Første gang, jeg mødte Christopher Juul Jensen, var jeg oprigtigt i tvivl om, om han havde det, det kræver at blive en dygtig professionel cykelrytter. Han kunne ikke sidde stille, og det skal man. Han tænkte for meget over tingene, og det skal man ikke. Al den tid, du bruger unødvendigt som rytter, bliver du enten tyk eller træt af, som en holdlæge engang sagde til mig. Christopher flyttede til Toscana, hvor jeg boede, og kom bragende i tide og utide på sin hvide scooter. Han havde fået en kontrakt og skulle til at være en seriøs cykelrytter i udlandet, men han ville tale om alt muligt, der ikke havde med cykelløb eller træning at gøre. Han ville læse alt, se alt i byen og elskede selskab så meget, at jeg var i tvivl om, hvorvidt han egentlig kunne holde sit eget ud. Han gik mere på bar end mig, og jeg gik meget på bar dengang. Men jeg tog fejl. Christopher Juul er nu, ni år senere, en af verdens bedste hjælperyttere. Højt skattet, anerkendt og godt betalt. Han er sikker mand på et af de bedste Tour de France-hold og en af de meget få, der er i stand til at bakke sine kaptajner op i alt slags terræn. Han er blevet sig selv undervejs.
Sidst jeg så ham var i Danmark i juli, og det føltes helt forkert. Det var sommer, og det regnede, og der skulle jo være Tour de France nu. Vi var lige malplacerede her midt i Jylland og lige triste over, at cykelsæsonen ikke var gået i gang. Pandemiens nye normal havde lukket sporten ned. Den rytme, vi havde delt i snart ti år, var forsvundet, og nu stod vi der i entreen hos mine svigerforældre som gamle venner, der var gået forkert. Et land og en hel årstid forkert. Så indgroet er det liv, man lever gennem en cykelsæson, når man arbejder i den. Året inddeles i løb og perioderne mellem dem. Efter Giroen, før Touren, op til VM. Nu stod vi der uden tidsregning. Christopher lynede sin jakke op under hagen og forsvandt ind i det grå tæppe, regnen havde tegnet op mellem vejen og de lavthængende skyer. Han var midt i at træne sig op til årets største opgave.
Nu ligger han på værelse 136 på et lille badehotel i byen Marennes ved den franske atlanterhavskyst. Det er blevet september og hviledag i Tour de France, og han har knoklet hele første del af løbet for sin kaptajn på holdet Mitchelton-Scott, Adam Yates, der har haft den gule førertrøje. Han bor på eneværelse, og det er et af de mange tiltag, der er sat i værk i den boble, rytterne er blevet gennet ind i til dette års Tour. Mest mulig isolation, bortset fra når de sidder på cyklen. Christopher Juul har ikke noget problem med at leve i en boble. Han har lært at holde af den anderledes og ret aparte rytme, der i forvejen er i at rejse rundt med et cykelhold og krænge de sidste kræfter ud af kroppen hver dag i tre uger.
»Det er et underligt paradoks, at vi lige nu kører cykelløb igen. Her midt i et land, der er så hårdt ramt af corona. Men det bekræfter min glæde ved det, jeg laver. Vi er forhåbentlig med til at give folk et afbræk i deres liv i et år, hvor alt er blevet aflyst. Vi giver hinanden friheden til at tænke på noget andet. The show must go on, selvom vi skal være forsigtige. For mig har det været en måde at træde væk fra den dystopiske stemning, og det håber jeg, at der også er andre, der tænker om det, vi laver lige nu. En slags hilsen fra det liv, vi levede før krisen.« Det er hans tredje Tour de France, men selvom han kender sin rolle og indtil videre har kunnet udføre den til punkt og prikke, har hans forberedelser været helt anderledes i år. Han har skullet træne til at præstere med alle forberedelserne lagt i pandekageflade Danmark.
»Jeg har ikke kunnet tage på træningslejr eller rejse nogen steder hen, så i år har jeg brudt normen og udelukkende trænet i Danmark. Ingen højdetræningslejr og ingen ture til Sydeuropa. Jeg havde brug for at træne med meget høj intensitet, så jeg fandt mine data frem fra sidste års løb og tog ud og pressede mig selv til at køre lige så hårdt under min træning. Uden pauser, som man ellers gør i en opbygningsfase. Jeg var nødt til at gøre det så hårdt som overhovedet muligt. Ellers var jeg ikke blevet klar. Det lykkedes mig at simulere en indsats, der var hårdere end at køre et bjergløb i Spanien. Jeg træner altid alene, så den del af det var jeg i det mindste vant til.« Den 31-årige dansker har boet halvdelen af sit liv i Irland, hvor han er født, og der sniger sig stadigvæk en del engelske gloser ind, når talen falder på ting, der er vigtige for ham, you know.
Touren bliver i år kørt under ekstreme restriktioner med en konstant risiko for aflysning, hvis flere af holdene konstaterer mange tilfælde af smitte. På hviledagen er hele karavanen blevet testet og får besked dagen efter, om de kan fortsætte. »Krisen har fået mig til at blive klar over, hvad det er, jeg er en del af som professionel rytter: en meget lille elite, der er god nok til at køre Tour de France. Det vigtigste løb i verden. Det har jeg lært at sætte pris på nu på en anden måde, da det var tæt på at blive aflyst. Vi er en del af en underholdningskultur, hvor folk oplever andre gå så dybt, at man ikke skulle tro, at det var menneskeligt muligt. Det bliver aldrig rutine. Jeg tager mig selv i at tænke: ’Shit, nu sidder jeg her, og Tour de France er ved at blive afgjort lige ved siden af mig.’ Jeg bliver grebet af stemningen, og det hele løfter sig på den måde, når jeg har en af de dage. Det er totalt konkret og handler kun om mine evner på en cykel. Det er det, jeg jagter, når jeg piner mig selv til træning derhjemme. Jeg har ikke lyst til at være med, hvis jeg ikke er en del af verdenseliten. Mine ben dikterer, hvordan jeg har det med at være der. Jeg har prøvet at blive sorteret fra, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg som regel altid er god nok, hvis jeg knokler for det.« Han har vundet Danmark Rundt og en etape i Tour de Suisse, men i feltet er han mest kendt for sine evner som hjælperytter i stort set samtlige typer løb. Dem findes der ikke ret mange af. Nu kører han for et stort australsk hold, der i år jagter etapesejre.
»Min boble er egentlig lidt, som den plejer, for den er jeg allerede i oppe i hovedet, når jeg er afsted til løb. Men egentlig også, når jeg er hjemme, for jeg er tvunget til at være dybt seriøs og kompensere for, at jeg bor i Danmark, når jeg træner. Jeg har glædet mig til at blive opslugt af det hele igen. At kunne koncentrere mig om at lide på cyklen og udelukkende fokusere på, hvordan min krop føles, og hvor min kaptajn er i feltet. Du kan ikke tænke på andet, når du er midt i den hårde del af cykelløbet. Så forsvinder alt andet.« Christopher Juul lever et ret kontrastfyldt liv mellem rejserne med holdet og en forholdsvis almindelig hverdag som familiefar i København. Han blev far til en datter for snart to år siden og bor med sin kone, Malene, der er uddannet arkitekt. Hvor de fleste ryttere flytter til Sydeuropa, blev det for nogle år siden et helt bevidst valg for ham at have base i Danmark, hvor hans familie kan fungere og have en normal tilværelse. Ikke mindst når han rent faktisk er hjemme. Han har valgt en ekstrem middelvej.
»Det har hjulpet mig så meget, at jeg er blevet far. Rastløsheden er forsvundet, og jeg er egentlig bare blevet bedre og bedre hvert år. Det kan godt være, at folk ikke kan se det på tv, men nu er jeg der, hvor det er en selvfølge, at jeg bliver udtaget til Touren. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er kommet så langt. Det har været med til at skærpe mit syn på, hvad jeg kan opnå, for jeg er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg bliver bedre og får det til at hænge sammen derhjemme. Jeg er blevet mere rolig, for jeg stoler på min evne til at fokusere og til at træne hårdt. Du bliver sat i et cykelløb, fordi du ikke kan lide mere, og du træner for at vænne dig til den smerte, så det ikke sker. Du øver dig i at pine dig selv, og det kan jeg, når jeg træner. Mine dage i år har typisk været, at jeg har kørt min datter i vuggestue og så smadret mig selv på cyklen i seks timer, inden jeg skulle hente hende igen. Det blev næsten lidt sadistisk til sidst under træningen, men jeg er blevet god af det, og derfor har jeg ikke haft nogen problemer i den første del af den her Tour.«
Jeg har tidligt lært ikke at generalisere over professionelle atleter, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at de alle sammen higer efter en bestemt tilstand. Der, hvor smerten føles godt. »Du vil gerne derhen, hvor dine lunger er gigantiske, og du næsten føler dig udødelig på cyklen. Der gør det ikke ondt på den samme måde, selvom du kører pissestærkt. Det er en speciel følelse, og det er den, du jagter hele tiden. Når du har været dér en gang, leder du efter den fornemmelse, hver eneste gang du er på cyklen. Det er en kamp hele tiden at finde den igen eller at acceptere, at man ikke er der, og så køre alligevel. Jeg tænker nogle gange, om jeg er et dårligt menneske, fordi jeg selv får det bedre, når det gør ondt på de andre, selv på mine holdkammerater,« siger Christopher Juul.
Det lyder egentlig ikke som et kompromis, når han forklarer, hvorfor han er blevet god nok til at være sig selv på sportens øverste niveau med adresse i Danmark. »Jeg har opbygget en måde at være en god rytter på, hvor jeg stadigvæk er den person, jeg har lyst til være som mand og som far. Jeg ofrer stadigvæk meget, men jeg sorterer i mine succeskriterier og får det til at gå op. Bjarne Riis skældte mig altid ud, fordi han mente, at jeg ikke kunne være professionel cykelrytter og bo fast i København. Men det bestemmer jeg jo selv, og jeg kan godt styre det, i forhold til de fristelser der kan være. Jeg har nogle perfekte øjeblikke i begge dele af min tilværelse. Ude og hjemme.«
Lige nu er han i den grad ude, men ved, hvad der venter, inden han skal hjem igen.
»I den tredje uge af et Tour de France kommer du ind i en trance, og du glemmer, at du har kørt hver dag, og du har bare lyst til at fortsætte. Jeg vil gerne lide, for bagefter kommer jeg hjem til et simpelt liv, hvor jeg skal køre min datter i vuggestue ugen efter.« Der venter en grum uge i Alperne, men lige nu lyder det ikke, som om at han frygter hverken det snigende smittetryk eller den konkrete smerte i kroppen, der ligger forude.
»Jeg føler mig heldig, og jeg har arbejdet hårdt for at komme så langt. Jeg får lov til at opleve nogle ting inde i cykelløbet, når jeg har leveret det, jeg skal. På en af etaperne i Pyrenæerne havde jeg skidegode ben og sad med langt inde i løbet. Da jeg slap fronten, vidste jeg, at der var mange ryttere langt bagefter mig, og at jeg ikke var i fare for at komme i mål uden for tidsgrænsen. Jeg kunne nyde at køre alene gennem landsbyerne langs ruten og se steder, hvor de færreste kommer på sådan en septembereftermiddag ude i bjergene. Så føler jeg, at det er drømmetilværelse inde i boblen.«
Årets Tour de France slutter 20. september i Paris.
Læs også om Jumbo-Vismas chef Richard Plugge: »Den stilfærdige førsteudfordrer«
