Leder. Libaneserne har vi længe forsømt.

Charles Maliks drøm

Charles Maliks drøm Af Klaus Wivel

LIBANESERNE er et folk, vi for længst har overladt til deres egen skæbne. Engang så mange af landets borgere med beundring på Vesten, hvis bastion i Mellemøsten man pralede af at være. Respekten var gensidig. Den kyststrækning i Beirut, som forleden blev forvandlet til en katastrofezone, kaldtes Mellemøstens Paris. I dag udgår der sjældent gode nyheder herfra. Tirsdagens eksplosion smadrede havnen og store dele af byen. Over hundrede er døde, tusinder sårede, hundredtusinder pludseligt hjemløse. Man kan kun udtrykke den dybeste sorg og medfølelse med det folk, som i årtier har været grotesk plaget.

HAR tiden længe været inde til at udtrykke mere end blot forbigående empati, skyldes det, at Libanon i årevis har været omfattet af ligegyldighed. Det er sket, på trods af at landet stadig er befolket med entreprenante borgere og har en vis, omend svækket form for demokrati og fri presse. Der er kort sagt noget at bygge på, skønt landet allerede inden ulykken var på afgrundens rand. Katastrofen kommer midt i en coronakrise, der i forvejen har fyldt hospitalerne til bristepunktet. Derudover er nationen lammet af en elendig økonomi, en kæmpe arbejdsløshed, korrupte politikere og 1,5 millioner syriske flygtninge. Læg oven i, at havnen var landets livsnerve, hvor over 80 procent af Libanons mad importeres.

VI behøver ikke forklare dem, der har besøgt Beirut, hvorfor den by er så enestående i Mellemøsten. Beirut er den sidste egentlig frie by i den arabiske verden, nattelivet er legendarisk, maden vidunderlig, og havnen har siden tidernes morgen været et symbol på den samhandel og det frisind, som har givet byen sin puls. At den også er et symbol på libanesernes udlængsel, ses ved, at der i dag menes at være over fire gange så mange libanesere eller efterkommere af libanesere, der bor uden for den lille, bjergrige stribe langs Middelhavet. Det vigtigste for dem, der ikke er rejst, er at forhindre udvandringen – og måske ovenikøbet skabe mulighed for, at mange kan vende hjem. Også det kan den vestlige verden, herunder EU, hjælpe med til med øgede samarbejdsaftaler og handelsforbindelser.

LÆNGE før Libanon den 1. september for 100 år siden blev en stat, først som fransk mandatområde, har især mange kristne libanesere set sig som en del af Vesten. Frankrig gav dengang en magtmæssig fordel til det kristne flertal og lagde derved kimen til de konflikter, der sidenhen har martret landet. I Libanon forsvandt de kristnes flertal hurtigt, mens magtkampene tog til, og andre brutale ideologier i form af panarabismen og islamismen flåede landets selvstændighed i laser. Men det er værd at minde om, at der i alle årene har været en stærk kerne af liberal tænkning i landet. Noget tilfælde er det ikke, at den mand, der efter Anden Verdenskrig blev sat i spidsen for FNs Menneskerettighedserklæring, var libaneser: Charles Malik, født 1906 i en græskortodoks familie. Han stod bag artikel 18, der sikrer retten til trosfrihed; stadig en sjældenhed i det nabolag, han selv var vokset op i. I 1956 vendte han hjem til en liberal regering som udenrigsminister og med det mål at indføre principperne i eget land og sikre trosmæssig og etnisk sameksistens. Stærke kræfter ville det anderledes.

FORSØMT blev den vestlige alliance med Libanon under borgerkrigen, som begyndte i 1975. Fra da af blev landet på vore kanter synonymt med religiøs og etnisk vold og med regionale stormagter, der brugte nationen til at udkæmpe stedfortræderkrige. De kristne libanesere, der blev bekæmpet fra alle sider, blev opfattet som blodige fascister – ikke uden grund, som falan­gisternes massemord i den palæstinensiske flygtningelejr Sabra og Shatila i 1982 viste. Men omdømmet er hængt ved alt for længe og har også ramt landets sejlivede og liberalt sindede kristne og muslimer, skønt Libanon i årevis har været underkuet af ganske andre fascister, såsom den shiamuslimske milits Hizbollah, der er langt stærkere end Libanons hær, og som tager imod ordre, våben og penge fra Teheran. De kan reelt diktere landets politik og beskyldes for at stå bag mordet på Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri i 2005 – dommen skulle falde i dag, 15 år efter. Vi gør Libanon en tjeneste fra vestlig side ved at hjælpe med til at stække Hizbollah mest muligt. Sanktionerne mod Iran er en god begyndelse.

 

Vil Libanons politikere slippe af sted med at tørre denne uges eksplosion i Beirut af på nogle magtesløse mellemledere? Eller er bunden nået? Læs om katastrofen, som måtte ske.

Side 12



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter