I sidste weekend publicerede stats- og finansministeren en kronik i Politiken. Det er positivt, at regeringen skriver kronikker og ikke kun pressemeddelelser, talepapirer og Facebook-opdateringer. Kronikkens budskab var dog det samme, som de to har benyttet enhver lejlighed til at udtrykke de seneste måneder: Velfærdsstaten har reddet os gennem krisen. Vi har klaret det med de særlige danske værdier: fællesskab, holdånd, samfundssind. Sådan har det lydt ved pressemøderne og i interview med Wammen og Frederiksen. Det er det socialdemokratiske bønnekald.
DAG for dag er håndteringen af coronakrisen flydt sammen med den grundfortælling, Mette Frederiksen har befæstet sig i: Det handler altid om, hvad staten kan gøre for borgerne, for virksomhederne. Milliarder og atter milliarder uddeles i puljer og ordninger, der måske, måske ikke forlænges. Der oprettes statslige fonde, satser forhøjes, der formuleres nye, detaljerede retningslinjer, der udbetales ekstra feriepenge. Staten flyder i denne socialdemokratiske fortælling sammen med samfundet, her er ingen modsætning mellem de to. Borgeren er først og fremmest modtager af penge og ydelser og genstand for officielle retningslinjer.
ER dette standpunkt fuldkommen uanfægtet i Socialdemokratiet, har man lyst til at minde om, at det ikke altid har været sådan. Engang var der en reel idédebat internt i partiet: fløje og grupperinger, der udfordrede hinanden. For længe siden, nærmere bestemt 1996, kom for eksempel bogen Tilbage til friheden, skrevet af fire unge socialdemokrater, heriblandt Henrik Sass Larsen, der hjalp Mette Frederiksen til magten, og Jan Juul Christensen, der i dag er partisekretær og sidder i partiledelsen.
SOCIALDEMOKRATIET har det grundlæggende problem, lød det i bogen, at velfærdsstaten opfattes som et mål i sig selv. For at få borgernes opbakning, skrev forfatterne, har man konsekvent »bestukket middelklassen« med universelle ydelser, uanset indkomst, herunder folkepension og SU. Man har vænnet alle til, at staten er løsningen; selv de, der fint kan klare sig selv, forventer offentlig hjælp til sig selv og deres børn, lød det i bogen. Al opmærksomhed er rettet mod lighed, retfærdighed og tryghed, forklarede forfatterne, og det betyder, at partiet har glemt udgangspunktet: at frigøre mennesket.
DOGMATISK politisk tænkning er naturligvis usundt. Socialdemokratiet har gennem tiden haft heftig debat om partiets politik, hvilket har givet uro og surhed i ledelsen, men bevæget partiet fremad. I dag hersker en temmelig uset ensretning. Der er ellers masser af emner at tage fat på: Socialdemokratiet burde opfatte den tårnhøje beskatning af lønarbejde som en hån mod partiets grundværdier. Men tanken om skattelettelser opfattes som decideret helligbrøde. Det samme gælder formastelige tanker om grænserne for statens indflydelse, når coronakrisen er drevet over. I den aktuelle kronik skriver Frederiksen og Wammen, at regeringens kompas er »retfærdigt, ansvarligt og grønt«. Hvor blev friheden af? Er statens opgave ikke netop at gøre så mange borgere som muligt uafhængige? Den socialdemokratiske ensretning burde give masser af plads til en begavet borgerlig opposition. I stedet for at spilde tiden på at snakke om muslimske bønnekald burde man rette opmærksomheden mod den nye, socialdemokratiske dogmatisme. kras
