Leder.

Magtmisbrug

DET ligger nu fast, at Donald Trump bliver den tredje amerikanske præsident, der stilles for en rigsret. Onsdag blev sagens akter i en højtidelig procession bragt fra Repræsentanternes Hus, hvis demokratiske flertal har udarbejdet og vedtaget anklageskriftet, til Senatet, hvor de formelle procedurer allerede begyndte i går, mens den egentlige proces først indledes på tirsdag.

De to foregående præsidenter, der er indledt rigsretssag imod, Andrew Johnson og Bill Clinton, blev begge frikendt (mens den eneste præsident, der har måttet gå af i utide, Richard Nixon, nåede at trække sig frivilligt).

BLIVER det så anderledes denne gang? Næppe. Anklagepunkterne er alvorlige nok: Trump anklages for at tilbageholde leverancer af militært udstyr, bevilget af Kongressen, med det formål at presse den ukrainske regering til at efterforske Trumps forventede modstander ved næste præsidentvalg, Joe Biden, og dennes søn for påstået tvivlsomme aktiviteter i Ukraine.

Således at bruge præsidentembedet til at fremme private interesser – nemlig sit eget genvalg – falder klart inden for definitionen af magtmisbrug. Talrige ansatte i Trumps administration har trodset præsidentens forbud mod at lade sig afhøre og har under ed over for Repræsentanternes Hus bevidnet, at denne såkaldte quid pro quo-handel eksisterede – I får våben, vi får kastet smuds på Biden. En handel orkestreret, i øvrigt, af Trumps egen personlige advokat, Rudolph Giuliani.

Såvel Det Hvide Hus som præsidentens støtter henholder sig til, at sammenhængen ikke er bevist, at Trump ikke anede, hvad Giuliani foretog sig i Ukraine, og at der i øvrigt ikke var noget galt i at presse Ukraines præsident til at gøre noget ved korruptionen i landet. De kalder Demokraternes efterforskning af Trump en »heksejagt« og har på forhånd lovet at afslutte rigsretssagen i Senatet i løbet af et par uger med præsidentens totale frifindelse.

TEATER bliver det altså under alle omstændigheder, dét, vi i de næste uger skal overvære i Senatet. Det kræver et flertal på to tredjedele af Senatets 100 medlemmer at fjerne en præsident ved en rigsret, så det kommer ikke til at ske. Ydermere er det ikke lykkedes Demokraterne at gøre fjernelsen af Trump til et folkekrav; målinger viser nogenlunde dødt løb mellem tilhængere og modstandere af, at Trump dømmes. I øvrigt stilles Trump snart for den ultimative domstol, vælgernes, ved præsidentvalget til november.

MEN hvorfor fremturer Demokra­terne ved at gennemføre en rigsretsproces, de er klar over, at de vil tabe?

Det er der flere grunde til; taktiske og principielle. For det første kan der komme nyt materiale frem, der klarere beviser sammenhængen mellem Trump og Giulianis gedulgte aktiviteter i Ukraine. Nøglefigurer i sagen, som den nu fyrede nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, kan blive indkaldt og kan belaste præsidenten yderligere. For det andet sætter rigsretsprocessen flere republikanske senatorer, der skal genvælges til november i stater, der ligger på vippen, i en kattepine.

SKAL de for enhver pris forsvare præsidenten med risiko for, at de taber deres senatspladser – og Republikanerne dermed mister flertallet i Senatet?

GENNEMFØRES skal rigsretssagen først og fremmest af én grund: Hvis lovgiverne undlod at reagere på så klare indicier for magtfordrejning – at forsøge at få en fremmed magt til at påvirke udfaldet af et amerikansk valg – ville det i fremtiden være svært at fastholde, at en præsident ikke var hævet over loven. Så ville der ikke længere være tale om en tredeling af magten, men om en enerådende præsident. I stærk modstrid med, hvad USAs forfatningsfædre tilstræbte.