For to år siden blev en slumlejr i Padborg ransaget. Bag pigtråd fandt politiet containere, som husede op mod 200 filippinske og srilankanske mænd, der på skift boede i lejren. De mange mænd levede under kummerlige forhold med begrænsede toiletfaciliteter og tynde skummadrasser til at sove på. De fik 15 kroner i timen for at køre lastbil i et dansk vognmandsfirma.
De udenlandske mænd var fragtet fra deres hjemland til Danmark, hvor de blev ansat som chauffører i transportfirmaet Kurt Beier A/S. Men i oktober 2018 fik myndighederne nys om, at noget var rivende galt i Padborg, og efter en række interviews med de involverede vurderede Center Mod Menneskehandel, at de mange mænd var ofre for menneskehandel.
Sagen skulle dog vise sig at være mere kompliceret end som så. For selv om Center Mod Menneskehandel – en statslig og satspuljefinansieret institution under Socialstyrelsen – har vurderet, at mændene er blevet handlet, er anklagemyndigheden uenig. Da tiltalen mod Kurt Beier A/S lå klar i midten af juli i år, var konklusionen, at man ikke fandt bevis for, at mændene havde været udsat for menneskehandel. I stedet er det danske transportfirma tiltalt for »åger af særligt grov beskaffenhed« og overtrædelse af blandt andet udlændingeloven og byggeloven.
I juridisk forstand har de udenlandske chauffører ikke været handlet, idet de tilsyneladende har været frie til at gå. De har selv rejst hertil, de har haft identitetspapirer med sig, og de har ikke været udsat for direkte tvang. De har så at sige ikke været bundet på hænder og fødder.
Men selv om der i juraen ikke findes hjemmel for, at de filippinske og srilankanske mænd har ageret handelsvarer, fastholder Center mod Menneskehandel deres vurdering.
Sagen fra Padborg rejser imidlertid spørgsmålet: Hvis 200 udenlandske, underbetalte mænd i en uhumsk container ikke er nok, hvad skal der så til for, at man i Danmark taler om menneskehandel?
Danmark degraderet
For nylig udkom den årlige Trafficking in Persons Report – den såkaldte TIP-rapport. Her vurderes det, at Danmark for andet år i træk ikke opfylder minimumsstandarden i bekæmpelse af menneskehandel.
Rapporten udgives af det amerikanske udenrigsministerium, som hvert år bedømmer verdens landes indsats ud fra, hvad de burde gøre for at bekæmpe menneskehandel, og kritikken af danskerne er tydelig:
Amerikanerne konkluderer, at danskerne på »flere centrale områder« halter bagefter. Igen i år er Danmark degraderet fra sin plads i toppen af listen over lande, der opfylder forpligtelserne, og befinder sig nu i stedet længere nede ad listen blandt lande, som ikke lever op til sit ansvar. Ligesom det gjorde sig gældende sidste år, er Danmark ikke længere at finde blandt lande som Sverige, Norge og Holland, men befinder sig i stedet i samme kategori som eksempelvis Bangladesh, Etiopien, Irak, Qatar og Zimbabwe.
I rapporten kritiserer amerikanerne den danske politiindsats og den manglende efterforskning og retsforfølgelse. Politiet får hug for at nedprioritere menneskehandel og bruge ressourcerne til grænsekontrol og bekæmpelse af bandekriminalitet. Foruden røflen til politiet rettes der i TIP-rapporten også kritik af, at den danske regering og de ansvarlige myndigheder har identificeret og hjulpet for få ofre i 2019.
Ydermere står der i rapporten, at der mangler danske »initiativer«, som kan hjælpe ofre til at turde stå frem og samarbejde med politiet. Det »efterlader ofre for menneskehandel sårbare for at blive handlet igen«, skriver amerikanerne.
Kritikpunkterne er mange. Det mest opsigtsvækkende ved den nye rapport er dog, at der i 2019 ikke er dømt en eneste bagmand i Danmark. Det er første gang i næsten to årtier, at det sker.
Den seneste statistik fra Center Mod Menneskehandel viser, at der i Danmark i 2019 blev identificeret 64 ofre for menneskehandel – tallet er sandsynligvis markant højere, idet det er belagt med store mørketal. Så hvordan kan det være, at ingen er dømt for at være skyld i de mange menneskers skæbner?
Tvang eller migration?
Ifølge tal fra Rigsadvokaten er der sidste år rejst tiltale i syv sager om menneskehandel, men da mange af sagerne er omfattende, kan det tage måneder og år, før der falder afgørelse. Det kan have indflydelse på, at ingen bagmænd er blevet dømt i 2019.
Men forklaringen giver folk i miljøet ikke meget for, og særligt blandt ngo-folk er kritikken massiv:
»Politiet har nedprioriteret indsatsen, ofrene får hverken den fornødne hjælp eller tilskyndelse til at hjælpe politiet, og som konsekvens er ikke en eneste bagmand blevet dømt,« siger David Munis Zepernick, bestyrelsesformand for fonden Safe And Alive og desuden medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse for De Radikale.
»Det har kort sagt aldrig været mere risikofrit at tjene penge på trafficking og tvangsprostitution.«
Sine Plambech, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i migration og menneskehandel, forklarer en del af problemet med, at der i lovgivningen såvel som i det øvrige samfund til dels hersker en gammeldags opfattelse af, hvem bagmænd er, og hvordan de organiserer sig.
»Ideen om, at den hvide mand tager til et fattigt land og transporterer mennesker til Vesten for at udnytte dem, er misforstået,« siger hun og understreger, at det ofte er folk fra ofrets egen etniske gruppe, der er med til at arrangere handlen, men at vejen herfra bliver mere kompliceret:
»Vognmanden i Padborg er jo ikke en bagmand. Han er en arvtager af udnyttet arbejdskraft.«
Ifølge Plambech er sagen med de udenlandske chauffører i Padborg et eksempel på, hvor komplekst emnet er.
»Der er ingen tvivl om, at de mænd har levet under urimelige vilkår i Danmark. Men har de været tvunget? Eller handler det om migration, der er mislykket?« spørger Sine Plambech.
Siden den første danske handlingsplan mod bekæmpelse af kvindehandel udkom i 2002, har området udviklet sig meget. Dengang hed det netop sådan: kvindehandel. For det var de udenlandske kvinder, som blev handlet til prostitution, der var det helt store problem, og det var dem, man ønskede at redde.
I dag ser situationen anderledes ud, hvor også et stort antal mænd bliver fragtet til Danmark for at udføre tvangsarbejde i brancher som transport, byggeri og rengøring, eller for at begå tvangskriminalitet som narkosalg og smugling. Det har gjort, at der i de seneste år er dukket flere sager op, som minder om sagen fra Padborg.
»Den store, principielle udfordring ligger i, at der i de her brancher er en efterspørgsel på arbejdskraft, som ikke kan rejse frit – og det er der nogen i den kriminelle underverden, der udnytter,« siger Sine Plambech.
Flot på papiret
Den haltende indsats på området har store konsekvenser for ofrene, mener Michelle Mildwater, stifter og direktør i HopeNow, en organisation, der siden 2007 har hjulpet ofre for menneskehandel.
»Retsforfølgelse af menneskehandlere kræver et dedikeret og højtuddannet politi,« siger hun. »Der er brug for langsigtede efterforskninger, og det kræver tid og penge.«
Da Weekendavisen skrev om rapporten sidste år – hvor det amerikanske udenrigsministerium for første gang gav Danmark dumpekarakter – tilkendegav politiet, at de ville tage kritikken alvorligt. Da Weekendavisen henvender sig til Rigspolitiet et år senere med amerikanernes vedholdende kritik, skriver de i en mail, at de har haft »en række ekstraordinære opgaver, hvor det har været nødvendigt at prioritere løbende«.
Politiet skriver dog også, at de for nylig »har udfærdiget en national operationsplan«, gældende fra 2020-2023, som skal sikre, at politiets »indsats mod menneskehandel har det rette fokus«. Planen har blandt andet til formål at »stille gerningspersoner samt bagmænd til ansvar«.
Også fra flere ministre lød det sidste år, at indsatsen hurtigst muligt ville blive gået efter i sømmene. Dengang var meldingen, at en arbejdsgruppe var nedsat af den forrige regering, men at man ikke havde overblik over, hvad status var efter regeringsskiftet. Siden er endnu en arbejdsgruppe nedsat, viser det sig, men gruppens arbejde, der efter planen skulle have været færdigt denne sommer, er angiveligt først færdigt i slutningen af året.
»På den baggrund vil regeringen tage stilling til den fremtidige indsats,« skriver ligestillingsminister Mogens Jensen, der er koordinerende minister for den tværministerielle gruppe, til Weekendavisen. Ministeren skriver desuden, at en del af arbejdet ligger hos Justitsministeriet, som »ser på de udfordringer, der er forbundet med efterforskning og retsforfølgning af bagmænd«.
Adspurgt til situationen skriver justitsminister Nick Hækkerup i et mailsvar, at de vil oprette en ny national efterforskningsenhed, som skal »koncentrere sig om den komplekse og organiserede kriminalitet, som menneskehandel kan være en del af«. Han skriver også, at der skal ses på, »om der er behov for lovændringer på området«.
En tredje ansvarlig minister, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, pointerer, ligesom han gjorde sidste sommer, at »menneskehandel er helt uacceptabelt«:
»At Danmark igen i år havner i gruppe to i den amerikanske rapport, understreger, hvorfor det er nødvendigt, at vi strammer grebet,« skriver Hummelgaard til Weekendavisen.
Men for Michelle Mildwater fra HopeNow er det ikke nok: »De mange planer ser flotte ud på papiret. Men hvis vi virkelig skal nå målene for regeringens handlingsplaner og gøre dem konkrete ude i virkeligheden, skal vi have flere ressourcer. Der er brug for et tværfagligt samarbejde, som beskytter ofrene i stedet for at kriminalisere dem.«
