Dyder. I 2020 er det dyrt at træde forkert, men umuligt at undgå. På universitetet i USA kom Jeppe Bentzen i klemme i sin generations vanskelige paradokser.

Den svære balancegang

Den svære balancegang Af Jeppe Bentzen

Min libido bliver aldrig den samme igen. Den led et alvorligt knæk en januardag sidste år i et auditorium på American University i Washington D.C., USA. Her havde jeg netop fundet mig til rette i, hvad jeg troede skulle blive et halvt års dannelsesrejse. Den kom udfordret fra start:

På andendagen – efter rundvisning og gennemgang af semesteret – blev vi udvekslingsstuderende introduceret til universitetets protokol for seksuelt begær. To kvinder i 40rne, hvis navne jeg lykkeligt har glemt, uddelte de mest umyndiggørende ark, jeg i mit liv har set, mens de forklarede, hvordan og hvorledes en scoring af en anden person finder sted. Arket indeholdt 40 linjer med mulige seksuelle præferencer: stillinger, hastigheder og så specifikke handlinger som bid i øret, massage af brystvorte, brug af apparater og – værst af alt – en håndfuld bud på håndtering af samlejets klimaks. Uden at blinke forklarede kvinderne i et uhyggeligt høfligt toneleje, at vi skulle krydse egne præferencer af, skrive navn i bunden, gemme sedlen i inderlommen og så – hvis lejligheden bød sig – udveksle ark med nattens udkårne. På den måde kunne man helgardere hinanden mod, Gud forbyde det, overraskelser i sengen. Det var til alles bedste og vigtigt for sikkerheden, lød det.

Der gik et spøgelse gennem lokalet.

Unge mennesker samlet fra det meste af verden, men ingen sagde et ord. Var det en joke? Nej. Universitetet overgik de værste fordomme, jeg kunne have til et politisk korrekt amerikansk østkystuniversitet. Man havde ansatte til at sindelagskontrollere de studerendes scoringer. Der stod ting på det ark, jeg ikke engang vil fortælle mig selv, om jeg kan lide. Hvem har lyst til at knalde i en trigger warned-seng, klinisk renset for spontanitet? Jeg kan dårligt forestille mig noget mindre pirrende. Det er alligevel en høj pris at betale for ikke at kunne udforske og udfordre på egen hånd: lidenskab, nysgerrighed, fortrolighed, ansvarlighed ... Væk.

Når jeg mindes situationen, får jeg stadig gåsehud. Jeg smed arket væk i trods, men har ikke kunnet slippe tanken om det siden. Grelt, som eksemplet er, finder jeg det alligevel symptomatisk for tiden, vi befinder os i. Også herhjemme. Forsigtigheden, kontrollen, beslaglæggelsen af tankefrihed og den forudindtagede frygt.

Jeg har siden tænkt over spørgsmålet: Navigerer min generation, vi, der er født efter murens fald, stadig efter traditionelle dyder? Er de gået tabt? Er der stadig en værdi i den enkeltes ansvar? Selvstændighed og dannelse? At tænke frit? Udvise mådehold? Skal den slags dyder foræres væk, omskrives eller tales op?

Forfatteren Knud Romer sagde i sit radioprogram, Romerriget, at dyd er blevet den kedelige gæst ved middagsbordet: Den holder hånden over vinglasset og tager tidligt hjem, som han formulerede det. Jeg er uenig. Men jeg vil for alt i verden undgå at være blandt dem, der insisterer på, at alt var bedre i gamle dage. For det var det ikke. Og jeg er kun 23 år gammel. Jeg er for ung til at være nostalgisk, for gammel til at være fri af vanetænkning. Er jeg ude af trit med nutiden?

Svaret er ja, hvis man navigerer efter 2020s herskende dyd: woke. At være eller ikke at være vågen, underforstået, være hyperbevidst om verdens sociale problemer og aktivt nedkæmpe dens uretfærdigheder. En dyd tæt knyttet til min generation. Det er vigtigt, ser De, men ikke nemt: Det er woke at være feminist, selvfølgelig, men ikke på rødstrømpevis som forfatteren J.K. Rowling, for det er ekskluderende over for kvinder, der ikke er født som kvinder. Det er et minefelt at bevæge sig i og ikke fordrende for den gode stemning at træde forkert. Det vender jeg tilbage til.

En måde at være på den sikre woke-side er ved, netop, aldrig at overlade noget til tilfældighederne – ved for eksempel at udveksle seksuelle præferencer, allerede inden du har mødt din partner. Men hvad går tabt, når svaret er krydset af og givet på forhånd?

Når jeg er i mit altmodische humør, er jeg åben for romantiske klicheer. Så kan jeg finde på at sætte filmen Good Will Hunting på og fryde mig over scenen, hvor Matt Damon – den rå, men følsomme underdog – sætter den smarte fyr i baren, som har memoreret hele pensum uden egentlig at lære noget, på plads: »Du har spildt 150.000 dollar på en uddannelse, du kunne have læst dig til med et bibliotekskort,« siger han.

Om end viklet ind i Hollywood stråler pointen: Uddannelse og dannelse er ikke det samme – og du kommer længst med sidstnævnte. Hvordan forskellen kommer til udtryk, gik op for mig under mine studier i statskundskab og litteratur på American University. Ikke med det samme eller ud af det blå, men langsomt og tiltagende; som var mit ophold en rullekravesweater, der på papiret var i god kvalitet og havde til formål at holde mig varm, men som viste sig at kradse og stramme om halsen. Hen mod de afsluttende eksaminer led jeg af iltmangel.

Intentionerne var ellers gode: Professor LeBas sørgede for at skaffe holdets studerende gratis adgang til semesterets undervisningsmateriale, men krævede til gengæld, at alle købte et abonnement på The Economist og orienterede sig i det under forløbet. »Ellers forbliver jeres viden inden for campus’ mure,« sagde hun. En anden professor, Christopher Utter, gik den modsatte vej, men vandt også min respekt. Hans fag skulle indføre os i den politiske filosofihistorie fra Platon over Rousseau til Nietzsche, og han krævede, at vi erhvervede os alle 14 bøger på pensum: »Det er ikke alle værker, vi når at gennemgå, men det er klassikere, som ethvert tænkende menneske bør læse og have i sin bogreol.« Et argument, der er svært at bestride.

Begge professorer gjorde en dyd ud af at undervise bredt og præsentere os for både modstridende og problematiske tænkere. Men det var ikke uden besvær fra de forreste rækker: Hos professor Utter protesterede halvdelen af holdet over, at vi skulle læse Machiavellis Fyrsten, for den var jo både voldsforherligende og vistnok grobund for Mussolinis fascismetankegang. Hvorfor skulle den på pensum? Burde den ikke boykottes?

Men Utter, den tilbagelænede mand i tweed, holdt fast, og da vi få uger senere nåede til Karl Marx, var der en anden fraktion af de studerende, der klagede over at »blive undervist i kommunisme«, og så ophævede protesterne vist hinanden.

Jeg fik indtrykket af, at det er det gamle sort at være vidt belæst. Det nye derimod er at være selektiv, når det gælder hvad og hvem, der kommer til orde; mangfoldighed forstået som boykot af ubehagelige standpunkter. Værst var det i LeBas’ undervisning. Faget hed »Political Conflict«. Det handlede om verdens historiske brændpunkter, men konflikterne forblev aktuelle og lokale: Over tre undervisningsgange med overskriften »Identity and Culture« blev jeg og min nærmeste allierede, Alex (begge hvide), tysset på – af medstuderende – alene for at blande os i en diskussion om etnisk repræsentation i litteraturen. Rullekraven kradsede for alvor den dag. Jeg insisterede på at deltage. Ewan (afroamerikansk) blev tilsvarende pirret og spurgte til sidst: »Fint, hvilken forfatter føler du dig så repræsenteret af?« En garde, ubehagelige hvide europæer! Jeg kunne ikke dy mig, jeg ville kilde de forkerte steder: »Jack Kerouac,« svarede jeg, vel vidende at beat-poeten er en af tidens yndlingsskurke, under varig anklage for at fremme romantic racism og ophøje hvid middelklasse som ideal i sine værker. »Sweet Jesus, what a white boy cliché,« sagde Ewan. Og det var dén dialog.

Universitetets indgang er prydet af to lige store skulpturer: en elefant og et æsel, symboler for Det Republikanske Parti og Demokraterne. Men mens AU Democrats var den største studenterorganisation, var AU Republicans ikke-eksisterende. Jeg spurgte min læsemakker José om det en dag: »Selvfølgelig er der konservative studerende, sikkert også republikanske partimedlemmer. Men det er det værste, du kan være her, så de holder det for sig selv,« sagde han. Da slog ironien mig. Hvor meget mine medstuderende end forsøgte at distancere sig fra citatets rationale og ophavsmand, rungede George Bushs famøse ord på gangene: »You’re either with us, or against us.«

Den erkendelse gjorde og gør mig trist.

Men hvorfor bliver jeg forurettet, hvis jeg så åbenlyst tager afstand fra meningstyrannernes tankegang? Fordi jeg ikke kan undslippe den. Jeg kan ikke boykotte dem. For et kendetegn, jeg har bidt mærke i, er generationens kollektivistiske argumentation: I debatindlæg og protester, eksempelvis, hvor det berygtede jeg (som måske hørte millennials-generationen til) er blevet til et kollektivt vi. Vi mener sådan, vores generation kræver sådan, lyder det, som var hvert enkelt individ sin generations stemme. De har meget på hjerte, men gemmer sig bag første person flertal. Det hænder, at jeg læser et harmdirrende indlæg, der forkaster resten af det samfund, de er vokset op i. Det hele er galt, og vi skal gøre op med en ondsindet struktur i samfundet. Underskrevet vi bliver jeg indirekte gjort til medafsender og ja, så kan jeg også blive krænket. Krænket, flov og morgensur. Jeg får lyst til at finde en samling teenagere, der sikkert alle er familiens første akademikere, og bede dem sætte sig ned. Men så fatter jeg mig og finder i stedet en aldrende kvinde, som jeg kan følge over en trafikeret vej og fortælle, at det altså ikke er ment så alvorligt, som det lyder.

Det er, i sagens natur, at tage monopol på et standpunkt. Meget ude af trit med andre klassiske idealer fra Oplysningstiden, vi ellers har nydt så godt af.

Nogle måneder senere havde jeg behov for at trække vejret igen. Jeg kørte til New York for at holde en uges ferie. En dag, hvor jeg gik i Central Park, kom jeg i tanke om, at en af mine personlige helte, forfatteren og journalisten Gay Talese, bor tæt ved. Han ejer en bygning på Upper East Side, ved jeg, fordi hans arbejdsværelse i kælderen er skildret i flere dokumentarfilm. Talese var, sammen med blandt andre Tom Wolfe, frontløber for den litterære skrivestil kaldet new journalism og skrev i 1966 portrættet Frank Sinatra Has a Cold.

I dag er Talese 88 år gammel. Stadig ulasteligt klædt i jakke, vest og hat. Også denne dag i maj, selvom temperaturen nærmede sig 30 grader, og jeg – til egen store fortrydelse – for en gangs skyld var iklædt T-shirt, ikke skjorte. Forfatteren trådte nemlig ud fra sit hjem, idet jeg stoppede op foran det. Han satte sig på kantstenen for – skulle det vise sig – at vente på sin hustru Nancy, hvorfor han havde rigelig tid til at sludre med mig, der stod måbende foran ham. Hvad siger man til en legende, der sætter sig foran en og vil sludre? Jeg vidste det ikke. Jeg tabte fatningen. Talese, gammel i gårde, tog hånd om situationen, inden den blev ubehagelig: »You must be a journalist as well, aren’t you, young man?« Han spurgte, hvad jeg foretog mig på East 61st Street, og det kunne jeg jo dårligt redegøre for. Talese sukkede, da jeg delte min begejstring for hans arbejde. »Jeg har talt om Sinatra og litterær journalistik, siden The Beatles toppede,« sagde han og skiftede emne. Hans hustru gennem et halvt århundrede var netop diagnosticeret med brystcancer, og de var på vej til endnu en undersøgelse på hospitalet. »Og det er tragikomisk, for jeg burde færdiggøre arbejdet med min bog om vores ægteskab lige nu. Jeg har arbejdet på den i 17 år, og min deadline er i næste måned,« sagde han. Kort efter kom Nancy Talese ud. Gay præsenterede mig, vi trykkede hænder og ønskede hinanden det bedste.

Taleses portræt af Sinatra, trykt i Esquire Magazine, er måske historiens bedste af slagsen. Sinatra påstod at være syg, da Talese efter aftale besøgte ham i Los Angeles. Men i stedet for at tage hjem blev journalisten hængende i byen i tre uger og opsøgte alle de mennesker, han kunne komme i nærheden af, som havde en relation til Sinatra; venner, ekskærester, rengøringspersonale. Han vidste ikke, hvad han fik ud af det. Talese famlede sig frem. Gjorde sig umage, lod tilfældet og det ubekendte råde. Jeg har siden tænkt, at den fantastiske artikel måske aldrig var blevet til noget, hvis Talese havde tænkt så kategorisk som nogle af mine medstuderende. Hvis han havde forholdt sig til det stof og de personer, han kendte og havde tiltro til på forhånd. Hvis han ikke havde sat sig ned, prøvet sig frem og talt med mindst 150 personer, hvoraf størstedelen ikke bidrog med udbytterige citater. Hvis han ikke havde ladet sig selv overraske og blive overrasket. Hvis han havde lavet et ark med egne præferencer til et godt interview, krydset svarene af på forhånd og holdt sig til dét. Han revolutionerede sin genre ved at tænke ind i boksen. Bevæge sig langsomt frem.

Gay Taleses bog om sit ægteskab er endnu ikke udkommet. Men hans øvrige værker fylder – sammen med Professor Utters pensum – en del i min bogreol. I ham har jeg noget af den gamle verden at støtte mig til, når jeg kommer i tvivl om, hvorvidt jeg skal lade mig rive med eller holde fast.

En anden, som optager sin del af reolen, er digteren Søren Ulrik Thomsen. I sit seneste værk, En hårnål klemt inde bag panelet, skriver han med erfaringstung røst et forførende forsvar for pragmatisme, der binder en sløjfe om det hele:

»Mistro alle, der længes efter den gamle verden, og frygt dem, der vil bygge en ny.«

Og det er måske i sidste ende det, dyder handler om. Umage, fritænkning, mådehold, selvstændighed. Eftertænksom udvikling og en rationel, velovervejet adfærd. Ikke dikteret fra oven, ikke fra bunden, slet ikke dikteret fra et udprintet ark fra en studievejleder.

Den slags ikke være yt, hvor gråt og gammelklogt det end lyder.

Side 39