Unreality-tv

HONGKONG – Li Ziqi er ikke nogen typisk kinesisk bonde­kone. Hendes hud er helt lys og ikke, som normalt ude på landet i Kina, bagt mørke­brun af den barske sols stråler. Det kul­sorte hår er så blankt og glat, at det kunne bruges til at reklamere for shampoo, og den åle­slanke figur er mile­vidt fra den firkantede krops­form, som mange kinesiske bønder udvikler i en tidlig alder.

Li er 29 år gammel, og som en af de aktuelt hotteste vloggere overhovedet sender hun via internettet en stadig strøm af korte videoer fra sin lands­by i den sydvestlige provins Sichuan ud til sine fans rundtom i Kina og, i stigende omfang, resten af verden. Alle er de en hyldest til det simple liv, der blev levet på landet engang – eller måske aldrig.

I videoerne, som i Kina hovedsagelig distribueres via det Twitter-lignende Weibo, viser den fåmælte unge kvinde, hvordan man laver mad, klæder, møbler og endda papir på den traditionelle måde. »Det her er den ultimative guide til det gode liv,« skriver en fan i en kommentar til en nylig video.

Andre fans fortæller om en særlig tilfreds­stillelse ved at se Li Ziqis praktiske kreativitet komme til udfoldelse. Måske var det en lignende glæde ved at observere skaber­akten i sin mest basale form, som gjorde Robinson Crusoe til en bestseller i begyndelsen af 1700-tallet. Men det er mere end det.

Li Ziqi hører til den lille eksklusive elite af internetpersonligheder, hvis virtuelle fan­skare har et omfang som befolkningen i et mellem­stort land. Ifølge det mest brugte tal har hun næsten 30 millioner kinesiske og udenlandske følgere. Det svarer til en tredjedel af medlemmerne i Kinas kommunist­parti. En video om, hvordan man laver snack til kinesisk nytår, er blevet set 40 millioner gange.

Hun laver alt fra bunden – helt fra bunden. I en berømt video har hun brug for ægge­blomme til en særlig slags sovs. Det skaffer hun sig med nærmest parodisk grundighed ved først at opdrætte et kuld ællinger, indtil de bliver store nok til at lægge æg. De fleste moderne kinesere kan kun drømme om at have så meget tid tilovers, og Li selv ser ligefrem en terapeutisk effekt i sine videoer.

»Jeg håber, at folk efter en travl dag kan åbne for min kanal og se noget afslappende, som får deres stress til at forsvinde,« siger hun i et sjældent interview til hjemme­siden Goldthread, som specialiserer sig i kinesisk kultur. Hendes fans er enige: »Jeg elsker hendes videoer,« lyder en typisk kommentar. »Især når jeg er stresset.«

Der er tale om den måske vigtigste nøgle til forståelse af Li Ziqis popularitet. Alle i Vesten taler om de arbejdsomme kinesere, men færre taler om omkostningerne. »996« er blevet et velkendt fænomen i Kina og henviser til folk, der arbejder fra ni om morgenen til ni om aftenen, seks dage om ugen. Stress er på vej til at blive en folkesygdom. Mange dør af det.

Her træder Li til med tilbuddet om at holde en vel­fortjent pause fra en kaotisk hverdag, fortæller Peggy Dai, der har en ph.d. i folklore­studier fra Donghua Shifan Universitetet i Shanghai og skriver om moderne kultur for diverse medier, herunder hjemmesiden Sixth Tone.

»Hun fremstiller livet på landet i utopisk form. Det er netop derfor, mange af hendes fans kan lide hende. De drømmer om en fred­fyldt og ukompliceret tilværelse, som står i direkte modsætning til byens hamster­hjul, hvor alt foregår meget hurtigt og er utrolig stressende,« siger hun.

Et spørgsmål har uundgåeligt presset sig på, i takt med Li Ziqis voksende popularitet: Hvor autentisk er hun i grunden? Hun er ganske vist født og vokset op ude på landet i Sichuan, men siden tilbragte hun adskillige år i stor­byen, hvor hun forsøgte sig med en karriere inden for musik­industrien. I 2012 vendte hun hjem igen, angiveligt for at passe sin bedstemor.

Hvad der herefter er sket, fortaber sig lidt i det uvisse. På et tidspunkt begyndte hun at lave videoer, oprindelig vistnok helt på egen hånd, men de er blevet mere og mere strøm­linede, efter at hun har ansat et professionelt team. Den sene, mere polerede stil er næsten med til at understrege, at hun nogle gange opfører sig som en bybo, der bare leger, at hun er bonde.

»Nogle har noteret sig en episode, hvor hun arbejder med bambus uden at have handsker på. I det virkelige liv ville man aldrig gøre det uden handsker, for ellers ville man ende med nogle ordentlige sår på hænderne. Det er et klart finger­peg om, at det ikke er en fremstilling af de faktiske forhold på landet,« siger Peggy Dai.

Det kan kineserne sagtens gennemskue. De er generelt en generation eller to tættere på livet på landet, end vi er i Danmark. Urbaniseringen foregik en tak senere end hos os. Desuden er der nylige, smerte­fulde erindringer om, hvad livet på landet egentlig indebærer.

Under Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976 blev byens unge i massevis sendt ud på landet for at blive bevidstgjort af bøndernes nøjsomme vilkår. Hu Yongfen var en af de uheldige. Det blev til en traumatisk årrække, hvor hun for eksempel skulle plante ris midt om vinteren, mens isen lagde sig som en skorpe på marken, og igler klæbede sig til hendes bare ben.

»Jeg kan stadig ikke holde ud at tænke på min ungdom ude på landet,« sagde hun, da hun mange år senere blev interviewet af CNN om sine oplevelser.

Erindringen om landet er altså endnu levende, og kineserne ved generelt udmærket besked med de virkelige, barske forhold. Det er derfor også underforstået af de fleste, at Li Ziqi højst er et glans­billede af virkeligheden. Men ifølge Peggy Dai er det næsten irrelevant for hendes fans.

»Nogle beklager sig over, at videoerne ikke viser virkeligheden, men andre indrømmer åbent, at det er de da ligeglade med. De vil bare have nogle idylliske scener fra landet. Det er mere end nok for dem. De siger, at hvis de ønsker en natur­tro fremstilling af livet i land­områderne, kan de bare skrue over på stats­fjernsynets landbrugskanal.«

Der er sikkert lignende årsager til, at Li Ziqi har en voksende skare af følgere i udlandet, specielt via YouTube.

»Kineserne vil meget gerne vise deres kultur til omverdenen, og Li Ziqis fremstilling af Kinas uhåndgribelige kultur­arv gør det på fortrinlig vis,« siger Peggy Dai.'

 

Flere kinesere har sammenlignet det med de stats­finansierede Konfucius-Institutter, som er blevet oprettet rundtomkring i verden, ofte i samarbejde med lokale universiteter. Også de har til hensigt at udbrede interessen for kinesisk kultur, men flere steder har de nærmest haft den modsatte virkning af den tilsigtede og skabt bekymring om, at de i virkeligheden har til formål at påvirke den udenlandske opinion i en Kina-venlig retning.

»Nogle af mine bekendte har fortalt mig, at Li Ziqis arbejde er lige så meget værd som snese­vis af Konfucius-Institutter. Det kan naturligvis ikke sammenlignes direkte, eftersom Konfucius-Institutterne hver især er begrænset til et bestemt geografisk område, mens Li Ziqi befinder sig online og kan gå viralt, men alligevel,« siger Peggy Dai.