Protest. Kongelig missionær i Grønland Hans Egede (1686-1758) tager til genmæle mod de posthume angreb på sin person.

O! Lyksalige folk!

O! Lyksalige folk!

Der har i de seneste uger, blandt andet i Weekend­avisen, udspundet sig en livlig diskussion om de statuer af mig, som findes i det offentlige dansk-norsk-grønlandske rum, specielt den der står i Nuuk på Kirkebakken, hvorfra jeg kan overskue den by, jeg grundlagde 1728. Statuen er blevet overmalet, og der er rejst krav om at få den fjernet.

Jeg har forståelse for, at mit virke i og for Grønland, først som missionær (1721-36) dernæst som grundlægger og leder af Seminarium Groenlandicum (det grønlandske seminar) i København, kan diskuteres. Kristningen af Grønland var en voldsom forandring, og som alle forandringer havde den sin pris. Noget – utvivlsomt også noget værdifuldt – gik uvægerlig tabt.

Misforståelser, fortegninger og tvivlsomme påstande er et vilkår for den offentlige debat, som man må affinde sig med. Sådan er det nu, sådan var det også i 1700-tallet, hvor min berømte landsmand Ludvig Holberg slog tonen an i København. Jeg har derfor indtil nu undladt at blande mig, også når notorisk urigtige påstande er blevet sat i omløb, såsom at jeg tvangskristnede grønlænderne, at jeg forbød trommespil, og at jeg anså grønlandske kvinders ansigtstatoveringer for syndige. Men når det bliver hævdet – ikke bare én gang, men gang på gang – at jeg havde »et nedværdigende syn på grønlænderne« og opfattede dem som »mindre begavede, sjælløse folk,« må jeg gribe til pennen og protestere. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i! Tværtimod at se ned på grønlænderne nærede jeg den dybeste respekt for dem og kom – efterhånden som jeg under mit lange ophold i landet lærte dem at kende – til at beundre dem, mens jeg omvendt blev stedse mere forbeholden over for mine egne. Herom talrige vidnesbyrd i mine skrifter, således i Det gamle Grønlands Nye Perlustration fra 1741, hvor jeg sammenfatter mit syn på grønlænderne således: »Naar man ligner Grønlændernes Levnet med de Fleste saa kallede Christnes Levnet, saa vil hine visselig beskieme [beskæmme] disse paa hin Dag [Dommedag]; thi Grønlænderne, skiønt de ikke have nogen Lov, saa giøre de dog af Naturen nogle Lovens Gierninger. Hvad kand man af de fleeste Christnes herskende Begierligheder, store Hofmoed, prægtige, vellystige og overdaadige Levnet, Had og indbyrdes Eftertragtelse og andre utallige grove Laster dømme, end at de ere langt fra Livet som er Gud, og i saa Maader ere høist Ulyksalige, men tvertimod leve Grønlænderne udi en naturlig saa at sige Uskyldighed og Enfoldighed. Deres Begierlighed strekker sig ikke viidere end til nødtørftige Ting. Viide ikke af Pragt og Hofmoed, hade og fortrykke hinanden ikke, de ey heller vindicere sig nogen Magt og Herredømme over hinanden. Kortelig, de ere Fornøyede med deres Stand og Vilkor og plages ikke med unyttige Bekymringer. Er det ikke en stor Lyksalighed? O! I lyksalige Folk! Hvad bedre kand man i udvortes og timelige Ting forønske eder, end som I allerede have og besidde. Have I ingen Rigdom? I trykkes ikke heller af Fattigdom. Have I ingen Overflødighed? I liide ikke heller Mangel og Fattelse [afsavn]. Er der ingen Pragt og Herlighed hos eder at see? Der er ikke heller Foragtelse [nedværdigelse] at finde. Er der ingen Herrestand? Der er ikke heller nogen Slavestand.

Hvad er sødere end Frihed? Og hvad er lyksaliger end Nøysomhed? Men eder fattes endnu et, jeg meener Guds og hans Søns Jesu Christi Saliggiørende Kundskab, hvori allene det ævige Liv og Salighed bestaar. Dette er det som vi i Evangelii Prædiken tilbyde eder.«

Det er min forhåbning, at disse linjer fra Det gamle Grønlands Nye Perlustration, der i oversættelse til tysk, fransk, engelsk og andre sprog nåede ud i de fjerneste hjørner af Europa, vil frikende mig for enhver påstand om, at jeg var en eurocentrisk, racistisk kolonialist, som foragtede grønlænderne og ville påtvinge dem kristendommen. Jeg var ikke racist, jeg foragtede ikke grønlænderne, og jeg ville ikke påtvinge dem noget som helst. Jeg tilbød dem kristendommen, som de endte med at omfavne og tage til sig som vel intet andet folk.

Brevet fra Hans Egede er indsendt af historiker, dr.phil. Thorkild Kjærgaard.

 

Læs også Katja Kvaales artikel om Danmark og Grønlands fælles historie: »Smeltet spæk, skind og hvalbarder«

Læs også Jens Olaf Pepke Pedersens kommentar til store og mindre store overgreb i Grønland: »Krænkelser«

 

Side 14