Lektor Tore Rye Andersen skriver:
Det var med en blanding af irritation og undren, at jeg læste Arne Hardis’ tirade mod formidlingsmodvillige litterater på forsiden af sidste uges bogtillæg. Irritation over det åbenlyst urigtige i påstandene og undren over, hvad WA får ud af at lade Hardis udstille sine fordomme på så prominent en plads. Jeg er lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet og født i 1970, så selv om det unægtelig er noget tid siden, at jeg har tænkt på mig selv som »yngre«, falder jeg inden for Hardis’ egen definition af den verdensfjerne yngre generation, om hvem han siger: »Litteraterne? De vil ikke ud med deres viden, holder på den, bliver inden for murene og vender deres gerning indad og opad mod tankeslottets allerspinkleste spir«.
Som modbillede til denne karakteristik vil jeg tillade mig at opremse eksempler på min egen formidlingspraksis – ikke for at trutte i eget horn, men for at give et konkret indtryk af det brede spektrum af formidlingsaktiviteter, som både yngre og ældre kolleger på landets litteraturafdelinger konstant er beskæftiget med. Nuvel. I løbet af de sidste ti år har jeg udgivet tre bøger på dansk til et alment interesseret publikum, herunder en bog om Indiana Jones (bare lige for at punktere klicheen om højpandede litterater) samt en bredt formidlende Tænkepause om seriefortællinger. Derudover har jeg skrevet talrige kapitler i forskellige danske bøger, der ligeledes retter sig mod et alment interesseret publikum – bl.a. flere kapitler til rejsebogsserien Vide Verden samt coffee table-bogen 50 værker. Men hverken litteraturen eller litteraturformidlingen finder jo kun sted i bøger, som Hardis synes at antage, og i tillæg til skriverierne har jeg holdt utallige foredrag på Folkeuniversitetet i det ganske land (fra Lemvig til Emdrup), højskoler, biblioteker, gymnasier, på Nørrebro Teater, i biografer og på litteraturfestivaler, hvor jeg også har modereret forskellige litterære events; deltaget i et hav af radioudsendelser; medvirket i interviews i en række dagblade, hvor jeg også har bidraget med boganmeldelser og kortere artikler om min forskning; taget initiativ til oversættelser af David Foster Wallaces noveller og essays og skrevet bredt formidlende forord til dem; været konsulent på oversættelser af Nabokov og Pynchon; arrangeret seminarer, der sætter fx forlag, biblioteker og kulturjournalister i stævne med litteraturforskere; samt en hel masse andre ting, jeg har glemt. Og billedet er som sagt det samme for størstedelen af mine kolleger.
Ud over selv at være aktive formidlere underviser vi også vores studerende i, hvordan litteratur kan formidles på forskellige måder, og i forbindelse med undervisningen har de udarbejdet formidlingsprojekter i samarbejde med bl.a. biblioteker, kommuner og DSB.
En nok så interessant diskussion er, at karriereavancement for universitetsansatte primært går gennem udgivelse af tidsskriftartikler og monografier, helst ad højtrangerede engelsksprogede kanaler. Fra institutionelt hold er der således ikke de helt store incitamenter til at formidle, men alligevel stiller vi gang på gang op i offentligheden, hvor vi mødes af et nysgerrigt og engageret publikum. Litteraturformidlingen trives altså og har det godt – måske undtagen i aviserne, hvor litteraturstoffet i stigende grad nedprioriteres. Under alle omstændigheder er Hardis’ indlæg så meget ude af trit med virkeligheden, at det ville høre bedre hjemme i et facebookopslag end på forsiden af WA Bøger. Jeg opfordrer hermed både Hardis og redaktørerne af bogtillægget til at lægge cigaren og fordommene på hylden og vove sig uden for Pilestræde og måske endda uden for Valby Bakke. Hvad enten I starter i den lokale boghandel, på biblioteket eller på en af landets mange litteraturfestivaler, vil I få svært ved ikke at falde over yngre såvel som ældre litterater, der formidler røven ud af fløjlsbukserne.
Tore Rye Andersen lektor i litteraturhistorie samt afdelingsleder for Litteratur og Retorik på Aarhus Universitet. Langelandsgade 139 8000 Aarhus C
Ph.d. og litteraturforsker Iben Engelhardt Andersen skriver:
Hvis Arne Hardis bliver »vækket om natten«, kan han ikke umiddelbart nævne litterater under 50 år, der stiller deres litteraturforskning til rådighed for offentligheden. Derfor skrev han i sidste uges WA en klumme om, hvordan han fornemmer, at danske litteraturforskere »ikke vil ud med deres viden«, fordi de er for »indadvendte« og optagede af teoretiske spørgsmål, som i hans parodierende tekst er virkelighedsfjerne og ligegyldige.
Et mere vågent blik end Hardis’ ville nok have haft øje for, at litteraternes forskningsformidling i den danske offentlighed også foregår til kritikersaloner, højskoleforedrag, på Folkeuniversitetet, i podcasts, tv-interviews, på festivaler, i kulturmagasiner og netpublikationer. Her findes også kvindelige forskere, som intet fylder i Hardis’ eget overblik. Og hvis man endelig skal opholde sig strengt ved bogformen, kan jeg anbefale en kæmpe stak til Hardis’ natbord, når nu han efterlyser »biografier«, »nylæsninger« og »tematiske tværlæsninger«: De populære Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag er bl.a. skrevet af yngre litterater som Simona Gjerlevsen og Stefan Kjerkegaard. Kjerkegaard har udgivet bogen Den menneskelige plet om dansk samtidslitteratur. Mikkel Krause Frantzen har skrevet En fremtid uden fremtid om depression og litteratur. Arenas forfattermonografiserie er skrevet af bl.a. Elisabeth Friis, Mikkel Krause Frantzen, Tobias Skiveren og Martin Gregersen. Sidstnævnte makkerpar har også udgivet bogen Den materielle drejning om natur, teknologi og krop i nyere dansk litteratur. Anders Juhl Rasmussen har skrevet en monografi om Peter Seeberg, Torsten Bøgh Thomsen en om H.C. Andersens menneske- og natursyn. Louise Mønster har udgivet flere bøger om nordisk lyrik, Susanne Kemp om nyere dansk poesi. Endelig udgav Tue Andersen Nexø, som er en af de få litterater, Hardis nævner, i samarbejde med Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Erik Skyum-Nielsen den nye danske litteraturhistorie 20 før 20 her i 2020.
Nå ja, og så er det lykkedes Hardis helt at overse Louise Zeuthens bestseller Krukke om Suzanne Brøgger – nomineret til Weekendavisens litteraturpris. God ferielæsning, Hardis.
Iben Engelhardt Andersen ph.d., litteraturforsker, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet Karen Blixens Vej 1 2300 København S,
Dr.phil. og professor Johnny Kondrup skriver:
Kære Arne Hardis,
Jeg blev noget forundret, da jeg læste din artikel ”Ghettoliv” i Weekendavisen Bøger den 3. juli 2020. I en simpel modstilling af historikere og litteraturforskere konkluderede du, at mens de frodige historikere skriver bøger og vil ud til offentligheden, henvender de verdensfjerne litteraturforskere sig kun til deres eget fagmiljø, helst i artikler. Dog med tre undtagelser, som du alene kunne opregne, fordi du havde spurgt dig for i det litteraturvidenskabelige miljø: Lasse Horne Kjældgaard, Tue Andersen Nexø og Jens Flinker. For at skærpe pointen indskrænkede du horisonten til at omfatte forskere født i 1970 eller derefter, for så slap du uden om flittigt bogskrivende ældre litteraturforskere som Hans Hertel og Jens Andersen.
Ærlig talt, din research i denne sag lader meget tilbage at ønske. Her kommer yderligere 11 navne og 11 titler på monografier fra de seneste ti år, som umiddelbart falder mig ind. De fleste af forfatterne er yngre forskere fra mit eget institut på Københavns Universitet, som naturligt er, når jeg ikke har gjort andet for at få listen i stand end at trække bøgerne ud af reolen bag mit skrivebord. Men med en smule forarbejde ville jeg kunne opregne adskillige flere fra andre universiteter:
2010: Sune Auken (født 1970) og Svend Skriver (født 1974): Dét, der forsvinder, tager jeg med, en monografi om Søren Ulrik Thomsen. 2012: Anders Juhl Rasmussen (født 1979): Arena-modernisme. I 2018 fulgte hans monografi om Peter Seeberg, Under stadig skælven. 2014: Louise Zeuthen (født 1970): Krukke, en biografi af Suzanne Brøgger. 2015: Jens Bjerring-Hansen (født 1976): Ludvig Holberg på bogmarkedet. 2017: Klaus Nielsen (født 1977): Bogen og værket, en introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori. 2017: Rasmus Vangshardt (født 1988): Livets febrile hemmeligheder, om Henrik Pontoppidans forhold til Thomas Mann. 2017: Mads Bunch (født 1974): Isak Dinesen Reading Søren Kierkegaard, altså en engelsk monografi om Karen Blixens Kierkegaard-reception. 2018: Michael Kallesøe Schmidt (født 1983): Forfatterpoetik. En genres historie. 2018: Susanne Kemp (født 1980): Stemme og spor, om Pia Juul, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen. 2019: Torsten Bøgh Thomsen (født ca. 1990): Skyggepunkter, om H.C. Andersens eventyr.
Jeg har med vilje kun nævnt monografier, for dit eget eksempelmateriale tyder på, at det er den genre, du interesserer sig for. Men bøger er også andet, fx antologier med artikler af flere forskere (som Jens Baggesens liv og værk, redigeret af Anna Sandberg og Svend Skriver, 2010). Dem ser jeg altså bort fra, skønt antologier udgør en stor del af den videnskabelige produktion i mit fag, især i dag, hvor det bibliometriske pointsystem, som forskningen er underlagt, favoriserer artikler på bekostning af monografier.
Jeg har også respekteret den aldersgrænse, du satte med året 1970. Men hvorfor skal jeg egentlig det? Som du selv medgiver i artiklen, er den arbitrær og formalistisk. Med hvilken begrundelse udelukker du fra dit regnskab de forskere, som endnu er erhvervsaktive og arbejder på samme vilkår som de yngre? Hvis du forlænger dit perspektiv en anelse bagud, kan du fx ikke undgå at få øje på min kollega Marianne Stidsen (født 1962), der i 2015 udsendte sin tobindsdisputats Den ny mimesis, efterfulgt af antologien Rilkes engle (om eksistentialismen) i 2016, interviewbogen Levende litterater i 2018 og debatbogen Den nordiske MeToo-revolution i 2019. Hvis ikke det er frodig bogproduktion, hvad er så? Eller du kunne have fået øje på min anden kollega, Jan Rosiek (født 1957), der i 2015 udgav Danmark, Gurre, Stranden. Steder i dansk litteratur. Hans tre andre bøger er publiceret tidligere i dette århundrede.
I betragtning af, at du har privilegeret adgang til Weekendavisens spalter og som journalist kan ringe til hvem som helst for at spørge om hvad som helst, synes jeg godt, du kunne have gjort sig større umage. Det ville være fint med en debat i avisen om forskningen inden for mit fag: om vilkår og rammer, forventninger og formidlingsbehov. Men en sådan debat bør medtænke andre genrer end blot monografien, ligesom den bør spørge, hvad det bibliometriske system og andre meriteringsmekanismer betyder for forskningens output (undskyld ordet!). Men debatten bør frem for alt foregå på et informeret grundlag.
Johnny Kondrup professor, dr.phil. på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet Emil Holms Kanal 2 2300 København S
Læs også Arne Hardis' kommentar: Litterater amok i støvbad
Skriv til bogdebat@weekendavisen.dk, hvis De ønsker at blande Dem i debatten. Angiv venligst navn og adresse.
