Efterkritik. Debatten i kølvandet på mordet af George Floyd handler om at kigge fremad. Det skriver Franciska Rosenkilde (Å) i en kommentar til Leny Malacinskis artikel i sidste uges avis.

Hvide mænd

Hvide mænd

I Weekendavisen stikker Leny Malacinski den 26. juni fingeren i jorden og tager, med brug af stærk sarkasme, temperaturen på den debat, der har fyldt mediebilledet i Danmark i kølvandet på det tragiske mord på George Floyd.

Jeg er selv en af de debattører, der har udtalt sig offentligt om overrepræsentationen af hvide mænd blandt statuer og vejnavne i København. Og jeg er – ifølge Malacinski – en af dem, som har haft travlt med »anderledes vigtige sager«. Det er, i min optik, en analyse, som rammer helt uden for skiven.

Mordet på George Floyd er blevet en katalysator for en verdensomspændende diskussion om racisme og minoriteters stemme. Vreden fra demonstranter i amerikanske og andre vestlige byer bunder i en stadig fornægtelse af historien og en manglende anerkendelse og respekt for det enkelte menneskes liv.

Debatten er vigtig, fordi den hjælper os til at forstå, hvordan vores omgivelser er med til at påvirke måden, hvorpå vi forstår os selv og den verden, vi bevæger os rundt i og er en del af.

Byrummet visualiserer, mener jeg, det perspektiv, historien fremstilles i. For vi spejler os i vores omgivelser og det, vi ser. Og der kan næppe være tvivl om, at hvide mænd har spillet en stor rolle i opbygningen af vores hovedstad, vi har i dag. Men var mændene virkelig alene om at bygge byen? Og afspejler de mange mandenavne det samfund, vi har i dag? Nej, mener jeg.

Det handler ikke om at være optaget af en bestemt hudfarve. Det handler om at udfordre den norm, at det i sig selv er et uudtalt, men allestedsnærværende privilegium at være hvid mand i dagens Danmark.

Den offentlige debat er vigtig. Og den bidrager til, at nutiden kan ændres, og at fremtiden kan formes i en retning, der nedbryder nogle af de samfundsstrukturer, der begrænser mennesker i at leve frit og i overensstemmelse med deres drømme, ambitioner og potentialer.

Debatten handler om at kigge fremad. Om at turde skabe en fremtid, hvor de kommende generationer – uanset hudfarve, køn eller baggrund – har omgivelser, der fortæller om en mere nuanceret fortid og afspejler det mangfoldige land, der heldigvis er med til at tegne de nye kapitler af vores historie.

 

Læs Leny Malacinskis artikel »Forbudt farve« fra den 26. juni her.

Side 12