppe heller problemerne, som PLO tidligere har afdækket i en medlemsundersøgelse. Fire ud af ti praktiserende læger føler sig decideret udbrændte, og de arbejder i øvrigt 49 timer om ugen i snit.

Ifølge Gunver Lillevang skal der ske grundlæggende ændringer for at løse hovedudfordringen: Nok er de praktiserende lægers indkomst på niveau med kollegernes på sygehusene, men arbejdsmængden og ansvaret er større:

»Vores samfund og sundhedsvæsen har brug for, at en større del af de lægestuderende vælger et job som praktiserende læge. Men det får du dem simpelthen ikke til at vælge, hvis det er det sted i sundhedsvæsenet, hvor du har mest arbejde og ansvar, uden at der er en tilsvarende honorering.«

 

Læs debatindlægget »Hellere fårehyrde end læge«: Myten om lægemangel skjuler de virkelige problemer i sundhedsvæsenet

Læs Poul Pilgaard Johnsens kommentar: Det er på tide at tage lægerne alvorligt.