2020 har populariseret et nyt amerikansk begreb: »cancel culture«. Det dækker, at man ved at organisere en shitstorm på sociale medier kan lukke munden på politiske modstandere. Man kan få deres foredrag aflyst, man kan få forlag til at trække deres bøger tilbage, ja, man kan få personer afskediget fra deres job, hvis man har held til at lægge tilstrækkeligt pres på deres arbejdsgivere. Der har især været fokus på såkaldt identitetspolitisk kritik, der kræver særrettigheder for forskellige minoriteter og organiserer shitstorme mod deres modstandere – og det har fået tilhængere af identitetspolitik til at bagatellisere ideen om »cancel culture«, som de anser for et fatamorgana, opdigtet af ømskindede højreorienterede.
Desværre viser en ny amerikansk undersøgelse af Cato Institute, at »cancel culture« har ganske seriøse effekter blandt amerikanske vælgere. Man spurgte et udsnit af amerikanere, hvorvidt de ville støtte, at en forretningsmand, der gav økonomisk støtte til en af præsidentkandidaterne, skulle fyres. Det mente 22 procent af de adspurgte, når det angik Joe Biden. Og det mente 31 procent, når det angik Donald Trump.
Hvis man opdeler det amerikanske politiske spektrum i fem grupper fra stærkt liberale over liberale til moderate, konservative og stærkt konservative, skærpes tallene i de to yderste fløjgrupper. Blandt de stærkt konservative mente hele 36 procent, at Biden-støtter skulle fyres, mens de stærkt liberale – hvortil de fleste »woke« identitetspolitikere antageligt hører – var 50 procent tilhængere af, at Trump-støtter skulle afskediges. Den identitetspolitiske venstrefløj er langtfra alene om at støtte »cancel culture« – den hårde højrefløj følger godt med i lysten til at ramme politiske modstandere på brødet.
Når man så spørger deltagerne, om de selv har politiske synspunkter, de er bange for at udtrykke for ikke at krænke nogen, er frygten størst i de to konservative grupper med hele 77 procent, mens frygten falder til 64 procent blandt moderate til 52 procent blandt de liberale og 42 procent blandt de stærkt liberale. Den yderste venstrefløj er således den eneste, hvor der er et (lille) flertal, der tør fremsætte sine politiske synspunkter.
MEN HAR DET ikke bare altid været sådan? Er amerikanere som tendens bare krystere? Cato sammenligner med tal fra 2017 og finder, at i samtlige fem grupper er frygten for at sige frem vokset signifikant siden da – mest blandt de stærkt liberale (+12 procentpoint), men også signifikant for de tre midtergrupper, der alle rummer 7 procentpoint flere skræmte. Kun de stærkt konservative (+1 procentpoint) er lige så skræmte, som de var for tre år siden.
Det er rystende tal. Store dele af den amerikanske vælgerbefolkning finder det o.k. at afskedige folk for lovlig støtte til en præsidentkandidat. Endnu større dele tør ikke udtale deres politiske synspunkter – antagelig på grund af at de kender til den voksende fare for en shitstorm, der kan koste dem jobbet. Men jo flere frygtsomme der holder kæft, jo mere overlades det offentlige rum til partiapparater, spindoktorer og uigennemskuelige internetkampagner fulde af fake news.
Samtidig er offentligheden i stigende grad besat af, hvilke ord der anvendes. Men er det ikke betydelig værre at blive fyret fra sit job, end det er at blive udsat for skældsord? Var det ikke en bedre ide at debattere frit og gå seriøst i flæsket på sine modstandere, men uden at forsøge at tage brødet ud af munden på dem?
