Af Christine Bjerke, Arkitekt
Jeg er ikke uddannet antropolog, men arkitekt. På trods af det har kulturantropologien altid dannet kernen i min tilgang til arkitektfaget, og mit arbejde foregår ofte med studiet i en anden kultur, både lokalt og globalt, som udgangspunkt. Jeg observerer, analyserer og responderer på tilstande omkring mig for at kunne danne meninger om, hvordan vi kan bidrage til at udvikle vores byer, bygninger, miljøer og alt andet omkring os.
Som en del af mit eget studie har jeg interesseret mig for hjemmet, finansielle systemer, magtforhold og ændrede kønsroller, og i den forbindelse har jeg haft en længerevarende dialog med et voksende japansk netværk, som består af op mod fem millioner kvinder (ofte kategoriseret som »husmødre«), der handler med digital valuta fra hjemmet. Arbejdet har involveret rejser til Japan, møder med medlemmer af netværket og langdistance-korrespondancer via e-mail, og i forlængelse af dialogerne har jeg forsøgt at bidrage med udefrakommende fortolkninger og fortællinger til en tabuiseret japansk debat om kvinders rettigheder i og uden for hjemmet.
I foråret skulle det amerikanske universitetsforlag Columbia Books on Architecture and the City have udgivet antologien FX Beauties, som jeg er redaktør på, og som blandt andet skulle formidle mit eget studie. Men en håndfuld kritiske kommentarer på de sociale medier, som blandt andet anklagede mig for – som etnisk hvid fagperson – at være med til at understøtte en vestlig og »hvid overmagt«, resulterede i, at den allerede trykte bog blev trukket tilbage af forlaget, inden den var udkommet.
Debatten om antologien er blot en lille brik i en større diskussion, som i disse år sætter spørgsmålstegn ved kulturantropologien og dens metoder. Er man som fagperson udelukket fra at bidrage med fortolkninger og fortællinger, som handler om andre etniciteter end ens egen? Hvad er afgørende i mødet med en anden kultur? Hvordan kan vi gøre det muligt og legitimt at studere forhold i egne og andre kulturer?
Udefra og oppefra
En politisk og moralsk holdningsændring ser ud til at være undervejs, også i forskningen, og mange oplever i disse år at måtte famle sig frem, når det gælder om at finde ud af, hvordan vi kan indgå i hinandens kulturer på tværs af etnicitet, race og køn.
På de sociale medier udskammes og kritiseres forskere og forfattere i stigende grad for at have et »vestligt« perspektiv, som vi blandt andet har set herhjemme i forbindelse med debatten omkring Ole Wævers teori om sikkerhedsliggørelse. Teorien blev anklaget for at fremme en vestlig ensretning – på trods af at det er vestlige stater, teorien forsøger at kritisere.
I udlandet er især forfattere i søgelyset, blandt andre Alexandra Duncan, som efter kritiske kommentarer via de social medier har tilbagetrukket sin planlagte udgivelse Ember Days, som tager afsæt i Gullah Geechee-folket, en afroamerikansk minoritet i de amerikanske sydstater. I forlængelse af aflysningen undskylder hun for som etnisk hvid person at have et begrænset verdensbillede.
At positionere sig som den, der »udefra« betragter en kultur med andre perspektiver, er ikke noget nyt, og det behøver ikke være et udtryk for kolonialisme. At se noget »udefra« kan være en nødvendighed og den måde, et studie kan være til gavn eller give en stemme til den konkrete kultur, det forsøger at møde. Der har globalt været utallige tilfælde, hvor blikke og fortolkninger udefra har været til gavn, for eksempel i forbindelse med ligheds- og frihedsrettigheder, som for nogle kulturer er mere eller mindre fremmede.
Inden for arkitektfaget er den hollandske arkitekt Rem Koolhaas’ studier af Nigerias tættest befolkede by, Lagos, i slutningen af 1990erne stadig et af de mest omdiskuterede eksempler. Studierne skulle blandt andet kortlægge byen, som indtil da (af især politiske årsager) ikke var officielt dokumenteret.
Kort tid efter fulgte kritik fra amerikanske journalister om kolonialisme og for at se byen »oppefra« – på trods af at det var en forudsætning at komme op i højden for at kunne lave registreringer af bystrukturerne og dermed afkode byens udvikling.
Den bagvedliggende intention og respekt er her en grundlæggende forudsætning for det gode studie. For at opretholde det kulturantropologiske – uanset fagligt afsæt – skal vi derfor være sensitive og tydelige omkring, »hvordan« og »hvorfor« vi er af den overbevisning, at vi kan bidrage til en kultur.
Men hvis det, at vi er forskellige, gøres til et grundlæggende problem – hvis man antager, at vi per definition har for mange iboende (bevidste og ubevidste) fordomme og blinde vinkler til at kunne respondere og perspektivere i forhold til hinanden – så mister man en vigtig mulighed for at skabe forståelse.
En mere opmærksom antropologi
Kulturantropologien er på mange måder udfordret af god grund. Skal vi styrke tilliden til feltet, skal vi styre det kulturantropologiske væk fra dets officielle tilblivelse i 1800-tallet, oprindeligt domineret af en vestlig kolonialisme og brugt som et magtværktøj til at kunne styre andre samfund i egen retning.
Den iboende historiske antipati findes stadig, og det er derfor afgørende, at vi kan opretholde en kritisk tilgang, men den kræver også dialog. Uanset etnicitet, race og køn skal vi have muligheden for at komme med fortolkninger og fortællinger om andre kulturer end vores egen. »Aflysninger« og tilbagetrækninger af studier skal være et resultat af en tolerant dialog omkring problematikkerne og eventuel risiko for krænkelse – ikke en undvigelse fra dialog.
Også i forhold til feltarbejdet, som har været og er en vigtig del af kulturantropologien, er en sensitiv tilgang nødvendig. Det at kunne tage ophold i det andet sted eller land kan gøre det muligt at observere og analysere en anden kultur på tæt hold og over længere tid. Men den mulighed er ikke en selvfølge. I en pandemiplaget verden som den, vi står i nu, er det globale feltarbejde blevet en undtagelse – i hvert fald det fysiske. Derfor skal vores møder med hinanden og andre kulturer generelt også bygge på andre former for observationer end det fysiske. Her kommer dialogen endnu mere i spil, da vi i stigende grad skal kunne etablere studier på afstand og i den proces i højere grad opbygge relationer over tid og være tålmodige.
Det er vores ansvar – som forskere og som verdenssamfund – at vi interesserer os for hinanden og bidrager på de måder, vi hver især kan. Vi udvikler os, når vi engagerer os i det ukendte. Ikke mindst når der er tale om kulturer og ståsteder, der står i kontrast til vores egne.
Dette engagement må ikke blive umuligt eller for risikabelt, men bør i stedet vise vejen mod en mere opmærksom antropologi.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning.
