Biskoppens magt
Peder Kjærsgaard Roulund, cand.theol. Lindeparken 48, 1. tv, 8600 Silkeborg
»I skal sat’me ikke komme og græde ud ved min skulder.«
Sådan sagde én af Folkekirkens biskopper i 2004, da jeg med mit pastoralseminariehold var på besøg hos vedkommende i bispegården. Oven på den svada frøs jeg til is. Jeg var på vej ud i livet som præst, og biskoppens ord sad længe i min krop. Mange år er gået siden da, og jeg har da mødt søde biskopper, men frygten har aldrig kunnet slippe mig. Kun en tåbe frygter ikke sin biskop. Bispeembedet i Folkekirken er indrettet, så det fremmer angst for biskoppen og dennes magtmisbrug. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at en biskop altid misbruger sin magt.
Når biskoppen er valgt, kan hun eller han sidde i sit embede, indtil vedkommende bliver halvfjerds. Biskopperne skal ikke søge fornyet mandat til deres magtfulde embeder, men kan tværtimod sidde i ti, 15 og 20 år, uden at deres embedsførelse bliver udsat for tilsyn eller bare debat. Alle menighedsråd, alle præster og alle kirkeligt ansatte i et stift er nervøst opmærksomme på deres biskop, for biskoppen har indtil flere jurister ansat, og de kan for biskoppen finde de paragraffer, der skal til for at mobbe et menighedsråd eller en præst.
Man kan ikke klage over en biskop. Jeg har i alt fald ikke hørt om nogen, der gjorde. Og ve den, der klagede! Vedkommende måtte med rette bæve af frygt for stiftets (biskopkontorets) tæskehold med alle paragrafferne.
Om lidt skal der for første gang i næsten tre årtier være valg til embedet som biskop i Helsingør Stift. Når Helsingør Stift har fået sin nye biskop, vil man se de præster, der har haft skærmydsler med den valgte biskop, lige så stille sive fra Helsingør Stift. De tør simpelthen ikke være der længere. De præster eller kirkefolk, der er uenige med biskoppen, holder kæft. Kun en idiot eller en masochist vover at lade trykke et debatindlæg, som lufter uenighed med egen biskop.
Biskoppen derimod sidder med sin magt. Valgløfterne holder kun kort. Resten af de måske mange år går med embedsførelse og magt, som sjældent modsiges. Jeg synes, det er på tide at gøre embedet som biskop i Folkekirken mindre egnet til magtmisbrug. I samme ombæring kunne man så kigge provsteembedernes magt efter i sømmene.
Ny miljøskurk
Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug
Disse måneder kan gå over i historien som dén sommer, hvor dansk landbrug endelig fik oprejsning efter adskillige års udokumenterede anklager om miljøsvineri.
Først blev det afsløret, hvordan forsyningsselskaber overalt i landet udleder adskillige tons urenset menneskegylle direkte ud i naturen og vandmiljøet. Dernæst slog forskere fast, at dyrelivets forsvinden i havet kan kobles sammen med disse spildevandsudledninger. Og nu indrømmer miljøminister Lea Wermelin (S) minsandten, at det slet ikke er landbruget.
Det er derimod spildevandet, der er synderen med hensyn til iltsvind i Øresund.
Sommeren 2020 må være et wakeupcall for alle, der kerer sig om miljøet – og som nu forstår, at uretfærdige og ineffektive reguleringstiltag rettet mod danske landmænd må droppes.
Det er for længst påvist, at det intet hjælper på vandmiljøet at lave kvælstoftiltag på dyrkningsfladen. Landbrugspakken, der gav os mere gødning, har jo heller ikke øget udledningerne overhovedet.
Lad os nu få en miljøpolitik, der virker. Altså med fokus på de egentlige forurenere.
Så det danske landbrug – der er verdensberømt for at være både klima- og miljøvenligt – uden nyttesløse benspænd kan producere sunde, sikre og velsmagende madvarer til os alle sammen.
Beethoven
Valdemar Klinken, medl. af Radikal Ungdom, jurastuderende
I år er det 250 år siden, musikgeniet Ludwig van Beethoven blev født. Han voksede op, mens despoter og tyranner holdt Europa i deres jerngreb. Europa var låst fast i en politisk vinter. På trods af de iskolde jernnæver lykkedes det Beethoven at drømme. Drømme om en vision for Europa, hvor friheden sejrede. I dag lever vi i et samfund, hvor det er parlamenter og menneskerrettigheder – ikke absolutte monarker og hemmelige politier – der regerer Europa.
Det er den vision om det oplyste demokrati, vi i dag oplever er ved at krakelere.
Det er ikke længere givet, at vi også i morgen kan komme til at leve i et samfund, hvor man frit kan drive gæk med de folkevalgte, og hvor man først ryger i fængsel, når man har været for en dommer. Derfor er det vores pligt at sige fra, når magtfuldkomne statsledere i Østeuropa stjæler demokratiets idealer og dræber dets sjæl.
Beethoven og de efterfølgende generationer lykkedes i det liberale projekt – vi kan gøre det igen! Med sin niende symfoni (der senere blev EUs nationalhymne) varmede Beethoven et fastfrosset Europa og lod os høre lærkesangen, der varslede demokratiernes forår. Den ville vi have godt af at høre igen. Kulden er allerede ved at krybe ind i vores hjerter.
Levede Beethoven i dag, ville han med bekymring se ligheden mellem Viktor Orbán og Middelalderens despoter. Han ville se med fortvivlelse på den kølige ligegyldighed, danske magthavere udviser over for menneskerettighederne. Han ville varsle vinterens komme.
Det liberale demokrati er nemlig under pres, og også i Danmark er vores hjerter ved at blive kolde. Flere og flere politikere misbruger vores trygheds- behov til at gamble med vores frihedsrettigheder. Sessionslogning, ministre, der agerer domstole, mørklægningslov. Eksemplerne er mange. Kulden er ved at sætte sig i demokratiets fundament – og der er risiko for frostskader.
Det er ikke et værdigt samfund. Men vi kan stå imod stormen, og vi kan finde hjertevarmen til at komme igennem. Beethovens bedrifter minder os om, at vi har gjort det før, og at vi kan gøre det igen. Lad os huske, hvordan Beethovens ord ringede ud over det nyforenede Europa i 1989 i det befriede Berlin: »Frihed, guddommens gnist // alle mennesker bliver brødre // hvor din milde vinge favner«.
Det liberale demokrati virker, og det skaber fundamentet for et samfund, hvor individets drømme er den vigtigste politiske ledestjerne. Det er det samfund, som Beethoven viste os et glimt af med sin niende symfoni.
Matadors mænd
Hans Jørgen Boe, pens. lektor, Kannaksenkatu 24, 40600 Jyväskylä, Finland
Martin Kongstad anser, at præsterne er stærkt underrepræsenterede i den klassiske tv-serie Matador. Som han selv og andre er kommet frem til, er der tale om, at Lise Nørgaard & Co. har lagt fortællingens tyngdepunkter andre steder. Selv om både præster, kirke og religion figurerer i serien, har forfatterne valgt at give dem en mindre vigtig plads på den tavse dagsorden for den sociale magtkamp, som styrer handlingens gang. Intet ondt i det.
Selv har jeg reageret mod den store dødelighed blandt mændene i Matador. Anført af hr. Arnesen i Damernes Magasin dør mændene til højre og venstre: hjerteslag, selvmord eller ikke-selvmord, lungebetændelse og anden sygdom, alderdom, død i tysk krigstjeneste eller skudt af tyskerne, for nu slet ikke at glemme herr Schwanns lidet glorværdige trappefald.
Kvinderne klarer sig langt bedre. I skrivende stund kan jeg bare huske enkefru Fernando Møhges død »i åben kamp« på gaden i Korsbæk samt baronesse Rydtger, som vel nærmest plages ihjel af tanken om det barbari, der har ødelagt hendes elskede tyske kulturliv. Matadors tavse dagsorden må i dette tilfælde siges at være ensidigt kønspolitisk: Det såkaldt stærke køn er det svage, og det såkaldt svage køn er det stærke. Mændene dør, kvinderne overlever.
Heden
A.L. Jørgensen, Miltonsvej 13, Højbjerg
På rejse i Jylland i 1859 skrev H.C. Andersen i digtet »Jylland mellem tvende have« opfordringen: »Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark står«. Hedens opdyrkning var i gang, længe før den dygtige officer og vejbygningsingeniør Enrico Dalgas tog fat, og under det fyndige motto »Hvad udad tabes, skal indad vindes« stiftedes Hedeselskabet i 1866. Fremskridtsmanden H.C. Andersen kendte den virksomme Dalgas-familie. Hedens udbredelse er menneskeskabt gennem Bronze-, Jern- og Middelalderens skovhugst. Kornmarken og plantagen er menneskeskabt gennem opdyrkning af heden.
Er Pernille Stensgaards causeri om heden i #29 (»Fortrydelsens land«, red.) et vink om, at cancel culture-bevægelsen er kommet til landet, og skal vi holde øje med Dalgas’ imposante skikkelse på hans avenue i Aarhus? Andersen var fra Fyn og forstod Jylland. Stensgaard skriver, at hun er fra Sjælland.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
