Essay. Politiet er overalt i mit fjernsyn. Hvad betyder det i en politikritisk tid, og hvordan ser politiet ud i fremtidens tv-fiktion?

Fjernsynets lov og orden

Fjernsynets lov og orden

Hvis en marsbo uden at have betrådt jorden tændte for en almindelig flow-tv-kanal, ville hun tro, at det at efterforske mord, tage voldelige midler i brug under et forhør og falde i søvn i sin bil på en overvågningsopgave var en lige så almindelig menneskeaktivitet som at drikke et glas vand.

Politiet er overalt i fjernsynet. Efterforskningen er dens mest dagligdags måde at gå til verden på, og det kan føles, som om man ikke kan se selve politiet for bare krimi. Så i denne artikel handler det om politiserier, og det defineres her bredt som serier, hvor man følger politiet: fra docusoapen Cops til de helt standard en times såkaldte procedure-politiserier som Law and Order. Fra de britiske klokken 23.00-krimier på DR1, for eksempel Inspector Morse, over komedieserier som Brooklyn Nine-Nine til nordic noir-fænomenet Forbrydelsen. Hvorfor er der så mange af dem? Og er vi så vant til at se verden hen over betjentens skulder, at man kan tale om, at tv-seerens og politiets blik er sammenkørt?

Tv-branchen og politiet har en lang fælles historie. Den amerikanske Dragnet fra 1951, som betragtes som den moderne politiseries arnested, begynder hver episode med disse ord: »Ladies and gentleman. The stories you are about to see are true. The names have been changed to protect the innocent.« Seriens skaber arbejdede tæt sammen med Los Angeles’ politi: Politiet fodrede fiktionen med mordsager og forbrydelser, men skulle til gengæld have alle manuskripter til gennemsyn.

Siden er genren vildvokset og knopskudt: 60erne havde Colombo, 70erne havde Starsky and Hutch og Kojak, 80erne havde Miami Vice og Hill Street Blues, i 90erne tog det virkelig fart med Law & Order og NYPD Blues, 00erne The Wire, 10erne Brooklyn Nine-Nine og Chicago P.D. I Danmark kan man nævne: Een gang Strømer, Rejseholdet, Forbrydelsen, Anna Pihl, Broen og Bedrag. Tag ikke fejl, der er selvfølgelig alle mulige gode, rørende, overraskende scener, afsnit og også hele serier. Der er mange afvigelser fra min overordnede pointe, som er: Det er iøjnefaldende, at politiserien, på trods af dens vilde inflation, holder så meget på formerne, som den gør.

Den tidligere tv-anmelder på The New Yorker Emily Nussbaum har kogt al tv-fiktion ned til tre grundformer. Den første er situationskomikken, hvor alle afsnit begynder ved status quo: En ven kommer ind i stuen, hvor to andre venner allerede sidder i sofaen. Der er ofte dåselatter. Den anden er sæbeoperaen, som er en slags intrigemaskine. Intrigerne sker inden for den samme vennegruppe eller familie, og tricks som hukommelsestab og ond tvilling kommer til byen bruges for at sandsynliggøre mængden af ulykke, der kan overgå de samme mennesker. Sidst, men ikke mindst, er der det, man på engelsk kalder en procedural. Det er en fortællemetode, der er bygget op omkring en procedure. Man følger for eksempel advokater, men oftest drejer det sig om politiet. Her er formlen simpel: Et mord sker, og politiet opklarer mordet.

Før tv var en slags allestedsnærværende mulighed – man kan se, hvad man vil, når man vil, på hvilket device man vil – var det et møbel, der stod i stuen, og at sammenligne med en vandhane: Man kunne tænde for det, men ikke bestemme, hvad der kom ud. Sitcom’en og politiserien er slebet til af disse vilkår; de udgjorde henholdsvis en halv time eller en times afsluttet forløb. Sæbeoperaen tilbød et fortløbende plot, men den var henvendt til kvinder. Fordi flere kvinder i fjernsynets tidlige dage ikke arbejdede og derfor kunne se fjernsyn om dagen, var sæbeoperaen feminint kodet. Det er den stadig.

De seneste 30 års evolution inden for tv-mediet – særligt streamingens indtog – har betydet, at disse former er skvulpet over i hinanden. Derudover har de fået selskab af den fjerde grundform: reality. Sæbeoperaen, den mest udskældte og nedrakkede genre af dem alle, udgør skelettet til stort set alle de prestigiøse dramaserier. Alt er i konstant forandring, men hvor det efterhånden er svært at finde en klassisk sitcom med dåselatter, så er det anderledes med politiserien. Der har været eksperimenter – Fargo, Twin Peaks, Unbelievable, Top of the Lake, Brooklyn Nine-Nine, The X-Files, Forbrydelsen, Watchmen – men i det store kolossale hele er politiserien som fanget i rav: Der sker et mord, og politiet opklarer mordet. Simpelt, til at forstå, maskulint.

Og det er vel okay? Nej, siger flere kritikere, der mener, at portrættet af heroiske betjente, der måske er uslebne i kanten, men som altid finder de skyldige og i sidste ende repræsenterer en rationel samfundsorganisation, er en løgnagtig tilsløring af en virkelighed, hvor det modsatte er tilfældet.

Denne kritik er blevet forstærket, efter en hvid politibetjent den 25. maj dræbte den afrikansk-amerikanske borger George Floyd. Mordet blev filmet, ligesom andre politiovergreb og -drab på sorte mænd er blevet filmet over de seneste årtier, og disse videoer findes på internettet som et insisterende vidnesbyrd om en anden, mindre simpel og uudholdeligt tragisk virkelighed.

Lad os se på nogle tal. I docusoapen Cops begås kriminaliteten af sorte, er voldelig af karakter og omhandler stoffer i godt dobbelt så mange tilfælde som i virkelighedens statistikker. Det har journalisterne bag den hermed anbefalede podcast Running from Cops påvist ved at gennemse knap 900 episoder.

Skabelsen af fjendebilleder foregår også i fiktionspolitiserierne, kan man læse i det omfattende studium »Normalizing Injustice« udført af NGOen Color of Change og USC (University of Southern California), som indeholder flere sigende statistikker.

I efteråret 2019 udgjorde politiserier 60 procent (21 ud af 34) af alle tv-serier i den bedste sendetid på amerikansk flow-tv – læg dertil, at disse serier på grund af deres afsluttede forløb egner sig godt til formiddags- og natgenudsendelser. Studiet, hvor man har gennemset 26 populære politiserier, viser også, at politibetjentene – som portrætteres som gode – i 23 ud af 26 serier selv, som en del af politiarbejdet, overtræder loven og kompromitterer de anholdtes retssikkerhed: afhører dem uden advokat til stede, lyver, bruger vold etc.

Denne form for strukturel tænkning er besværlig, men vigtig. Besværlig, fordi man ikke kan placere ansvaret for den påviste tendens på den enkelte serie: How to Get Away with Murder kan sagtens være en interessant serie, selvom den bidrager negativt til statistikken. Vigtig, fordi man kan pointere, at kriminalitet over en bred kam skildres på en måde, der dels er faktuelt forkert i forhold til virkelighedens kriminalitetsstatistikker og dels normaliserer politibrutalitet.

Den fremtrædende kritiker Alyssa Rosenberg fra The Washington Post opfordrer til, at Hollywood, i forlængelse af coronapausen, bør indstille produktionen af alle politiserier og -film.

Folk, der himler med øjnene ad den slags udsagn, undervurderer måske, hvor stor en indvirkning populærkultur, særligt fjernsyn, har på den politiske virkelighed: En tidligere realitystjerne bestrider lige nu verdens mest magtfulde embede. Og hvis disse serier medvirker til strukturel vold, hvorfor så fortsætte med at producere dem?

I begyndelsen af juni blev Cops, bare uger før sin 33. sæsonpremiere, lukket ned fra producentens side. Man har allerede meldt ud, at fem afsnit er blevet skrottet fra den nye sæson af komedieserien Brooklyn Nine-Nine. Jeg spår, at flere serier vil blive stoppet, og mange episoder og hovedforfattere vil blive skiftet ud.

Den slags radikale udsagn er æggende og spændende, fordi de peger på, at tingene ikke behøver være, som de er. Vi er ikke prisgivet den kultur, vi har skabt. Men det virker underligt at holde op med at producere tv-fiktion om politiet i en politikritisk tid. Man kunne også vende den om og spørge, om det ikke er vigtigere end nogensinde?

The Wire (2002-2008) er et eksempel på en politiserie, der efterforsker politiet mere, end den efterforsker de kriminelle.

Til at begynde med lignede den metervare, men den var det modsatte. Man følger sideløbende en gruppe betjente og en narkoorganisation, som betjentene har fået lovhjemmel til at aflytte. Allerede ved denne simple afvigelse fra normer – at politiet ikke er det neutrale blik på verden – skiller The Wire sig ud.

The Wire er en politikritisk serie, der bruger politiseriens styrker. Litteraten Lean Pejtersen formulerede, i et foredrag jeg var til, en simpel, men, for mig, bevidsthedsudvidende tanke: Politiefterforskeren er den perfekte hovedperson i fiktion, fordi alle døre er åbne for politiet. Efterforskeren har hjemmel til at udspørge den hjemløse under broen, lægge mærke til den lille mistænkelige detalje i forstadsvillaen og vade ind på borgmesterens kontor.

Samtidig er det simple princip om at søge viden og efterfølgende få denne viden åbenbaret en uimodståelig måde at sikre plotfremdrift på. Men genren har, kunne man sige, indgået en djævlepagt:

Man kan trække tråde mellem forskellige klasser og samfundsgrupper, fortællingen skrider frem af sig selv og er spændende som intet andet. Men til sidst skal der peges på en morder – der skal peges på, hvor kriminaliteten kommer fra – og det er ofte her, fantasien slipper op: Oftest peges der på afvigere fra normaliteten, på følelser som jalousi eller forbitrelse eller, i Sjöwall og Wahlöö-versionen, på klasseskel.

The Wire tager djævlepagten alvorligt. Her findes kriminaliteten ikke som en defekt inde i mennesket, men som et bureaukrati, som alle er indskrevet i: som produceres i skolen, på gaden, af pressen, i retssalen, i fængslet og, ikke mindst, af politiet. Politiet bliver synligt, ikke kun, som genren normalt byder, ved at have en småkorrupt, drukfældig, desillusioneret efterforsker i hovedrollen, men som en problematisk organisation.

Et andet eksempel kunne være superhelteserien fra sidste år, Watchmen, hvor politistyrken – i et alternativt 2019 – bærer masker og jagtes af en terrororganisation, der er tilhængere af hvidt overherredømme. I den serie er politiorganisationen enigmatisk, en gåde midt i fortællingen, hvilket gør, at det føles vildt uansvarligt, at de skal opklare mordgåder.

Watchmen er et godt eksempel på, hvad genren savner: fantasi. At forestille sig en verden uden politi er svimlende, men af samme grund ønsker jeg mig hermed en politiserie, der gør netop det. Hvis der er en politikritisk vækkelse i USA – og afledt deraf i resten af verden – lige nu, kan man håbe på, at den vil skabe mere retfærdighed. Ligesom man kan håbe på, at en kritisk tilgang til politiseriegenren – der har så mange muligheder, men ofte ikke bruger dem – kan give os mere virkelighedstro og mere fantasifulde fortællinger om, hvad »lov og orden« vil sige.

Side 39