Krig. Historien viser, at folk som Klaus Wivel bør være mere ydmyge omkring atombombens velsignelser.

Atombombe-naivitet

Atombombe-naivitet

 

Af David Rischel, cand.scient. i politisk teori fra London School of Economics

Der kan ikke være nogen tvivl om, at atomvåbnet har ændret menneskets historie. Men har det ændret historien til det bedre? Fra sin lederplads i Weekendavisen den 7. august gør Klaus Wivel et nobelt forsøg på at forsvare atombomben. Konkret skriver Wivel, at man på trods af våbnets kulsorte historie må anerkende atombomben, »som nu i 75 år har frelst kloden fra en tredje verdenskrig og derved lagt grunden for vores velstand«.

Lad mig for det første anholde to faktuelle påstande i Wivels leder. Wivel mener, at atomvåbnet har haft en fredsbevarende effekt. To atomvåbenbesiddende lande er aldrig gået i krig med hinanden, påstår Wivel. Det er helt korrekt, i hvert fald siden 1999, hvor pakistanske paramilitære styrker overskred de facto-grænsen til det omstridte territorium Kashmir. Det indledte den såkaldte Kargil-konflikt mellem Indien og Pakistan, begge atomvåbenbesiddende stater.

For det andet skriver Wivel, at »atombomben over Nagasaki gjorde en ende på Anden Verdenskrig«. Lad mig blot bemærke, at dette har været under heftig debat i historikerkredse de sidste par år. Langt mere betydende for Japans kapitulation var sandsynligvis den sovjetiske invasion af Manchukuo, den japanske marionetstat i Kina. Invasionen gjorde den japanske situation uholdbar, da de nu ikke kun skulle koncentrere sig om en allieret invasion fra syd, men også en sovjetisk invasion fra Kina.

Men har atomvåben så ikke haft en de-eskalerende effekt i konflikter? Det har det givetvis. Det kom aldrig til krig mellem Sovjetunionen og USA, og efter internationalt pres trak de pakistanske styrker sig ud af Kashmir i 1999. Men der stopper historien ikke. Ifølge den amerikanske politolog Bear Braumoellers bog Only the Dead: The Persistence of War in the Modern Age fra 2019 kan vi ikke udelukke, at manglen på stormagtskonflikter siden Anden Verdenskrig skyldes tilfældigheder. Her kan man selvfølgelig påpege, at der er kvalitativ evidens for, at atombomben har bremset eskalationen af mindre konflikter mellem stormagter, som ellers ville kunne have udviklet sig til egentlige stormagtskonflikter.

Men denne fortælling udgør også en renskuring af historien. I Errol Morris’ dokumentarfilm The Fog of War fortæller Robert McNamara, USAs forsvarsminister under Kennedy-regeringen, at han i lang tid var stolt over håndteringen af Cubakrisen. Men McNamara blev forfærdet, da han fandt ud af, hvor tæt verden reelt kom på, at mennesket fuldbyrdede sit destruktive potentiale. I sovjetiske ubåde armeret med atomvåben var det i 1960erne gængs praksis, at kaptajnen blot skulle have tilladelse fra den politiske officer til at affyre ubådens atomvåben. Midt under Cubakrisen begyndte den amerikanske flåde at kaste dybdebomber efter den sovjetiske ubåd B-59, der ellers befandt sig i internationalt farvand, for at tvinge den op til overfladen. Fordi B-59eren forsøgte at undvige de amerikanske dybdebomber, var den for dybt neddykket til at kunne opfange radiosignaler. Ubådens kaptajn var overbevist om, at Tredje Verdenskrig var brudt ud, og gav ordre til at affyre en atomtorpedo. Den politiske officer gav sit tilsagn, og dette ville have været enden på historien – helt konkret og ret umetaforisk – hvis ikke lige det havde været for den sovjetiske flådeofficer Vasili Arkhipov, som tilfældigvis befandt sig ombord på ubåden. Han fik overbevist kaptajnen om at bremse angrebet.

Denne anekdote fordrer en mere ydmyg og mindre triumferende fortælling om atomvåbnet end den, Wivel præsenterer. Den fordrer også et andet historiesyn. Spørgsmålet er: Hvorfra og hvordan skal vi evaluere atomvåbnets tilsynekomst? Givet, at atomvåbnet har potentialet til at afslutte historien – og ikke på Fukuyama-måden – så må det rette sted at evaluere atomvåbnets samlede betydning også være på den anden side af historien. Men vi dødelige kan ikke bemægtige os det perspektiv. Det ligger uden for vores erkendelseshorisont. Pointen her er ikke, at vi ikke skal diskutere og forsøge at forstå atomvåbnets betydning, men at vi ikke kan komme til nogen endelig konklusion, før vi ved, hvordan historien om atomvåbnet slutter. Menneskelig civilisation har eksisteret siden landbrugets tilsynekomst for omkring 12.000 år siden. De ældste skriftlige kilder, vi kender til, er omkring 4500 år gamle. Atomvåbnet har netop fejret sin 75-års fødselsdag. Der er rigelig tid til, at tingene kan nå at gå galt. Lad os huske på det, når vi diskuterer atombombens historie.

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs lederen om afskrækkelsens gavn her

Læs også kommentaren om, at det er en fejl, at færre og færre forsvarer atombomben.

Læs også den stadig rystende, 75 år gamle reportage om skaderne efter Hiroshima: »Lysglimtet«

Side 14