Coronasommeren har fået mange af os til at vende os mod streamingtjenesterne, der blandt mange godbidder frister med grundige dokumentarserier. Den nye serie over Jeffrey Epsteins dystre liv, Filthy Rich, rejser mange spørgsmål. Hvordan i alverden kunne middelklassedrengen fra Coney Island få et liv i USAs allerøverste kredse, hvor han vadede i mindreårige piger, der rekrutterede hinanden? Det sidste fik han hjælp til fra Ghislaine Maxwell, der efter Epsteins mystiske død alene bærer strafansvaret for deres sex trafficking.
Det en gåde, hvordan Epstein uden uddannelse og talenter banede sig vej til rigdom og samfundets top. Han løj om sit eksamensbevis i sit første job, som han beholdt, fordi han formåede at vende svindlen til en force: Det viser jo bare, hvor gerne jeg ville have jobbet. Han så godt ud, men det er der jo mange, der gør. Det Epstein scorede kassen på, var intet andet end et pyramidespil med overtalelsesevner som en god ingrediens. Epstein var simpelthen så charmerende, at han ikke bare kunne tale sig ud af alting, men også snøre sine ikke uefne partnere. Charmen var som et lag af teflon, hvorpå al kritik prellede af.
Det dér ’charme’ foreligger i mange varianter. Det bliver klart i en anden dokumentarserie, Wild Wild Country, om den indiske guru Rajneesh, og hvordan hans sekt etablerer sig i Oregon 1980erne og bliver smidt ud igen nogle år efter. Rajneesh, også kendt under navnet Osho, havde i Indien lanceret en tilpas diffus doktrin, noget med meditation, terapi og frigørelse, og stod ellers frem med det obligate skæg, stirrende øjne, uudslukkelige smil og hænderne samlet i en hellig gestus. Guruen havde den særdeles effektive unge kvinde Sheela som sin løjtnant, der kæmpede for at holde sektbyen med adskillige tusind beboere beskyttet mod myndighedernes og de omkringboendes skepsis. Ligesom Maxwell måtte hun også tage straffen for den karismatiker hun tjente – adskillige års fængsel for brandstiftelse, immigrationssvindel, attentatforsøg og ’bioterrorisme’: udbredelse af salmonellasmitte for at holde de lokale vælgere i sygesengen, så rajneesherne måske kunne vinde valget i Wasco County og overtage lokalstyret.
Rajneesh og Epstein udviser samme figur: en tilbagetrukket, karismatisk mand, der har en effektiv kvinde som synlig løjtnant, håndlanger, fixer, fortolker, skjold.
Der skal jo villige disciple til at tilskrive karismatikeren særlige og sjældne åndelige egenskaber – men gåden er, at karismaen ikke kun består af tilskrivning udefra. Hvor Epstein synes at have haft charme grænsende til sociopati som en art medfødt naturtalent, han kunne tænde og slukke for, havde Rajneesh en fortid som hypnotisør. Og når man ser ham på skærmen slår det én, at han kan noget med øjnene: Blikket er fast, næsten stirrende, øjnene usædvanligt åbne, så man kan se det hvide hele vejen rundt om iris, han blinker sjældent, næsten aldrig. Der er ikke noget at sige til, at forgabte tilhængere forestillede sig en særlig åndelig kraft emanere fra disse strålekastere. Samtidig taler han indtrængende, langsommeligt slæbende i sine sjældne udtalelser, og mange ord får til sidst tilføjet en ekstra, lang hvislelyd, som han trækker ud i det uendelige, som for at markere at ordet ikke skal overlades til andre. Her tales ex cathedra, der foredrages der er ikke tale om en indsats i en dialog, det er ord, der ikke er til forhandling.
Det mærkelige ved mange karismatikere er, at deres charme virker bedst i personligt nærvær. Det er let at mande sig op med analytisk skepsis over for Epstein og Rajneesh på skærmen, noget helt andet at stå direkte over for dem i deres kraftfelt. Gengivelse på skærm taber magien ved at befinde sig i den umiddelbare strålekrans af det fascinerende centrum. Det har altid undret mig, hvordan Hitler kunne fascinere. Hans bjæffende, hysteriske taler kendt fra filmklippene virker umiddelbart frastødende, også helt bortset fra indholdet. Men kompetente samtidige iagttagere lader ikke én i tvivl om, at han i direkte samkvem udstrålede en stærk tilstedeværelse. Gang på gang gik hærledelsen i Wehrmacht til møde med Føreren, fast besluttet på at gå op imod hans amatøriske militærstrategi. De var jo hærdede preussiske topgeneraler. Men gang på gang kom de ud som dikkende lammehaler, fuldstændig overbevist om Hitlers militære geni.
Weber opregnede som bekendt karisma som en af de tre elementære herredømmeformer – de to andre var legal og traditionel magt – og han beskrev, hvordan karismaen kan »rutiniseres«, det vil sige overføres til løjtnanter, efterfølgere, institutioner, der måske endda kan overleve karismatikeren. Men karismaens udgangspunkt synes at være et spontant, medfødt talent – der så i anden omgang måske kan styrkes og elaboreres ved forskellige teknikker. Der er behov for en nøjere udforskning af dette flygtige fænomen, som selv i demokratiske lande medvirker til at styre folks valg af politiske ledere.
Der er behov for en nøjere udforskning af dette flygtige fænomen.
