Alarmisme. Frygt er eminent til at aktivere os. Det gælder ikke mindst klimafrygten, som klimaforskere og -skeptikere fordømmer, men som reelt har vækket verden.

Skræk og advarsel

Jorden brænder, huset brænder, dyrene steger ihjel, og børnene drukner. Kornet visner, polerne smelter, og efter 2030 er alt håb ude.

Er det for voldsomt?

Er Greta Thunberg for skinger med sin messen: »Jeg vil have jer til at gå i panik. Jeg vil have jer til at føle den frygt, jeg føler. Hver dag«? Er det for dunkelt, når journalist David Wallace-Wells skriver i New York Magazine-artiklen The Uninhabitable Earth: »Den masseuddøen, vi går igennem nu, er kun lige begyndt. Så meget mere død er på vej«?

Klimaforskere og -skeptikere har tilsyneladende dannet en alliance: Der er for meget alarmisme i debatten om klodens temperatur. Folket kan ikke håndtere al den »klimakatastrofeporno« og hører efterhånden kun en hyletone. De ender med, åh skræk, at blive ligeglade. Der er indtruffet en form for kronisk dommedagstræthed, argumenterer de to økomodernister Ted Nordhaus og Michael Shellenberger.

Tallene afslører dog nærmere en tilstand af søvnløshed end træthed. Engagementet i klimakampen er steget drastisk de senere år på trods af – eller måske på grund af – frygtretorikken. Wallance-Wells’ artikel er den mest læste i magasinets historie, og Thunbergs paniktaler har forvandlet skærmdopede teenagere til trampende aktivister.

Næsten intet virker så stærkt som at skræmme folk til handling. Det har evolutionspsykologer vidst i årtier, og sundhedskommunikatører anvendt lige så længe. Det er veldokumenteret, at vil man have folk til at stoppe med at ryge eller køre bil i ædru tilstand, har sorte kræftlunger eller et lig på midterstriberne den største effekt. Viden derfra kan ikke overføres direkte til klimakommunikation, men meget tyder på, at det er forsimplet at affeje klimafrygt som ineffektiv og endnu værre som irrationel.

»Der hersker en idé om, at hvis folk bliver for bekymrede, vender de ryggen til en sag, men i forhold til klimaforandringer tyder meget på, at jo mere foruroligede, jo mere ønsker folk at handle,« siger psykologiprofessor Joseph Reser fra Griffith University i Australien, der som en af få psykologer var medforfatter på IPCCs femte hovedrapport fra 2014.

Reser har stået i spidsen for en interviewundersøgelse blandt 7443 australiere, der viser, at psykologisk foruroligelse – ikke alder, politisk overbevisning eller køn – er den bedste markør til at forudsige, hvem der ønsker at gøre noget ved klimaforandringer. Det samme viser en netop publiceret amerikansk undersøgelse. På tværs af republikanere og demokrater er bekymringer om klimaet roden til politisk opbakning.

»Klimaforandringer er så overvældende, at mange fejlagtigt tror, at hvis vi skræmmer livet af folk, føler de sig altid afmægtige,« siger Brandi S. Morris, der tidligere lavede kampagner for NGOer og nu er postdoc i klimakommunikation ved Aarhus Universitet. »Men vores overlevelsesinstinkt er så stærkt, at hvis vi oplever en trussel som tilstrækkelig farlig, så vil vi forsøge at fikse den.«

Morris’ forskning, som vi vender tilbage til, viser, at optimistiske klimabudskaber stort set kun virker på venstreorienterede.

Tavst forår og atomkrig

Frygtfølelsen er biologisk set en mekanisme, som skal få os til at reagere på en umiddelbar trussel. Det er eksempelvis frygten for COVID-19, der gjorde det muligt at lukke hele verden ned på et par dage.

Frygtappel i kulturen har også ændret verdenshistorien flere gange. Rachel Carsons bestseller Det tavse forår fra 1962, hvori pesticider beskrives som en »ond forbandelse«, der gør fuglene tavse, startede miljøbevægelsen. Tv-filmen The Day After fra 1983 om tiden før, under og efter en atomkrig, der stadig er en af de mest sete tv-programmer i USA, fik den amerikanske præsident Ronald Reagan til at ændre holdning til atomvåben.

Netop atomtruslen mener Joseph Reser har meget tilfælles med klimatruslen:

»Vi taler jo om planetens død, ikke om helbred. En møghamrende skræmmende eksistentiel trussel.«

Han fik i sin tid en stor fondsbevilling til at undersøge effekten af The Day After, og hans resultater overraskede kollegerne, der havde kaldt filmen for et af de vigtigste sociopsykologiske eksperimenter nogensinde og forventede, at filmen ville skræmme befolkningen fra vid og sans.

»Ja, folk var meget bekymrede, men det var de allerede, da de gik ind i biografen – og de havde det ikke bedre bagefter,« fortæller Resen.

Det samme gælder for klimaforandringer: Vi er allerede bange. Næsten halvdelen af alle europæere frygter klimaforandringer mere end terrorisme og arbejdsløshed, viser et studie fra 2019 fra Den Europæiske Investeringsbank. Ifølge Pew Research Center viser en meningsmåling blandt indbyggere i 26 lande, at 67 procent i 2018 anså klimaforandringer for at være en alvorlig trussel mod deres land – den største procentsats for nogen af truslerne i målingen og et højt spring fra 53 procent i 2013.

At flere og flere frygter klimaforandringer, skyldes til dels, at flere og flere mærker dem. Nylige tal viser, at 39 procent af amerikanerne har personlige oplevelser med klimaforandringer, i Filippinerne gælder det 85 procent, og hos nogle oprindelige folk er tallet tæt på 100 procent.

Ubrugelig happy ending

Selvom mange er blevet skræmt ind i klimakampen, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at designede frygtkampagner om klimaforandringer virker. Joseph Reser har lavet en af de mest grundige gennemgange af forskningen, og hans konklusion er, at vi ikke ved, om frygtappel øger viljen til at engagere sig i klimaforandringer. Der fandtes under ti eksperimentelle studier, da han lavede opgørelsen i 2017, og de falder i tre grupper: De, der viser en effekt, de, der ikke viser en effekt, og de, der viser hverken-eller.

Særligt interessant er i stedet de lidt nyere resultater. Et studie trykt i Global Environmental Change viser stik mod forventningen, at optimistiske budskaber om fremgang i kampen mod udledningen af klimagasser reducerer folks engagement. I 2019 viste et forsøg offentliggjort i Frontiers in Communication, ledet af to amerikanske psykologer og en atmosfæreforsker, at forsøgsdeltagere foretrækker budskaber uden følelser, især mænd og republikanere – siger deltagerne selv. Men alle reagerer stærkest på negative budskaber designet til at fremkalde frygt, vrede eller tristhed, og besynderligt nok vurderede deltagerne oftere afsenderne af de negative budskaber til at være rationelle, stærke i argumentationen og omsorgsfulde end afsenderne af følelsesneutrale budskaber.

Noget lignende fandt Brandi S. Morris. Hendes tilgang er, at kolde fakta alene er umotiverende.

»Data har været kendt i 30 år. Vi har ikke brug for flere tal. Når vi udelukkende giver mere information, er det som at give en tung fagbog til en baby,« siger hun. »I stedet skal vi fortælle historier. Give folk en struktur at hænge fakta op på, fordi vi afkoder omverdenen i historier.«

I en artikel i Climatic Change beskriver hun på baggrund af et eksperiment, hvordan forsøgsdeltagere, der fik en ren informativ tekst om klimaet, var mindre tilbøjelige til at handle på klimaforandringer end kontrolgruppen. Vel og mærke en kontrolgruppe, som læste en tilfældig tekst om konstruktionen af et universitet.

Nogle af de mest tungnemme til at forstå det omsonste i at fodre folk med kolde fakta er klimaforskerne. De lytter ikke til forskningen på området, anfører Morris.

Hun lavede for nylig sammen med tre kolleger tre små eksperimenter med op til 1100 online forsøgsdeltagere, som skulle se en rigtig klimavideo fra University of North Carolina om biavlere og bidød. Forskerne havde dog manipuleret slutningen, så én gruppe fik en happy ending om unge biavleres vilje til handling, mens en anden gruppe fik en dyster slutning om, at verden vil kollapse på fire år uden summende honningbier.

Selv hos de mest skeptiske konservative forsøgspersoner havde videoen med bidøden den største effekt på lysten til at engagere sig. De konservative blev endda mere bekymrede for klimaet end de liberale forsøgspersoner af at se den apokalyptiske slutning. Det studie er netop udgivet i tidsskriftet Humanities and Social Science Communication.

Også et 2017-studie udgivet i tidsskriftet Risk Analysis udført af to amerikanske kommunikationsforskere viser, at frygtskabende budskaber, men dog også håb, øger tilslutningen til klimapolitik mest hos konservative forsøgsdeltagere.

Det er bare en byge

Til trods for at politisk højreorienterede altså også påvirkes af frygtbudskaber tager flere i denne gruppe afstand fra de dunkle fortællinger om syndfloder og masseuddøen, når man spørger dem. Det er de ikke ene om. Der er stadig en stor gruppe, som ikke er bange. Forklaringerne er mange, og én af de mere interessante stammer fra et berømt norsk feltstudie.

I byen »Bygdaby« (et opdigtet navn til en rigtig by) undersøgte etnolog Kari Marie Norgaard i starten af 00erne, hvorfor de færreste indbyggere bekymrede sig om klimaforandringer – på trods af stor viden om emnet, og på trods af at byens virksomheder led fælt under, at sneen i 2000-2001 faldt to måneder senere end normalt, nok på grund af global opvarmning. Bygdaby-boerne fornægtede, at klimaforandringer ville påvirke deres liv. Norgaard peger i sin analyse på, at en kollektiv frygt for sociale forandringer kan overdøve frygten for klimaforandringer.

Åsa Wettergren, sociologiprofessor ved Göteborgs Universitet og en af Nordens førende eksperter i emotionssociologi i forbindelse med klimaaktivisme, tilføjer: »Der er en enorm eksistentiel tryghed i at holde fast i det liv, vi kender.«

»En af mine studerende har kigget på almindelige familier, som prøver at leve bæredygtigt og ændre vaner. De fortæller, at folk bliver vrede på dem, når de siger, at de ikke flyver og har solgt bilen. Deres børn har også fået problemer i skolen,« fortæller Wettergren og forklarer det med, at familierne skaber social uro ved at lave om på deres liv. Det provokerer, at familierne udstiller en handlingskrævende og livsomvæltende trussel mod dem alle, påpeger hun.

Længe har man troet, at modstand mod klimaforandringer skyldes uvidenhed, men indbyggerne i Bygdaby er ligesom de fleste skeptikere ganske godt informerede. Men vi håndplukker de stykker fakta, som passer ind i vores verdensbillede – confirmation bias hedder fænomenet. Eller man kan også ifølge klimapsykologer kalde det for identity protective cognition: at vi udvælger de informationer om klimaforandringer, som lader os bevare vores bekvemmelige leve­vilkår.

Det underliggende problem i debatten om frygtappel er ifølge flere forskere netop den forcerede grænsedragning mellem frygt og fakta, mellem følelser og fornuft. Følelser bliver set som sentimentale forstyrrelser i debatten om de forskningstunge klimaforandringer, og skam over den svage politiker, som lader sig distrahere af isbjørneøjne.

I forhold til klimaforandringer er problemet ifølge psykologer fra University of Massachusetts, Amherst, som har skrevet et opråb i Nature Climate Change, at følelser opfattes som håndtag, man kan hive i. Ét til vrede, ét til håb, ét til frygt:

»At behandle følelser som særlige, adskilte mekanismer, der giver en direkte ensidig reaktion, leder næsten helt sikkert kommunikatører af klimaforandringer på afveje,« skriver de.

Følelser indgår i en større fortolkning af indtryk og i et feedbacksystem, som lader os navigere og forstå vores omgivelser. For de tre forfattere giver det ingen mening at tale om, at en film eller en bog kun hiver i frygt- eller håb-håndtaget. Og slet ingen mening at tale om, at frygt er mere skadeligt at appellere til end håb.

»Hjerneforskningen viser, at følelser ikke kan isoleres i hjernen. Tanker aktiverer følelser, og følelser aktiverer tanker,« siger førnævnte Åsa Wettergren.

Den frygt, som Thunberg opildner til, er eksempelvis ikke irrationel. Hun henviser lystigt til sidetal i IPCCs rapporter og gentager foran hver en tændt mikrofon, at vi skal lytte til og stole på videnskaben.

»Det er lykkedes at kalibrere frygt med fakta,« siger Wettergren om Thunbergs succes.

Uberegnelig ballademager

Wettergren har interviewet klimaaktivister i Danmark og Sverige samt deltagere ved ungdomsklimakonferencer før COP 20 og COP 21. Hun har vist, hvordan stort set alle aktivisterne er drevet af frygt, men er splittede omkring, hvorvidt man kan rekruttere flere til sagen ved at spille på frygten. Én af hendes respondenter svarede: »Frygt er en nødvendighed for at komme op af sofaen.«

Thunberg og hendes unge aktivister har dog ikke alle de klimaforskere med om bord, som de henviser til. Mange forskere vægrer sig ved al den frygtappel – måske fordi de netop ser den som en uberegnelig ballademager i deres snorlige metode-resultater-konklusion-univers.

Wallace-Wells og hans ubeboelige jord blev angrebet af klimaforskere for at opildne til en lammende pessimisme, men som klimajournalisten David Roberts skriver på Vox.com, så »handler det om retorik og kommunikation, emner hvor træning inden for naturvidenskaben ikke giver nogen særlig autoritet«.

Flere klimaforskere har dog på det seneste indrømmet, at også de er bange. Harvard Universitys eget media The Harvard Gazette spurgte i april en række af universitetets eksperter om, hvad der skræmte dem. Her er svaret fra lederen af et bæredygtighedsprojekt, Thomas P. Gloria:

»Hvor vover du at stille sådan et spørgsmål til en mand, der arbejder med bæredygtighed? At være bange er at være skrækslagen, og allerværst at være så følelsesmæssigt påvirket, at du stivner. Jeg kræver, nej, jeg fortjener et bedre spørgsmål, et positivt opløftende spørgsmål ... Jeg er bange, meget. Vi er i en klimakrise,« svarer han og beretter herefter om sit Rachel Carson-øjeblik, da han under sin ph.d. lærte, hvordan feedback-effekter kan accelerere klimaforandringer – for eksempel ved at en opvarmet atmosfære kan holde på mere vanddamp, og vanddamp er en klimagas. Mere varme, mere vanddamp, endnu mere varme ...

Her står vi så, skræmte til at gå med i klimakampen, men hvordan kæmper vi? Ifølge australske Joseph Reser bør kommunikationen fremover rettes mod at acceptere frygten. En slags post-frygt-kommunikation:

»Mennesker kan tolerere en ret stor mængde frygt. Men vi har brug for at føle os informerede, ansvarliggjorte og empowered. Hvad kan vi selv gøre? Med anvisninger kan vi håndtere bekymringer og hjælpeløshed.«