Multikulti. Canada har ry for at være et særligt indvandringsvenligt land, præget af humanisme og kulturel tolerance. Men den fortælling er først og fremmest en nyttig nationalmyte.

Nationalister på den pæne måde

Nationalister på den pæne måde

Canada har ry for at være et indvandrervenligt land. Mens den amerikanske præsident, Donald Trump, har talt om at bygge mure for at holde immigranter ude, er den canadiske præsident, Justin Trudeau, blevet symbolet på den humanistiske landsfader, som byder syriske flygtninge velkommen og taler varmt om mangfoldighed og tolerance. Flertallet af canadiere er da også tilhængere af indvandring og multikulturalisme, og derfor var det umiddelbart en overraskelse, da man sidste efterår kunne læse, at canadierne ifølge en undersøgelse betragter »nationalisme« som noget positivt. Hvordan hænger det sammen?

Den folkelige opbakning til indvandring i Canada er høj, men har aldrig været stabil. Den har altid været størst i perioder med højkonjunktur, hvor der er brug for flere hænder og hoveder. Til gengæld er den dalet, så snart konjunkturerne er vendt. I perioden fra begyndelsen af 1980erne til midten af 1990erne, hvor arbejdsløsheden var oppe over ti procent, mente to ud af tre canadiere, at indvandringsniveauet lå for højt. Da det igen gik bedre sidst i århundredet, begyndte den positive kurve dog at stige, og det blev den ved med, indtil den økonomiske krise ramte i 2008.

I det år spurgte analyseinstituttet Nanos canadierne om deres syn på, hvad regeringen skulle lægge mest vægt på i sin indvandringspolitik. 84,9 procent svarede, at den skulle fokusere på at hente den arbejdskraft til landet, som økonomien havde brug for, og lade indvandrerne tage deres familier med. Canadierne anser altså indvandring for at være vigtig for deres lands økonomi. Men indvandringspolitikken skal være strategisk og selektiv. At den samtidig forekommer human, er bestemt en fordel for Canadas image udadtil, men der er langtfra tale om en »åben dør«-politik.

Da et andet analyseinstitut, Environics, sidste år i oktober foretog en undersøgelse af canadiernes holdning til indvandring, viste den, at 64 procent af respondenterne var enige i, at der ikke er for megen indvandring til Canada. Så til trods for, at der har været en lind strøm af asylsøgere, der lovligt eller ulovligt har krydset den canadisk-amerikanske grænse, siden Trump kom til magten i USA, har det ikke påvirket canadiernes positive syn på indvandring.

Men der er en betingelse. De skal kunne stole på, at deres regering sørger for, at Canada kun modtager den »rette« slags indvandrere. Det betyder indvandrere, som har de fornødne kvalifikationer og er indstillet på at tilpasse sig forholdene i det canadiske samfund. Man kan sige, at indvandringspolitikken hviler på en uskreven kontrakt mellem føderalstaten og befolkningen. Det er vigtigt for staten at respektere denne aftale, hvis den fortsat skal have befolkningens opbakning til en årlig indvandring på 300.000. Nøglen til kontrakten er det pointsystem, som den har styret indvandringen med siden 1967.

Smeltedigel eller salatskål?

Hverken pointsystemet eller den positive holdning over for indvandring betyder dog, at canadierne er ubekymrede over deres samfunds voksende diversitet. Tværtimod er der mange, der mener, at der er »for mange indvandrere (...) der ikke tilpasser sig canadiske værdier« og ikke integrerer sig kulturelt. I 2010 blev bekymringen målt til 66 procent. En senere undersøgelse har vist, at den specielt gælder muslimer. I 2015 svarede 44 procent, at de ikke kunne lide muslimer. Tallene var højere i Quebec. Sidste år svarede flere end en ud af fire canadiere, at det i de sidste fem år var blevet »mere acceptabelt at have fordomme over for muslimer«, og 23 procent svarede det samme om indvandrere generelt.

Bekymringen over, om indvandrerne yder en indsats for at tilpasse sig, er relateret til befolkningens syn på den statslige multikulturalisme. Statsmultikulturalismen blev indført i 1971, men først udmøntet som lov i 1988. Dens formål er at fremme integrationen af indvandrere og forhindre diskrimination af »synlige minoriteter«.

Den oprindelige hensigt var ikke at gøre Canada til en smeltedigel – altså et samfund, der assimilerer indvandrere og gør dem til canadiere – men nærmere en »salatskål«, hvor de etniske mindretal blev anset for at være lige gode canadiere, selv om de beholdt deres egen etnicitet og levevis. I dag mener over halvdelen af canadierne da også, at »multikulturalismen har været god for Canada«. Men hvordan hænger det sammen med det udbredte ønske om mere assimilation?

En stærk nationalmyte

I modsætning til mange europæiske lande, hvor multikulturalismen som princip ikke nyder stor folkelig og politisk opbakning, skiller canadierne sig tilsyneladende ud ved at se deres samfunds kulturelle diversitet som noget positivt. Canadas succes med integration af indvandrere skyldes i høj grad, at den nationale identitet har et inkluderende træk. Imødekommenheden over for indvandrere er ganske enkelt blevet en af Canadas vigtigste nationale fortællinger.

Den canadiske hovedfortælling handler dog om noget andet, nemlig om at være anderledes end amerikanere og om at have skabt en unik nordamerikansk civilisation, som er et forbillede for resten af verden. Og der er umiddelbart noget, der kunne tyde på, at de har haft held med det. Men ret beset er der tale om en national myte.

I 2015 udgav sociologen Charles Breton en analyse, der påviste multikulturalismens paradoksale karakter i Canada. Analysen, som bygger på data fra 2011, viser, at canadierne ikke forholder sig meget anderledes til indvandrere, end amerikanere og vesteuropæere gør. 74 procent er uenige i – og 47 endda stærkt uenige i – at »staten bør yde etniske mindretal støtte til at bevare deres skikke og traditioner«. 60 procent ønsker, at det skal være vanskeligere at indvandre, og 48 procent mener, at »alle fremmede kulturer« udgør en trussel mod canadiske værdier.

Efter Bretons opfattelse bør disse tal lægge en dæmper på den canadiske »triumfalisme vedrørende landets succes med immigration og multikulturalisme«. Canadiere tager nemlig ikke imod indvandrere med så åbne arme, som det umiddelbart kunne se ud til. Skønt den del af befolkningen, som anser diversitet for at være en værdi, er større i Canada end i USA, Storbritannien og Tyskland, så er canadiernes holdninger kun marginalt anderledes.

Forklaringen er, at multikulturalismen i Canada i mindre grad nyder anseelse som en politik, et program eller en ideologi end som et nationalt symbol. Multikulturalismen markerer forskellen mellem USA og Canada. Når den liberale premierminister, Justin Trudeau – der er søn af Pierre Trudeau, som stod fadder til den statslige multikulturalisme i 1971 – gang på gang gentager, at »diversitet er vores styrke«, så gør han stort set ikke andet end at minde sine landsmænd om, at deres stat og samfund er anderledes end alle andre lande, især USA.

Mottoet giver genhør hos det liberale partis kernevælgere. Ikke så meget på grund af ideologien bag det, men fordi det bekræfter, at Canada er en nation ulig alle andre. I den forstand er Trudeau altså nationalist, men naturligvis på den pæne måde.

Michael Böss: Det usandsynlige land – Nationsbygning og disintegration i Canada, 1600-2015. Disputats, november 2019.

 

Læs også Uffe Østergaard om kludetæppet Canada, der i 2017 fejrede 150-året for landets grundlæggelse i 1867.

Side 57