Claudio Moretti blev født i Venedig for 55 år siden, og han bor der stadig. En rigtig venezianer, fristes man at tilføje, også selv om han straks protesterer og siger, at hans far er fra Friuli og hans mor fra Toscana.
»Hvis jeg er venezianer, så er det i hvert fald en tilfældig venezianer, for jeg er hverken beslægtet med doger, store købmænd eller søfarende,« siger han. Men ikke desto mindre en tilfældig, rigtig venezianer.
For i Venedig er der så meget, der ikke synes rigtigt. For det første selve byen, som man kan påstå ikke er nogen rigtig by længere, men et fastfrosset billede af noget fantastisk, der var engang, og som nu er reduceret til en kulisse vrimlende med turister i en brusende skov af selfiestænger, næsten 14 millioner alene i 2019. For det andet indbyggerne, som ikke har noget rigtigt liv længere, fordi turismen har overtaget det hele, pladser, restauranter, butikker, lejligheder, hele bykvarterer. Mange venezianere er siden 1950erne flyttet ind til byen Mestre på fastlandet, hvor det virkelige liv nu udfolder sig. Nogle af dem vender tilbage til Venedig med sporvognen om morgenen, når de møder på arbejde i turistindustrien. Det er således også i Mestre, de fleste vælgere bor, efter at lagune-kommunerne blev lagt sammen i en storkommune i starten af det forrige århundrede, og indbyggertallet i Venedig efterfølgende dalede fra 150.000 til kun en tredjedel. Til gengæld er huslejepriserne i Venedig i de senere år stukket helt af, fordi mange turister er klar til at betale en formue for at have en bolig i verdens smukkeste by.
Men Claudio Moretti er lidt som helten i en dystopisk fremtidsfilm, hvor virkeligheden er blevet kompromitteret af en computergenereret verden styret af totalitære markedsmekanismer. Han er venezianer, er blevet boende i Venedig, og hver dag går han på arbejde i Venedig, som var han et helt almindeligt menneske i en helt almindelig by. Og det er han fortsat med, selv gennem det meste af coronakrisen, hvor den biologiske virus blandt mennesker havde samme effekt på Venedig som en elektronisk virus i et computerprogram. Pludselig forsvandt alle turisterne, og der var kun Moretti og nogle få andre tilbage i en pludseligt opstået spøgelsesby.
»Jeg bor i en opgang, hvor alle andre lejligheder normalt er lejet ud til turister. Så pludselig blev der meget stille omkring mig.«
Hans lejlighed ligger ud til en kanal i nærheden af Campo Bandiera e Moro i Castello-kvarteret cirka ti minutters gang fra Markuspladsen. Når han om morgenen gik på arbejde, plejede han at ramme en lind strøm af turister fra hele verden på den øst-vestgående hovedfærdselsåre Riva degli Schiavoni. Det hele blev kraftigt udfordret under efterårets oversvømmelser. Men knap var gaderne tørre igen, før coronaen rykkede ind. Og da han igen kunne komme ud, var der ingen derude.
»Det var ikke bare Venedig uden turister. Det var Venedig uden nogen som helst. Det var, som om en neutronbombe var eksploderet, som havde efterladt bygningerne intakte, men hvor der ikke længere var mennesker. Kender du romanen Vejen af Cormac McCarthy? Det var sådan, det føltes. At gå helt fra Castello til min boghandel i Santa Margherita uden at møde ét eneste menneske var noget, jeg aldrig havde prøvet før, i hele mit liv. Og Venedig tog sig smuk ud, ja, og det var godt vejr, og krydstogtskibene var endelig væk. Men der var på samme tid noget uhyggeligt ved at gå dér, sådan helt alene. En sjælden gang kunne man møde en betjent, men hvis man bare gik målrettet til, blev man ikke standset.«
Claudio Moretti kan tale om bøger, som var de nære slægtninge, for han er en af den slags boghandlere, der har læst rigtig mange af de bøger, han sælger. En af de seneste var Elisabeth Åsbrinks 1947, som han også har stående helt fremme i udstillingsvinduet – »den eneste bog, jeg kunne holde ud at læse under nedlukningen, fordi man kunne gå til og fra den uden besvær, og så forelskede jeg mig totalt i Simone de Beauvoir«.
Mens jeg taler med ham i hans boghandel Libreria Marco Polo, der ligger for enden af Campo Santa Margherita i Dorsoduro-kvarteret, ekspederer han iført mundbind kunder, og de fleste af dem får en venlig kommentar med på vejen om deres køb.
»Det er en hård bog, De har valgt,« siger han for eksempel om et værk, jeg ikke når at se. »Kender De den?«
»Nej,« svarer den ligeledes mundbindsformummede kunde, en midaldrende herre, som fortsætter i »vi«-form:
»Men vi klarer det nok, lo affronteremo.«
»Har De brug for en pose?«
»Ja tak, det var meget venligt af Dem.«
Han indrømmer at være blandt dem, der inderst inde håbede på, at coronaen ville få verden omkring ham til at bryde sammen, så man kunne bygge en ny og bedre op. En verden, hvor Venedig ikke var spændt for turismen, men turismen indrettede sig efter byen. Og hvor den mest synlige repræsentation af masseturismen, de mastodontiske krydstogtskibe, blev forment adgang til lagunen.
»På et tidspunkt så det ud til, at det virkelig kunne ske. Men nu ser jeg de første tegn på, at alt er ved at vende tilbage til det gamle. Sigøjnertiggerne er for eksempel dukket op igen. Når de er her, vil det sige, at turisterne er på vej tilbage,« siger boghandler Moretti med et lille grin. Da jeg senere på dagen går fra Santa Margherita mod Castello, ser jeg, at der nok er noget om det. Ved broernes trapper har kvinderne i de blomstrede kjoler indfundet sig på deres vante pladser og stikker hænder og bægre frem, mens de fremjamrer de sædvanlige remser, så snart der dukker et menneske op. »Signore, per mangiare, Dio la benedica.«
Han understreger, at han intet har imod tiggerne.
»De passer jo også bare deres arbejde. I min første boghandel kom de for at lade deres mobiltelefoner op.«
Boghandleren har heller ikke noget imod turister som sådan, forklarer han. Men han har et udestående med det, turismen har gjort ved hans by.
»Det er jo ikke turisterne i sig selv, der er problemet her. Når jeg rejser til Milano eller Berlin, er jeg jo også turist. Det er mængden, det er galt med. Og det sørgelige faktum, at der ikke er ret meget andet end turisme tilbage i Venedig.« Da han var knægt og begyndte at gå i byen i 1970erne, var det eneste sted i nærheden baren på et hotel. Ikke så lang tid efter begyndte dagligvarebutikker og andre ’normale’ forretninger at blive forvandlet til barer og restauranter eller fyldt op med tingeltangel. Det var også omkring det tidspunkt, karnevallet blev genindført i Venedig efter næsten to hundredes års pause, for ikke siden Republikken Venedigs fald havde der været afholdt karneval i byen.
»Men det ændrede sig sidst i 1970erne, da ham dér, hvad hed han nu, kom til byen,« siger Claudio Moretti.
»Nicolini,« lyder det tørt nede bagfra i butikken, hvor en kunde har lyttet med. Hun nævner navnet på arkitekten, dramaturgen og kulturpolitikeren Renato Nicolini, som satte skub i kulturlivet i mange italienske storbyer, inden han døde i 2012.
»Nå ja, Nicolini. Men til de første karnevaller var det jo sådan, at vi alle sammen var klædt ud, og kun en enkelt, der tog billeder, og der var næsten ingen turister lige bortset fra en enkelt forvildet franskmand, som uforvarende befandt sig i det hele og tænkte ’hvad fanden sker der her’. I dag er det helt omvendt. Alle tager billeder, og kun nogle stykker er klædt ud. Og alle kommer rejsende til og står og jokker oven i hinanden …«
Moretti afbrydes af en kunde, som spørger efter en bog med titlen La Laguna Morta.
»Og hvem er den skrevet af, denne døde lagune?« spørger han venligt. Kunden tager tilløb, for det er et engelsk navn: »Michael Dib...din,« fremstammer han.
»Nå ja selvfølgelig, Dibdin og hans kommissær Zen, den eneste venezianske efterforsker! Jeg har den desværre ikke hjemme, men jeg kan bestille den.«
Og så bestiller kunden et eksemplar af La Laguna Morta, som på dansk hedder En jagt på skygger og udkom i 1995, og boghandleren takker sin kunde for at have mindet ham om Dibdin, der døde i 2007, og Zen, som optrådte sidste gang året efter, for dem havde han helt glemt.
Efter den næste kunde, som er ude efter Kitte Kry af Astrid Lindgren, og også kommer derfra med Un Sogno a Venezia af den tjekkiske forfatter Stepan Zavrel, tager boghandleren tråden op fra før, som handler om, at hvis Venedig skal leve, må den begynde at få sig et liv.
»Tag vores egen forretning her. Med alle de turister ville det måske være naturligt, at vi tilpassede sortimentet efter et turistklientel, med en stor afdeling om Venedig og mange bøger på engelsk. Og vi har da også en lille engelsksproget afdeling. Men mine kompagnoner og jeg har fra starten insisteret på at være en ’normal’ boghandel. Og se, turisterne kommer her alligevel, og de køber søreme også bøger. Af den grund, at dette er en rigtig boghandel, og at de også har brug for at købe en ordentlig bog,« siger Moretti, der med sine venner for tre år siden udvidede med en boghandel mere på den venezianske ø Giudecca.
Selv er boghandlen overlevet med sine mange trofaste kunder, og da det stod værst til under nedlukningen, med forsendelser og i lokalområdet udbringning, som holdt bogsalget flydende. Moretti opfandt også såkaldte »bog-obligationer«, hvor det var muligt at købe bøger, som man så senere kunne hente, når det igen blev muligt at komme rundt. Og senere indførte han også særlige åbningstider for den ældre del af klientellet. Alt sammen hjalp det. Men andre har det sværere. Moretti langer ud efter en kuvert, der ligger i en bunke på disken, der er gjort bredere for at overholde de nye afstandskrav. Indholdet er en stak kulørte sedler, trykt som europengesedler. »Money Must Be Made«, står der på én af dem. Han forklarer, at det er en overlevelseskampagne startet af det sidste trykkeri, der er tilbage i Venedig overhovedet.
»Tænk dig! Venedig, som engang var kendt i hele verden for sin trykkekunst, har kun ét eneste trykkeri tilbage! Det overlevede ved at trykke ting for Biennalen og andre institutioner i byen. Men så kom coronaen, og hvis der ikke kommer gang i forretningen igen i løbet af de kommende måneder, er det helt forbi. Derfor har trykkeriet sammen med andre inde på fastlandet trykt de her sedler for at minde om, at der skal penge til, og at de ikke kommer af sig selv, i håb om at folk, der skal have noget trykt, ikke får det gjort i Kina eller et andet sted, men hjemme hos sig selv, hvor der virkelig er brug for det lige nu.«
Da nedlukningen kom, besluttede Moretti og hans kompagnoner at rydde hele udstillingsvinduet for bøger. Alt blev fjernet og gemt væk. Selv banneret med »No Grandi Navi« (Nej til de store skibe) fra antikrydstogtskibsbevægelsen, som Moretti støtter, men dog ikke er en aktiv del af, blev strøget fra vinduet, hvor det havde hængt i årevis. Bøgerne blev fjernet som en reaktion mod den voldsomhed, hvormed det hele foregik, da landet lukkede ned, forklarer han. Og lader forstå, at efter hans mening kunne man være gået mindre drastisk til værks. Banneret blev taget ned for at signalere, at kampen mod krydstogtskibene måtte man udsætte til senere, for nu var der noget vigtigere og alvorligere på spil.
»Det var jo mange mennesker, som arbejdede med krydstogtskibene, og jeg ville nødig have, de skulle tro, jeg syntes, det var i orden, at de mistede deres arbejde.«
Men mistede deres arbejde gjorde de nu alligevel, i hvert fald for en tid. Sandsynligvis vender krydstogtskibene dog tilbage til Venedig allerede i år. Italiens regering har netop besluttet at ophæve det midlertidige adgangsforbud, som under coronakrisen blev udstedt til den venezianske lagune for krydstogtskibe, og flere rederier har allerede åbnet for billetsalget. Det har den venezianske bevægelse mod krydstogtskibe ikke taget pænt, for at sige det mildt, og det er ikke udelukket, at skibene kan blive udsat for sabotage, hvis de vender tilbage. Det er en kamp, vores boghandler betragter på afstand og med en følelse af opgivelse. For selv om modstanderne af krydstogtskibe i Venedig er rigtig mange, vil de altid være i mindretal, fordi de som så meget andet på den italienske venstrefløj ikke forstår at holde sammen, men er bedst til at bekrige hinanden, mener han. Derfor er det heller aldrig lykkedes for bevægelsen at ændre på noget som helst, og de forskellige demonstrationer udspiller sig efterhånden som hule ritualer, siger han, hvor succesen gøres op i, hvor mange mennesker der møder op, og hvor meget presseomtale man får.
»Det føles lidt som at gå til messe hver søndag. Så længe vi som de første ikke formår at ændre på den adfærd og stå sammen om fælles forslag til, hvordan Venedig kan ændre sig, så sker der ikke noget. Og det er der ikke vilje til. Lige nu ser jeg bare en masse primadonnaer, der marcherer i hver sin retning overbeviste om, at de hver især har ret.«
Han virker lidt træt og opgivende, boghandleren i Venedig. For én ting er det store mindretal, som han selv tilhører, om han vil det eller ej. Noget andet er det lille flertal, som mestendels består af fastlandsfolk, som aldrig kunne finde på at bo i Venedig, fordi Venedig kun er en by, man tjener sine penge i. Og som derfor er ligeglade med, om byen er blevet et svært sted at bo. Det flertal vil til september sandsynligvis hen over hovedet på de fastboende venezianere genvælge byens nuværende centrum-højre borgmester, som efter Morettis mening vil gøre alt for, at alt i Venedig bliver som før coronakrisen.
»Der er rigtig mange, som taler en masse om, hvor stolte de er over at være venezianere, og i hvor mange generationer de har været det. Men de synes ikke at forstå, at det er en ære, der er forbundet med forpligtelsen til at sørge for, at de medfødte fordele, der er ved at være venezianer, bliver givet videre til de kommende generationer. Man kan sige meget om fortidens venezianere. De var købmænd, erobrere, og de solgte måske de andres mødre. Men de solgte aldrig deres egen. De forblev tro mod deres by. Hvis du stiller dig op foran den port i Dogepaladset, der hedder Porta della Carta, så vil du se dogen deroppe, knælende foran den bevingede løve, symbolet for Venedig. Altså den mægtigste mand i byen, der bøjer sig for det fælles bedste. Jeg hører ingen, der taler om det fælles bedste i dag.«
