De tænker næppe over det, når De betragter solsorten på fuglebrættet, men den mørke spurvefugl er lidt af en verdenserobrer. Solsorten findes i næsten hele Europa, det nordlige Afrika, dele af Asien samt New Zealand og Australien. Springet fra Eurasien til Oceanien har solsorten dog ikke selv taget. Derimod blev fuglen introduceret til stillehavslandene af britiske immigranter i 1800-tallet. Baggrunden var ren nostalgi; solsortens melodiske sang gav bosætterne mindelser om hjemlandet.
Fuglen er bare én af utallige dyre- og plantearter, som mennesker – mere eller mindre overlagt – har introduceret til økosystemer langt fra de oprindelige habitater. De indførte eller invasive arter er til stor diskussion og har skabt gevaldige udfordringer mange steder. Rotter, der via skibe finder vej til alverdens småøer, massakrerer det hjemmehørende fugleliv. I Australien er man godt på vej til at nå et erklæret mål om at aflive to millioner vilde katte, der truer en lang række skrøbelige, hjemmehørende arter. Katten blev ligesom solsorten introduceret til Australien af europæere. Herhjemme bekæmpes den invasive mårhund hårdnakket, da den menes at være til stor fare for flere arter af fugle og mindre pattedyr, der ikke er vant til det iltre rovdyr.
Plant et træ og fæld det. Gentag. Læs også om klimaskoven
Udbredelsen af indførte arter har også en anden konsekvens. I et nyt studie beskriver en dansk-amerikansk forskerduo, hvordan dyr og planter, der introduceres til økosystemer, hvor de ikke naturligt hører hjemme, i stigende grad forstyrrer og ændrer komplekse netværk, der ofte har eksisteret i mange tusinde eller endda millioner af år. Resultatet er en stadig mere ensrettet natur, hvor de samme arter breder sig og dominerer. Forvildede tamsvin og deres stamform vildsvinet, der oprindeligt hører hjemme i Europa og Asien, findes nu på alle kontinenter på nær Antarktis. Svinene udsættes til jagt eller forvildes efter at være brudt ud af fangenskab. De altædende og tilpasningsdygtige dyr breder sig hurtigt og udkonkurrerer oprindelige arter flere steder. Fra Australien til Etiopien er figenkaktus plantet af mennesker nu så udbredt, at talrige hjemmehørende plantearter er i fare for at forsvinde.
»Kort fortalt påviser vi, hvordan introducerede arter spiller en stadig større rolle i de økologiske netværk; specifikt mellem planter og frugtædende dyr. Udviklingen gør netværkene rundtom i verden mere og mere ens,« siger Jens-Christian Svenning, professor ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Svenning står sammen med postdoc Evan C. Fricke fra University of Maryland i USA bag det nye studie, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Et eksempel på den biologiske strømlining er den førnævnte solsort, der indtil 1860erne aldrig havde været i nærheden af New Zealand. I dag er den en af landets mest udbredte fuglearter. Her står den for spredningen af andre europæiske tilflyttere, blandt andet den engriflede hvidtjørn, der nu er fremtrædende i ønationens vegetation. Den europæiske natur har bidt sig fast tusindvis af kilometer fra kontinentet.
Sårbare økosystemer
I det nye studie har biologerne foretaget en metaanalyse af økologiske netværk mellem planter og frugtædende dyr på tværs af kloden. Alt i alt har forskerne studeret samspil mellem 3208 plantearter og 1631 dyrearter. Der er både tale om indfødte og introducerede arter. I analysen har biologerne gennemgået et hav af data, hvor forskere beskriver dyrearters frugtspisning og dermed spredning af frø i 410 økologiske netværk forskellige steder i verden. Det er især fugle, der agerer frøspredere, men også pattedyr som flagermus og vildsvin bidrager.
Undersøgelsen viser overordnet, at indførte arter i stigende grad dominerer de økologiske samspil – især på øer. I løbet af de sidste 75 år er antallet af interaktioner, som involverer en indført dyre- eller planteart, syvdoblet, finder biologerne. Alle de pågældende arter er introduceret af mennesker. Udviklingen kendes som »biotisk homogenisering«, fordi de samme arter præger naturen stadig flere steder. Tendensen gør naturen fattigere og sandsynligvis mindre robust, anfører Jens-Christian Svenning.
»Naturen består som udgangspunkt af økologiske netværk af arter, der er unikke for et bestemt kontinent eller mindre isolerede områder, for eksempel oceaniske øer. Samtidig er netværkene opbygget af små mere eller mindre lukkede undernetværk, der hver især involverer arter, som næsten udelukkende interagerer med hinanden. Det er med til at gøre naturen både mangfoldig og unik. Vi ser, at netværk verden over nu i langt højere grad består af de samme arter, der også dominerer lokalt og giver netværkene en mere simpel struktur. I stedet for et utal af forskellige, komplekse netværk, hvor mange arter bidrager til for eksempel frøspredning, er det pludselig arter som solsorten, der står for det meste. Over tid kan det marginalisere hjemmehørende arter, der risikerer helt at forsvinde.«
Læs også: Invasive arter og skønne buketter
Udviklingen gør også naturen mere sårbar, påpeger professoren:
»Hvis lokale økosystemer centreres omkring få arter, bliver de mere sårbare over for trusler som sygdom og klimaforandringer,« siger Jens-Christian Svenning.
En af årsagerne til udviklingen skal findes i de indførte arters forkærlighed for andre nytilkommere. I det nye studie finder forskerne, at introducerede arter i vid udstrækning interagerer med hinanden og ikke de hjemmehørende arter. Eksempelvis er en indført fugleart dobbelt så tilbøjelig til at sprede frøene fra en indført plante sammenlignet med oprindelige arter. Det betyder, at økosystemer, der før var afsondrede og unikke, i stigende grad formes af de nytilkomne.
Flodhest fandt niche
Udviklingen er dog ikke kun negativ. I nogle tilfælde er de indførte arter til stor gavn. I et studie i det videnskabelige tidsskrift PNAS var Jens-Christian Svenning tidligere i år med til at påvise, hvordan indførte arter udfylder tomme nicher i forskellige økosystemer. Studiet blev især berømt for sin beskrivelse af, hvordan flodheste, der undslap fra den colombianske narkomogul Pablo Escobars private zoologiske have i starten af 1990erne, i dag har slået sig ned i flere af landets floder. Her har de overtaget nogle af de funktioner, som tidligere blev udført af for længst uddøde kæmpedyr. Flodhestene æder nogenlunde de samme planter og er som fortidens kæmpefauna vigtige for spredningen af næringsstoffer. På samme måde kan indførte dyre- og plantearter være med til at stabilisere og genoprette økosystemer, hvor funktionelt vigtige arter er forsvundet. Et godt eksempel er Hawaii, hvis oprindelige natur er så godt som ikke-eksisterende. Især øens originale fugleliv er stort set forsvundet. Da man ikke kan gå tilbage i tiden, er den næstbedste løsning at lade introducerede arter overtage og videreføre nogle af de opgaver, som uddøde dyr tidligere stod for, siger Jens-Christian Svenning.
»På Hawaii er det i dag indførte dyr, der står for langt hovedparten af frøspredningen på øerne. Her har de faktisk været med til at vende udviklingen ved at sikre frøspredning af hjemmehørende plantearter, så naturen trods alt bliver mindre homogeniseret.«
Derfor bør man fokusere på de invasive arter, der reelt set udgør en trussel mod den biologiske mangfoldighed, understreger professoren.
»Vi skal være skarpe på, hvilke arter der rent faktisk er et problem, og ikke bare skyde løs på alle invasive arter, som nogle har en tendens til. Vi har brug for en langt mere detaljeret kortlægning af, hvilke invasive arter vi bør bruge ressourcer på at bekæmpe, og hvilke introducerede arter der i virkeligheden gør gavn,« siger Jens-Christian Svenning.
Læs også om den ulovlige huskat: »Lovløs på listepoter«
