Læserbreve. Rothstein 1. Rothstein 2. Rothstein 3. Rothstein 4. Rothstein 5.

Bogdebat

Bogdebat

Rothstein 1

Marianne Mygind
Sylvestervej 22
2610 Rødovre

Det var en pudsig oplevelse først at læse Poul Pilgaard Johnsens beskrivelse af, hvordan den danske litteratur-»junta« har plukket efter egne præferencer i Informations artikelserie om en ny litteraturhistorie (3/1) – og så falde over Klaus Rothsteins note om, at Malou Aamund snart udsender en roman. Mage til karaktermord skal man lede længe efter – og det inklusive et svirp til Hanne-Vibeke Holst. Skrevet uden at have læst et ord fra Aamunds hånd. Rothstein filosoferede ellers over sin 50+ cis-identitet på P1 sidste år – måske skulle han genbesøge de overvejelser.

Hør også debatten mellem Hanne-Vibeke Holst og Klaus Rothstein i en time med Weekendavisen: »Du har stadig ikke helt lært det, Klaus«

I 1. sektion var der i samme uge lagt spalteplads til et »essay« fra Hans Bonde. Bonde må jo skrive, hvad han vil – men det er Weekendavisens valg at give hans indlæg så fremtrædende en position. Er det på Weekendavisens niveau at hævde, at kvinderne fik valgret i 1915 »uden de store sværdslag«?

Jeg mindes at have læst bekymringer fra Weekendavisen om den aldrende læserskare. Hvis avisen skal følge med tiden og vinde nye læsere, er der vist behov for at kigge indad og overveje, om det var værd at være nysgerrig over for de opbrud i både køn og klasser, som præger samfundet omkring jer, og dermed også både nuværende og potentielle læsere. Og det er ikke nok at skrive en artikel om de spændende nye tendenser, man må reelt reflektere over egne grundopfattelser – som andre artikler om blandt andet sexolekt og kønsblinde data så fint beskriver.

Hvor er det skønt med en avis, der rummer så meget stof til eftertanke!

Rothstein 2

Dorte Heurlin, pens. lektor
Godthåbsvænget 31
2000 Frederiksberg

Klaus Rothsteins svar (10/1) til de mange (især) kvinder, der var blevet vrede over hans note »Det var ikke Alberte …« (3/1), var overraskende ydmygt. Herregud, manden forsøgte sig med en lidt forvrøvlet morsomhed i det muntre Bogholderhjørne. Hvordan kunne så mange dog tage fejl af hans hensigt?

Rothstein elsker skønlitteratur og er ikke kendt for sit reaktionære kvindesyn. Er det urimeligt, at han finder det upassende, at Gyldendals katalog over forårets litterære nyheder sidestiller Ida Jessens oversættelse af Alice Munros noveller med noget, der ligner en selvhjælpsbog forklædt som fiktion? Hans giftpiles mål var selvfølgelig ikke Malou Aamund, men et forlag, der uden blusel dyrker tidsåndens umættelige interesse for dem, der er kendte, rige og har succes. Med sin klodsede klummehumor løber Rothstein den risiko, at Malou Aamunds roman, når den udkommer til marts, viser sig at være sprogkunst. Så kan han sige undskyld til forlaget til den tid.

Rothstein 3

Thorsten Reinholt, journalist og forfatter
Leosalle 20
6270 Tønder

Nådada, ja, hvem skulle nu have troet det? At Klaus Rothstein – dette til hverdag ellers så urbane og civiliserede læsemenneske – nærer en strukturel, diskriminerende Smadremand ved sit spinkle bryst? At han er en hektisk kvindevrænger og kvalmende karaktermorder fra det misogyne mørkeland?

Men det gør han, og det er han, og sikke da ellers lige for en litterærlig lortestorm, han red ind i i uge 2 efter at have formastet sig henne i uge 1. Og hvor var det dog rent ud sagt røvkedsommeligt og lige så gabende forudsigeligt: Det rituelt mopsede græske kællingekor dannede for 117. gang grædemur om en medsøster fra de grønne områder – denne gang den selvforsvarsløse erhvervs-VL-kongehus-ugeblads-personality og millionærarving Malou Aamund.

Nu skal man jo som bekendt være forsigtig med at udlægge andres motiver, men man kunne også læse Rothsteins milde satire som en slags muntert kronisk-trætheds-syndrom. Nemlig over den evigt voksende dynge af Florence Foster Jenkins’er, Anne Linnet’er og grevinde Alexandra’er; fruer (uanset køn) af det bedre borgerskab, som i deres velaflagte midalder keder sig gudsjammerligt, men som ingen i deres omgivelser vover at fortælle, at deres talent er ikke-eksisterende, og som derfor får lov at stjæle opmærksomhed fra de mange kunstnere, der rent faktisk kan noget. Var der nogen, der sagde X Factor?

Men måske ville det klæde de skallesmækkende damer at vælge deres nederlag med lidt større omhu, krænge køns-paranoiaen af og i stedet lære at læse indenad. Og det vil åbenbart klæde Klaus Rothstein – inden han næste gang trækker i sortekutten og stiger ned i kælderdybet for at stikke nåle i voksdukker – at forstå, at man ikke ustraffet sådan gør sig lystig på kvinders bekostning. Helt strukturelt. Medmindre – naturligvis – det er Yvonne fra Sydhavnen. Men det er jo en ganske anden historie …

Rothstein 4

Lise Busk-Jensen, feminist og litteraturforsker
Rodosvej 59
2300 København S

Tak til Katja Kvaale for en fin kommentar (10/1) til den #MeToo-ballade, Bo Tao Michäelis og Klaus Rothstein har givet anledning til på de sociale medier, og for kritikken af folkedomstolens forhastede og bornerte udskamning af personer på grundlag af enkelte tilfældige eller uheldige udsagn. Hvis Michäelis synes, Lise Rønne vimser, er han i sin gode ret til at skrive det i sin kommentar til hendes udsendelser. Andre seere kan være uenige og imødegå ham, men der er ingen grund til at kalde udsagnet en kritik af Rønnes kvindelighed og dermed kvinder i almindelighed. Mænd vimser også. Rothsteins kommentarer til Malou Aamunds kommende roman blotter især hans benovelse over, at en kvinde med en så betydelig baggrund nu også vil gøre sig gældende på litteraturens område. Den berømte, kønne og indflydelsesrige Aamund er snart en af de forfattere, han skal have en holdning til!

Feminismen har altid haft den dobbelte hensigt at sikre kvinderne fulde borgerlige rettigheder og at fremhæve kvindernes evner og præstationer. Den første del af det program har vi stort set nået til begge køns tilfredshed. Den anden del arbejder vi stadig på, og her må især kvinderne gøre en indsats. På litteraturens område, som er mit, består opgaven i at fremhæve kvaliteten i de bøger af kvinder, vi finder glimrende, så læsere af begge køn får lyst til at læse dem. Historisk set har det været et problem, at anmeldere og undervisere indtil midten af 1900-tallet som oftest var mænd, men den tid er snart helt forbi. Der er ingen grund til at bruge alle kræfter på at finde eksempler på dårlige mandlige anmeldelser af kvindelige forfattere og derefter postulere en bagvedliggende misogyni.

Et godt eksempel på betydningen af feminismens optagethed af kvindelige forfattere er Tove Ditlevsens nuværende fremtrædende placering i offentligheden med uendelig mange genudgivelser og omtaler. Hun blev i 1960erne anset for forældet og uinteressant, fordi hun kun halvhjertet tilsluttede sig den sejrrige modernisme og hellere ville fastholde og skrive om sine personlige, kvindelige erfaringer. Det har både kvindelige læsere som Karen Syberg og mandlige læsere som Jens Andersen forstået og udfoldet i deres bøger om hende, og det har genskabt interessen for forfatterskabet.

Rothstein 5

Helle Merete Brix, forfatter, Østerbro

Jamen, er det ikke Alberte? Sådan tænkte også jeg, da jeg så, hvad der viste sig at være Googles danske chef, Malou Aamunds, nydelige kontrafej i forrige nummer af denne avis.

Rothstein skrev som bekendt en satirisk note, en indtil nu acceptabel litterær genre, om Aamunds forestående romandebut. Den indeholdt en stilfærdig komplimenteren af de to kvinders skønhed. Siden er det væltet ind med kritik af Rothstein og anklager om sexisme og kvindehad og om at ville ødelægge Aamunds forfatterkarriere – ingen har dog kunnet forklare, hvorfor der skal tages med fløjlshandsker på en midaldrende topchef i erhvervslivet. Desuden er det blevet fastslået, at det var dårlig satire. Dårlig satire her defineret som en satire, som særligt ét segment af kvinder ikke fandt sjov. Så bør andre heller ikke le.

Et lavpunkt i debatten indtraf, da Rothstein diskuterede med en af sine kritikere, kollegaen og antropologen Katja Kvaale i Shitstorm på P1. Kvaale, der forinden i en dramatisk skrivelse her i avisen svingede sig op til at mene, at man også skulle kunne »tilgive« – man skulle tro, at Rothstein havde taget af kassen – fik i radioen sagt, at hun var sikker på, at Rothstein ikke gør det igen. Så kan han lære det. Det er mor, når hun er værst. Det er pottetræning af voksne mænd.

Disse renhedens apostle har vind i sejlene. På Politiken er det nu, efter Lise Rønne-sagen, forbudt for mænd at skrive om kvinder, at de vimser. Det vides ikke, om man fortsat må skrive det om mænd. Eller om der er tilsvarende restriktioner på, hvad kvinder må. Kan de fremover ustraffet skælde ud på »hvide, gamle mænd«?

Rothstein og Kvaale var i radioen enige om, at en note som den, han skrev, hører fortiden til. De var dog ikke enige om grunden. Rothstein mente, at den hører fortiden til, fordi ingen tør. Men det bør nogen. Ordet og satiren må være fri. At se krænkelser af kvinder om hvert et gadehjørne gavner ingen, heller ikke litteraturen. Og slet ikke kvinder.

Side 46