Læserbreve. Identitetspolitik. Tvangsfjernelser. OL i offer. Værnedamsvej. Feminisme. Køb-ingenting-år 1. Køb-ingenting-år 2. Rettelse.

Debat

Identitetspolitik

Maia J. Belletty
Litteraturvidenskabsstuderende
Rødegårdsvej 73, 1 th, 5000 Odense C

Anne Louise Pedersen skrev 20. december 2019 et indlæg i Weekendavisen som et modsvar til digter Søren Ulrik Thomsens udtalelse: »Nutiden bliver ikke bedre af, at vi forsøger at ændre og belyve fortiden, men vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den.«

Ovenstående citat skal læses som en kommentar til teaterdirektør Jon Stephensens udtalelser om redigering af klassiske teaterforestillinger. I disse dage kan det være uhyre vanskeligt at diskutere emner som feminisme og kønspolitik på en saglig måde. Ofte efterlades man med fornemmelsen af at være en forræder over for sit eget køn, hvis man som kvinde formaster sig til at erklære sig uenig i, at ultimativ ligestilling mellem kønnene partout er en god ting. Eller hvis man antyder, at der også findes sympatiske hvide midaldrende heteroseksuelle mænd, som ikke er sleske grise, der gerne vil have et handjob, før de ansætter dig.

Men værst er det dog, hvis man argumenterer for, at personer, som ikke nødvendigvis deler de identitetspolitiske og skinhellige holdninger, der er på mode for tiden, selvfølgelig skal have lov til at lade deres stemmer høre. Det samme princip om ytringsfrihed gør sig gældende for litteratur og kunst, og det gælder inden for alle samfundslag og institutioner.

Problemet med Anne Louise Pedersens anfægtelser af Søren Ulrik Thomsens synspunkt er, at de er uhyggeligt tidstypiske og repræsenterer en forestilling om, at man, hvis bare man undgår at forholde sig til alt det grimme, der florerer i verden, kan slippe af med det. En out of sight, out of mind-attitude. Det er ikke bare tidstypisk, men også historieløst. Det er naivt at forestille sig, at den grænseoverskridende adfærd, hun omtaler i sit indlæg i forbindelse med #MeToo, forsvinder af den grund. Det er vigtigt, at vi tillader os selv at nyde snæver og provokerende kunst, også når denne afviger fra nogle standarder for opførsel, som mange i dag ophøjer til universel sandhed.

Når Søren Ulrik Thomsen skriver, at man ikke bør redigere i historien, gætter jeg på, at det er, fordi historien fungerer som en række af pejlemærker, der kan lede os i forskellige retninger. Forhåbentlig i en bedre retning. Det er vigtigt at sætte tingene ind i en historisk kontekst, hvilket man gør, når man opfører et teaterstykke, som er skrevet i en anden tid, hvor der gjaldt andre normer og handleformer. Hvis man redigerer værker med det formål i mindre grad at blive udfordret, gør man sig selv en bjørnetjeneste, fordi det forringer værket gennem fordummende og potentielt farlig censur. Redigering af klassikere kan bidrage til at kaste nyt lys over en fortælling, men det må ikke blive mindre rigtigt at opføre originalerne. Begge dele har værdi.

På samme måde skal man ikke lade være med at læse Rudyard Kiplings Junglebogen for sine børn, fordi der forekommer, hvad vi med nutidige øjne vil betegne som racisme. Hvis ordet »neger« forekommer i et værk, bør man hellere fortælle sit barn om ordets konnotationer og forklare barnet, hvorfor det bør undlade at bruge det. På samme måde som man skal opdrage drengebørn til at opføre sig pænt over for piger, samtidig med at man fortæller unge piger, at de skal kunne slå fra sig og passe på sig selv.

Anne Louise Pedersen skriver: »det [er] vigtigt at skelne mellem menneskets ubøjelige forhold til had, vold og krig og det stadig, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det: nuancerede, svære, stadig meget komplekse, skrøbelige forhold mellem kønnene.« Forestillingen om, at krig og vold er urokkelige størrelser, er unuanceret og primitiv. Historien har givet os talrige eksempler på, hvor skruppelløst mennesket bliver under pres, når nogle rammer for civiliseret adfærd pludselig begynder at vakle.

Det enkelte menneskes forhold til krig og vold er ikke en ubøjelig størrelse, ligesom den enkeltes forhold til seksualitet og civiliseret adfærd heller ikke er det! At vi i dag, det meste af tiden, kan finde ud af at omgås hinanden uden at slå løs på hverandre, skyldes, at historien har lært os, at det er sådan, et samfund bedst trives og overlever. Hvis man mener, det er forkert at blæse liv i forældede historier, fordi disse ikke repræsenterer en tilstrækkelig anstændig opførsel mellem kønnene, bør man fortælle nye historier, man bør skrive nye børnebøger, ny litteratur og nyt teater. Men der skal være plads til begge dele.

Tvangsfjernelser

Ingvald á Kamarinum
Specialskoleleder
Fjordskolen Munkholmvej 119, 4340 Holbæk

»Jeg har truffet et valg. Jeg vil altid stå på børnenes side,« sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale 1. januar 2020 og proklamerede derefter, at vi må lægge berøringsangsten væk og træde i karakter som samfund – blandt andet ved at give flere udsatte børn et nyt hjem hurtigere.

At fjerne børn er ikke entydigt at stå på deres side. Jeg ved det, fordi jeg selv – inden jeg fyldte 12 år – oplevede at blive fjernet seks gange. Det gjorde ikke livet lettere for mig, på samme måde som jeg i dag ser børn blive fjernet fra deres forældre, uden de nødvendigvis får det bedre.

Men statsministeren har ret; vi må træde i karakter som samfund. I stedet for at rive børn op med rode, mener jeg dog, at vi i langt højere grad bør se på den dybereliggende årsag til, at så mange børn mistrives i så høj en grad, at de ikke fungerer i deres eget hjem eller en almindelig hverdag.

Siden indførelsen af skolereformen er antallet af børn med diagnoser steget 70 procent i regionerne. Det gælder især autisme og en helt ny diagnose kaldet skolevægring. Forældre fortæller, hvordan de kun kan se magtesløse til, mens deres børn får det værre og værre, fordi de ikke får den rette behandling.

Det ødelægger børnene, splitter deres familier og fører i mange tilfælde til uhensigtsmæssige reaktioner. Bliver konsekvensen af disse reaktioner, at man fjerner børnene, svigter politikerne igen deres ansvar. Mette Frederiksen taler om, at nogle forældre får for mange chancer. Jeg mener derimod, at nogle politikere får for mange chancer – de har alle muligheder, men ingen handler.

OL i offer

Malena Rønnow
Musiker og journaliststuderende
Lollandsgade, 5000 Odense

Er der ikke en venlig sjæl, der kan fortælle Leny Malacinski (LM), at hun er for klog til at geråde i sådan en gang vrøvl som hun gør i »OL i Offer« i WA #52?

Det lader til, at LM mener, at Kvinfo i sin kommunikationsstrategi bevidst skulle have undladt at mene noget om en rapport, der beretter om social kontrol over indvandrerpiger. Årsagen er ifølge LM, at »middelklassefeministerne«, som hun kalder os, hellere vil »sejre« i en eller anden fjollet offerkonkurrence, som LM har opfundet, end at hjælpe vores muslimske medsøstre. LM går også i rette med de meget små decimaler, som Kvinfo skulle mene adskiller kvinderne fra reel ligestilling i for eksempel Folketinget.

Jeg har ikke noget bud på, hvorfor rapporten om social kontrol er undsluppet Kvinfos presserådgiver, men jeg har et par bud på, hvad der er gået af os »middelklassefeminister«, og hvad LM kunne gøre for at genne os i en anden retning, som hun måske ville finde mere relevant.

»Middelklassefeministerne« først: Mit bud er, at LM simpelthen er den eneste tilbage, der lever i vrangforestillingen om, at ligestilling er en eller anden pervers form for nulsumsspil. Det forholder sig jo ikke sådan, at for hver indvandrerpige, der undslipper familiens snagende bånd, får vi 0,35 kvindelig leder mindre.

Vi andre kvinder er for længst hoppet ned af det, LM tror er en sejrsskammel, og spurter mod dén målstreg, som vi hver især vil stile imod. Og der er nok at tage fat på: social kontrol, ulige løn og arbejdsvilkår eller fx det faktum, at lige så mange kvinder har mistet livet for deres (eks)partners hånd, som der er blevet dræbt bandemedlemmer de sidste ti år.

Pointen er, at hver fugl (undskyld ordspillet) synger med sit næb, og at vi hver især vælger vores kampe. Og at vi kæmper for ét, betyder jo ikke, at vi blåstempler noget andet. LM er mig bekendt den sidste, der på denne måde insisterer på at sammenligne æbler og citroner.

Vil LM gå i flæsket på Kvinfos kommunikation og decimaltænkning, hepper jeg hele vejen og læser spændt med. Men må jeg foreslå, at LM først og fremmest retter falkeblikket og sin ellers velhvæssede pen mod det egentlige problem: den sociale kontrol, som hun mener bliver underbelyst, og som vi burde vide og mene mere om. Dét ville være kvindekamp, der vil noget.

Værnedamsvej

Steffen Jørgensen
Professor emeritus
Gammel Kongevej 31, 1.tv., 1610 København V.

Angående Frederik Stjernfelts artikel »Hvem var Verner Dam?« fra sidste uge: Navnet Værnedamsvej er en »forvanskning« af Werner Dam (død 1762), en mand, som siden 1733 drev et gartneri, et ølbryggeri samt et udskænkningssted på Værnedamsvej (se side 316 i Københavns gadenavne, E. Bogan, 2. udg., 2003.

Med hensyn til morsom udtale af navne på stoppesteder er jeg helt enig med Stjernfeldt. Så vidt jeg kan bedømme, bliver navnene »klippet sammen« af et computerprogram (som ikke altid ved, hvad det gør). Et par eksempler:

Kører man med en bus fra Christians­borg i retning af Stormgade, annonceres stoppestedet »Stormbroen« som STORM BROEN. Man kan levende forestille sig, hvad der vil ske ved ankomsten til broen.

Foretrækker man en knap så voldsom ankomst til stoppestedet, kan man tage bus 18, som har stoppe­stedet »Kammasvej« (efter Kamma Rahbek). Maskinen annoncerer det som »KARMASVEJ«. Jeg skal hilse og sige, at der er rigtig god karma på og omkring stoppestedet.

Feminisme

Kåre Fog, biolog
Thomas Bjarke Markersen, psykolog

Weekendavisen (#02 2020) bruger hele tre sider på at give spalteplads til en feminists synsvinkel, og redaktøren udsender lydfilen til et interview om artiklen med kulturredaktør Synne Rifbjerg. Når nu det sker, så er det ærgerligt, at valget er faldet på Zoe Williams, som ikke formår at se tingene fra mænds side, og det er ærgerligt, at Rifbjerg endnu mere end Williams blander forskellige mandebevægelser sammen i én pærevælling.

Williams og Rifbjerg forsøger i den forbindelse at jorde den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson, som muligvis er en af vor tids største tænkere. Han har en usædvanligt stor og lødig videnskabelig produktion bag sig og har især interesseret sig for, hvad der får folk til at acceptere forfærdelige totalitære systemer såsom nazisme og stalinisme – dermed er han ikke højreekstremist. Det støder Williams, at Peterson fastholder, at der eksisterer naturbestemte kønsforskelle.

Dét er nok til, at hun kalder indholdet af hans tænkning for »svinefoder«, og at Rifbjerg kalder ham en filosof i gåseøjne, som burde tænke sig bedre om. Zoe Williams’ omtale af Peterson illustrerer, at når en mand modsiger hendes feministiske holdninger, bliver han uden videre afskrevet som en farlig højreekstremist – dvs. hun forstår ham ikke. Det gælder også de øvrige personer, som Williams nævner; hun afslører, at hun ikke kan mobilisere forståelse for moderne mænds problemer.

Det bliver ikke bedre af, at Rifbjerg med ordet »cølibatbevægelsen« blander incels og MGTOWs (Men Going Their Own Way) sammen og ovenikøbet blander Peterson ind i det ved at sige, at de støtter sig på ham.

»Incels« er unge mænd i den ulykkelige situation, at ingen kvinder vil have dem. Nogle få af dem har begået grufulde masseskyderier, men det er jo ikke nyt, at social isolation og fiaskofølelser i yderst sjældne tilfælde kan drive en ung forstyrret mand til mord. Det er faktisk den sørgelige norm på det område. Omtrent 20 procent af alle mænd stifter ikke familie. Det skyldes blandt andet, at de bud, som unge mænd i dag modtager på, hvad de skal kunne for at lykkes på partnermarkedet, er langt mere forvirrende og selvmodsigende end tidligere. Tusinder af mænd oplever at være uønskede; det er et stigende problem, og Williams’ svar på det er at dæmonisere dem?

Både Williams og Rifbjerg begår i øvrigt den fejl, at de afviser betydningen af de naturlige kønsforskelle. Rifbjerg siger, at feminisme i ordets basisforstand vil sige lige rettigheder og lige muligheder. Nej, det passer ikke. Vi går alle, Martin Krasnik så vel som Rifbjerg og undertegnede, ind for lige muligheder; men vi er ikke alle feminister. Fordi kønnene prioriterer forskellige ting i livet, fører lighed i muligheder ikke til resultatlighed. Feminister som Rifbjerg og Williams kæmper for resultatlighed, men det er en håbløs kamp – en kamp mod menneskets natur. Der er brug for mere viden og bedre dialog. På det grundlag, som Williams og vel også Rifbjerg lægger frem, umuliggøres begge dele. De maler sig holdningsaristokratisk op i et værdipolitisk hjørne og skubber netop udviklingen i retning af krig mellem kønnene.

Køb-ingenting-år 1

Suzanne Ekelund
Damhusdalen 12, 2610 Rødovre

Pernille Stensgaards artikel om »Køb-ingenting-året« er ganske glimrende, fordi hun konsulterer eksperter, der slår fast, at vi ikke skal stoppe med at forbruge, for så går samfundet i stå, og at vi ikke kan pudse glorien, blot fordi vi køber genbrug. Jeg har altid betragtet det at give tøj videre til genbrug som en form for aflad, der skulle mindske vores dårlige samvittighed ved at købe nyt hele tiden. Vi taler her selvfølgelig om voksne mennesker. Børn har til alle tider fået aflagt tøj fra andre, da de ofte vokser ud af tøjet, inden det er slidt op.

Jeg synes dog, at der mangler en væsentlig dimension i de annoncerede opfølgninger på, hvordan det kommer til at gå. Jeg mangler blandt andet, at man forholder sig til skærmtid, der ikke kun er tidsforbrug, men også resurseforbrug. Bliver vores liv virkelig bedre af, at vi på Facebook kan se billeder af vennernes middage, sende spørgsmål ud i det store menneskehav og vente at få ekspertsvar tilbage, at vi kan se mode på Instagram, osv. osv.? Begrænsning af skærmtid er begrænsning af elforbrug. Den sparede tid kunne fx bruges til at spille brætspil med familien og vennerne. Det kunne måske give øget glæde og livskvalitet – en win-win-situation.

Køb-ingenting-år 2

Henrik Kuni
Wergelands Alle 39, 2860 Søborg

I Pernille Stensgaards artikel »Køb-ingenting-året« siger Mikael B. Madsen fra Concito, at »det handler om at låse pengene i noget, der ikke sviner«.

Pengene er ikke låst ved, at man køber antikviteter osv. De er bare givet videre til sælgeren, som derefter har det samme dilemma. Det er altså ikke bedre for klimaet end at sætte pengene i banken. Pengene skal brændes af (ulovligt) eller lægges op på loftet.

Der skal store tekniske løsninger til, for at vi kan komme nogen vegne. Læs for eksempel sidste uges debatindlæg: CO₂-reduktion, som skitserer nogle af de ting, vi skal i gang med for at nå målet. Men som sædvanlig skal der nok indtræffe en katastrofe, før der for alvor sker noget.

Vort virkelige problem er, at vi er for mange mennesker i verden, og det bliver hurtigt værre. Hvorfor er der ikke en hidsig debat i gang om dette altoverskyggende problem?

Det er ikke nok at ryge, drikke og dø tidligt.

Rettelse

Af artiklen »Giganternes Møde«, der stod i Weekendavisens kultursektion 3. januar, fremgik det, at løberne Eliud Kipchoge og Kenenisa Bekele aldrig har løbet mod hinanden i et maraton. Det er ikke korrekt, da de begge løb London Marathon i 2016, hvor Kipchoge blev nr 1 og Bekele nr 3. I artiklen »Apokalypsen er udsa i samme avis skrev vi: »For omtrent to millioner år siden uddøde eksempelvis op mod 99,5 procent af Jordens livsformer.« Det skete naturligvis for to milliarder år siden. Vi beklager fejlene.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.