Leder. Ugens sammenbrud i FE er først og fremmest et politisk svigt af dimensioner.

Ansvaret er politisk

EFTERRETNINGSTJENESTERNE i alle demokratiske lande oplever jævnligt skandaler, og de handler oftest om det samme: Tjenesten har gjort det, den skal: aflyttet eller overvåget nogen, samarbejdet med ukendte og måske ubehagelige allierede eller gennemført tophemmelige operationer. Og så viser det sig, at det er foregået på en måde, der går stik mod værdierne i det samfund, man skal beskytte: Efterretningstjenestens eksistens er lukket, uigennemsigtig, tavs og opererer i et konstant flydende felt; demokratiet er åbent, transparent, lever af konstant diskussion og stræber efter faste principper. Den modsætning skaber en gråzone, som demokratiet må afhandle og sætte nogle rammer for. Da det er en næsten umulig opgave, vil der ofte dukke sager op, som man alt efter temperament kan opfatte som en chokerende skandale eller ikke særlig overraskende.

ER reaktionerne i landets medier retvisende, står Forsvarets Efterretningstjeneste midt i en hidtil uset skandale. Så er den nu hjemsendte FE-chef Lars Findsen og hans forgænger, Thomas Ahrenkiel, danske udgaver af J. Edgar Hoover, FBI-chefen, der opbyggede en stat i staten med et storstilet, hemmeligt aflytningsapparat, der overvågede uskyldige statsborgere, han ikke brød sig om. Reaktionen skyldes, at Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET) formulerer sig så skarpt i kritikken: FE har systematisk tilbageholdt oplysninger for den instans, der skulle kontrollere den. Og tilmed spioneret mod en af dette udvalgs medlemmer.

DEMOKRATIETS tillid til efterretningstjenesten er selvfølgelig afgørende, ikke mindst fordi FE er en del af et indspist system, hvor de samme mennesker skiftes til at være chef for hinanden. Tilliden til forsvaret er allerede i bund, og har FE systematisk ignoreret retningslinjerne, ser det sort ud. Men som man kan læse i Hans Mortensens artikel her, tyder en del på, at sagen er udtryk for forskellige vurderinger i et felt, der hele tiden forandrer sig; det gælder trusselsbilledet og den teknologi, man har til rådighed. I TETs rapporter fra de seneste år kan enhver læse, at tilsynet har haft opmærksomheden rettet mod FEs behandling af oplysninger om danskere; hvordan de håndteres og ikke mindst viderebringes til udenlandske samarbejdspartnere. Det burde være indlysende, at de sidste års trusselsbillede, særligt Islamisk Stat, har gjort dette felt mere kompliceret.

NØDVENDIGE er tilsynene med overvågning af såkaldt »hjemmehørende danskere«. Men efter flere dages ophidset forargelse bør man sænke stemmen en anelse. Meget tyder på, at konflikten mellem TET og FEs ledelse skyldes, at FE – i samarbejde med allierede – har fået adgang til bred teknologisk indsamling af data, som også kan have at gøre med danskere. Og at TET for nogle år siden fik en ny formand med forventninger om at få indblik i den del af efterretningstjenestens arbejde og med heftigere krav om respekt for borgernes privatliv end forgængeren. Vi ved det endnu ikke, men det er sandsynligt, at FEs ledelse og tilsynet har vurderet denne del af FEs arbejde helt forskelligt.

MODSÆTNINGER og paradokser vil konstant vise sig, når man gransker efterretningstjenestens arbejde. Det er åbenlyst påtrængende at opdatere de retningslinjer, FE opererer under, ligesom det er påtrængende at få klarlagt, hvilke hensyn FEs ledelse har haft i disse sager. Men det kan aldrig lade sig gøre at lave retningslinjer, der kræver fuld indsigt i FEs arbejde og derfor eliminerer gråzonen mellem efterretningstjenesten og det omgivende samfund. Det er derfor et politisk ansvar at håndtere den modsætning, og ugens sammenbrud i FE er først og fremmest et politisk svigt af dimensioner. I årevis har der været voksende uenighed om vurderingen af en helt afgørende del af FEs arbejde. Skiftende regeringer har kendt til det, men de har ladet det sejle og overladt ansvaret til et par indspiste efterretningschefer og et mere eller mindre tilfældigt sammensat tilsyn. Det er den egentlige skandale.