Genåbnet. Italien, der har mistet næsten 35.000 borgere til COVID-19 og nu er nærmest rømmet for turister, forsøger at genfinde sig selv i en forandret verden. Første del af en rejsedagbog fra landet, hvor det europæiske corona-mareridt startede.

I virussens skygge

I virussens skygge Af Morten Beiter

Og her sidder man så, på et halvtomt downtown metrotog i Rom og lugter til sin egen espressoånde i den urinalkugleblå mundble. Lige overfor sidder to kinesiske kvinder, de eneste kinesere, jeg ser hele dagen, iført stråhatte og med to afblændede sæder imellem sig, og taler højlydt sammen på mandarin, mens deres bind vibrerer som højttalermembraner. Omkring dem en rungende tavshed, der ligger som en dyne oven på togets tålmodige rumlen. Jeg skæver til de andre formummede medpassagerer og tænker på, hvordan de mon ser ud inde bagved, hvordan deres munde og næser er formet, og hvad de mon tænker. Engang gik vi splitternøgne rundt, som Vorherre havde skabt os. Nu er kun øjnene tilbage, og de ser trætte og opgivende ud. Sydeuropa er blevet til Saudieuropa, men i det mindste gælder det for alle forhåndenværende køn.

Da jeg forlod italien sidst i januar, så jeg blot en enkelt rejsende, som havde pakket sig selv ind. I dag, fem måneder og 35.000 døde senere, møder jeg kun én, der ikke gør det, også selv om næste dags avis vil fortælle, at salget af mundbind i Italien er dalet drastisk, mens antallet af smittede nogle steder er begyndt at stige igen. Men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, denne døsige, skoldhede lørdag formiddag på linje A.

Maskerne er den synlige effekt af coronaens ophold i Rom, ud over lukkede butikker, halvtomme gader og berømte monumenter, som man pludselig næsten har for sig selv, fordi de sædvanlige horder af turister ikke rejser – enten fordi de ikke kan eller ikke vil. På en station hænger en stor reklameplakat forestillende et smaragd-grønt hav og hvide strande og budskabet til den italienske forbruger: »Denne sommer genopdager du Siciliens og Calabriens ubesmittede strande.«

Ordvalget er nøje afstemt efter tiden og landet, som i forvejen var præget af kollektivt rengøringsvanvid, da viruskrisen ramte. Der er næppe nogen i hele Europa, der går op i rengøring og personlig hygiejne som italienerne. Jeg husker tilfælde med børn, der fik konstateret nedsat immunforsvar, fordi deres mødre næsten bogstaveligt talt sprittede dem af, inden de blev sendt i skole. Og lige her skulle det alligevel ske.

På få måneder blev That’s amore forvandlet til That’s corona, og i sommerheden vejrer de syditalienske regioner, der ikke blev så hårdt ramt af virussen, morgenluft og forsøger at markedsføre sig som lige så ubesmittede som Madonnaens undfangelse. Til stor vrede og indignation for de norditalienske regioner, der opfatter turistkampagnerne som det rene sjakaleri.

Rom kommer til syne

Jeg stiger af på Barberini-stationen, som nu er åben igen efter et års lukning på grund af defekte rulletrapper, og begiver mig til Trevifontænen, en af Roms største turistmagneter. Sidst, jeg var her, besluttede jeg, at det var sidste gang. Der var så tykt af mennesker, at monumentet helt forsvandt. Men i dag fremstår den som en tillokkende barok lagune med kun en håndfuld besøgende omkring. Jeg nærmer mig en ældre herre og spørger, om han er italiener. Han nikker bekræftende.

»Jeg er endda fra Rom, jeg bor lige om hjørnet,« siger han, bag sit mundbind, og præsenterer sig som advokat Alberto Pera, og man kan ligesom fornemme, at han ikke er hvem som helst.

Ved mit spørgende blik forklarer han, at han har tilbragt hele foråret i den nordøstitalienske region Friuli, hvor hans kone kommer fra, og at de først nu er vendt tilbage til Rom.

»Og så tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at se lidt af byen, inden turisterne kommer igen.«

Ikke siden starten af 1960erne, da han selv var en stor knægt, og filminstruktøren Fellini i La Dolce Vita udødeliggjorde Trevifontænen med den badende Anita Ekberg, har der været så få mennesker her, fortæller han. De begyndte at strømme til lige efter filmen for at finde den samme atmosfære. Men til sidst var der så mange, at det næsten ikke var til at holde ud.

»Men nu er Rom jo ikke levende længere. Der er ingen amerikanere, ingen kinesere, man ser næsten kun italienere. Mange hoteller og restauranter er lukkede. Det er klart, at det går ud over en masse mennesker, som ikke kan arbejde. Så selv om det er fint for mig, at man nu i ro og mag kan se sin by igen, så er det naturligvis trist.«

Vi hilser med albuen, og jeg bevæger mig gennem de halvtomme gader i den historiske bydel mod Den Spanske Trappe, hvor jeg engang så et hold berusede danske turister stå og afsynge »Der er et yndigt land«. I dag møder jeg stort set kun Maura og Roberta, et midaldrende venindepar fra den norditalienske by Ferrara, som fotograferer hinanden foran Trappen, mens de hopper op i luften og hiver op i skørterne og viser ben. De ligner og lyder som så mange andre turister fra Posletten, der bevæger sig syd for Firenze; nogle eksotiske, kulørte fugle, som en storm har slået ud af kurs.

»Efter al den indespærring derhjemme trængte vi til at komme ud,« forklarer de.

Og det var da også hele togturen værd, også selv om den foregik med ansigtsmasker og med passagererne placeret i zigzag-orden i vognen. Men de er foruroligede over, at ikke alle tager restriktionerne alvorligt.

»Vi har set, at mange ikke bærer masker, og at folk har svært ved at holde afstand. Det er bekymrende, for på den måde risikerer vi for alvor at blive ramt af en ny bølge virus.« Men hvad der næsten bekymrer dem mere, er den måde, folk hjemme i Ferrara har reageret på coronaen og lockdownen, fortæller de:

»Man skulle tro, at det alt sammen fik folk til at reflektere lidt mere over livet, og hvordan man får det bedste ud af det, mens det varer. Men det er, som om folk er blevet mere aggressive og intolerante end før. De farer op over det mindste. Hvis man i supermarkedskøen står lige ved siden af dér, hvor man burde stå, bliver der straks råbt ad én. Og så flyder det med brugte ansigtsmasker og plastic over det hele.«

Tomme stole

Jeg når til Piazza del Popolo med en af byens mange egyptiske tyvstjålne obelisker og et par Caravaggio-malerier i den tilstødende kirke, Sankt Paulus’ omvendelse og Sankt Peters korsfæstelse. I dag er kirken lukket, men til gengæld er pladsen halvfuld af højrefløjstilhængere til et politisk stormøde, arrangeret af Italiens største opposi­tionspartier, som for tiden forsøger at blive enige om at vælte den siddende regering. En ikke helt nem opgave, idet to partier er på vej ned i meningsmålingerne, mens det tredje – det med den brændende, fascistiske trikoloreflamme i sit symbol – går frem. Partierne har også modstridende interesser på flere punkter, for eksempel når det gælder den kommende valglov, som regeringen forventes at fremlægge inden længe. Ét system vil tilgodese de større partier, mens et andet system risikerer at sende et parti som Berlusconis Forza Italia helt ud af parlamentet næsten 30 år efter partiets grundlæggelse.

Så under overfladen lurer uenighederne og frygten for forræderiske alliancer. Men denne dag bliver der hamret i takt mod regeringen, som efter oppositionens mening er inkompetent, uduelig og latterlig, og som vælgerne snart vil straffe hårdt, hvorefter alt vil blive godt.

Jeg kommer i tanke om, hvad en kaffefilosof sagde ved bardisken i morges. »De vil have valg så hurtigt som muligt, så de kan få fingre i alle de milliarder, der er på vej fra EU.«

Nu skal man selvfølgelig ikke lytte til barsnak, men alligevel. De partier, der har nøglen til regeringspaladset, når COVID-genopretningsmilliarderne begynder at rulle, vil ikke bare have en violin at spille på, men et helt symfoniorkester, og det vil automatisk styrke opbakningen til dem, der svinger dirigentpinden.

Oppositionsleder Salvini kommer på talerstolen, og folk begynder at juble og svinge med de italienske faner, der er lagt frem på hver stol. Han lover et Italien »fuld af kraner, byggepladser, arbejde, veje, motorveje, jernbaner«. Han ønsker sig et land, hvor der ikke er plads til udenlandske arbejdere, der ikke kan lide krucifikser, julekrybber eller rosenkranse, hvor skattevæsenet ikke kommer på uanmeldt besøg, hvor »alle i deres soveværelse kan gøre, hvad de vil, men hvor alle børn har ret til en mor og en far«. Han ønsker sig et land, »hvor vuggerne bliver fyldt op igen«, og for at det kan ske, skal al skattegæld eftergives og skatten sættes ned, så man kan begynde på en frisk.

Det meste af det sagde han også sidste år, med undtagelse af et par corona-specifikke krav om eksempelvis plexiglas i skolerne. Når jeg kigger på de mange tomme sæder omkring mig, skyldes det beskedne fremmøde måske varmen og restriktionerne, men måske også, at italienerne under coronaen i det hele taget har fået andet at tænke på, og at Salvini, manden, der vil være Italiens næste premierminister, måske er ved at miste grebet om sine vælgere. I hvert fald har hans parti, Legaen, mistet et hav af stemmer de seneste måneder, mens regeringspartierne er gået frem; lidt, men ikke overbevisende.

Danieles knæk

Den 34-årige romerske lagerarbejder Daniele Scacco er under alle omstændigheder en mand, der ikke længere tror på Salvini. Eller nogen anden politiker, for den sags skyld. Eller det sundhedsvæsen, politikerne i sidste ende er ansvarlige for.

»Jeg har jo set, at alle bare meler deres egen kage, og at hvis du ikke er ’nogen’, som for eksempel en politiker, en fodboldspiller eller en anden form for kendis, så bliver du ikke respekteret, og ingen bekymrer sig om dine rettigheder,« siger han.

Jeg møder ham hen på eftermiddagen på en bar i Roms periferi, hvor han fortæller mig, hvordan han mistede sin far, Massimo på 66, til coronaen, og hvad der siden skete.

»Det startede den 16. marts med, at han fik en smule feber. Jeg blev straks urolig, for far var aldrig syg. Så jeg fik ham til lægen. Lægen sagde, at det nok bare var influenza, og gav ham noget febernedsættende.« Men hans far fik det bare værre. Nogle dage senere blev han testet positiv med coronavirus og indlagt på hospitalet, og resten af familien sendt i karantæne i 24 dage i hver deres lejligheder.

Her starter en desperat kamp for Daniele Scacco for dels at følge med i, hvordan hans far har det på hospitalet, og samtidig forsøge at overbevise sundhedsmyndighederne om at få testet hans mor og bedstemor, som faren boede sammen med i en toværelses lejlighed på 35 kvadratmeter. Det er svært for ham at komme igennem til sundhedsmyndighederne. Næsten umuligt. Der kan gå hele dage, hvor telefonen slet ikke bliver taget, fortæller han. Når det endelig lykkes, bliver han fyldt med uforståelige lægelige termer, hvad angår hans far. Og når det handler om testen af hans mor og bedstemor, får han bare at vide, at der desværre ikke er coronaprøver nok.

Først en måned senere, da hans far dør på hospitalet, beslutter sundhedsmyndighederne at teste hans mor og bedstemor.

»Jeg får at vide, at det sker som en undtagelse. Det er nærmest, som om jeg skal opfatte det som en tjeneste, der bliver gjort for min familie.«

Heldigvis bliver både hans mor og bedstemor testet negative for corona. En stor lettelse midt i sorgen over faren. Men på det tidspunkt har en ny frustration meldt sig. For dagen efter hospitalet ringer og fortæller, at Daniele Scaccos far er død, møder sønnen op på hospitalet for at få farens personlige ejendele udleveret. Men tingene er væk. Sygeplejersken beklager meget, men væk er de. Han vender tilbage fire dage i træk, stadig forgæves. Han melder det til politiet og regner med, at hans fars ur, pung og andre effekter er forsvundet for altid. Men måneden efter modtager han et opkald fra et hospital i den norditalienske by Varese om, at posen med tingene er blevet fundet dér, 500 kilometer fra Rom. Den var måske blevet viklet ind i sengetøjet, som hospitalet i Rom fik vasket i Varese.

Det kan måske synes som en banalitet oven i alt det andet. Men for Daniele Scacco var det dråben, der fik ham til helt at opgive troen på, at der også i Italien et eller andet sted eksisterer en stat, som efter bedste evne forsøger at behandle sine borgere ligeligt.

»Når jeg ser tilbage på alt det, der er hændt os, virker det helt surrealistisk. Men én ting har jeg da nu forstået. At der er serie A-borgere og serie B-borgere, og at min familie tilhører den sidste kategori. For hvis en politiker bliver testet positiv, så tester man også journalisten, der har interviewet ham, og alle de andre, han har været sammen med. Og ikke kun én, men flere gange. Mens min mor og bedstemor måtte vente på, at min far var død, inden de fik lov at få en test. På det tidspunkt kunne de lige så vel selv være døde. Så jeg føler mig ikke repræsenteret af disse politikere eller denne stat, der lader sådan noget ske. Og jeg føler mig selvfølgelig heller ikke beskyttet af dem,« siger Daniele Scacco.

Risikabel sommerstemning

Hans syn på sundhedsvæsenets håndtering af coronakrisen skurrer lidt i mine ører. Den gængse opfattelse i Italien er i hvert fald, at sundhedspersonalet er at betragte som »helte«, fordi de arbejdede dag og nat, da det var værst, og at der i bund og grund blev gjort en god indsats. Men Danieles historie vidner om, at nogle italienere står tilbage med et mere bittert blik på myndighederne efter et kaotisk kriseforløb med mange døde.

Fra vores cafébord ser vi sommerklædte unge defilere forbi, nogle med masker, men også en del uden, her i udkanten af byen, hvor kontrollen er mere sporadisk. Det er gået alt for stærkt med at lukke Italien op igen, mener han.

»Men hvis lockdownen havde varet meget længere, var der nok udbrudt borgerkrig, for folk skal jo også have brød på bordet,« konstaterer han dramatisk. Genåbningen ville nok gå an, hvis folk passede mere på. »Men der er ved at brede sig en stemning af, at det hele ikke var så slemt, og at det er ved at være overstået. Derfor er jeg alvorligt bekymret for, at vi langtfra er færdige med coronaen endnu.«

Jeg bliver i udkanten af byen og spiser aftensmad hos en gammel bekendt, som engang slog folk ihjel på bestilling for den sicilianske mafia, men som i dag har forvandlet sig til en fremragende kok med egen restaurant. Også han, som alle andre engang frygtede, har fået noget at være bekymret for.

Hans omsætning er faldet med 70 procent, fortæller han. »Og jeg redder mig kun på grund af de lokale stamkunder, som begyndte at vise sig, da vi måtte åbne igen. Men inde i byen bor der jo næsten kun turister, og det varer nok længe, inden de er tilbage igen.«

I mellemtiden skal regningerne betales. »Og vi har indtil nu kun fået latterlige beløb fra staten. Så det bliver det rene paradis for lånehajerne.«

Der kommer i hvert fald ikke gang i samfundet før hen i september, mener han. Og så må man se. Når alt det, folk har gemt af vejen i madrasserne, er brugt op, frygter han, at en elendighed bryder ud, som bliver svær at håndtere.

»Lige nu er vi først ved at komme ud af det chok, det var hver dag at sidde foran fjernsynet og få tabstallene oplyst, som var der tale om en krig. Nogle er stadig så bange, at de bliver ved med at gemme sig hjemme i deres lejligheder.«

Han sidder på den anden side af det lille bord med ansigtet gemt bag en maske, som da han sammen med sin bror røvede banker, som andre fangede aborrer. Nu er han kommet ind på rette spor, men lige akkurat tidsnok til at se verden omkring ham køre af sporet og et Italien, der i forvejen var skrøbeligt, blive endnu mere rådvildt.

Læs anden del af rejsedagbogen om Italiens genåbning: »En rustning af skønhed«

 

Læs også om Morten Beiters rejse til vulkanøen Stromboli, hvor mange rejser og håb er endt, og nye er født.

Side 11