Sammensat. Det går ikke at dele menneskene op i moralske superhelte og umoralske idioter.

Ren renhed

Ren renhed

Der går en moralistisk bølge gennem verden. Mange mener nu, at det store problem i verden er bestemte grupper af umoralske mennesker, der har sagt, ment eller gjort noget forkert – uanset om det er kriminelt eller ej. Ved at rejse en shitstorm mod de umoralske kan man fjerne, fyre eller på anden vis hindre dem i at markere sig. Så vil de rene stå alene tilbage, og verden vil være god.

Det er ikke første gang, en sådan bølge har vist sig. Der er mangfoldige fortilfælde i religionshistorien, mange af dem med betænkelige konsekvenser. Når de fuldstændig dydige mennesker sætter sig i bevægelse, kan de finde på væmmelige ting. For problemet er jo, at de fuldstændig rene personer ikke findes. Selv de rettroende, de genfødte kristne, rene islamister, overbeviste feminister, gode raceaktivister, hele LGBT-alfabetet og andre af de vidt forskellige aktuelle kandidater til ren renhed er ikke mere perfekte og moralske end andre mennesker. De undertrykte har ret til at kræve, at de ikke længere vil være undertrykte, det er sandt, men ikke til at være bedre mennesker end andre.

I sommerhuset har jeg en bog om The Beatles, der hedder You Never Give Me Your Money, af Peter Doggett. Den er super velskrevet, morsom og velresearchet, det er der jo heldigvis mange bøger, der er. Men den er også pinlig. Den følger Beatles fra 1967, da de mister manageren Brian Epstein, og følger deres opløsning i 1968-70 i pinsomme detaljer. Hvert eneste skænderi, hver eneste retssag, de fører mod pladeselskaber, managere, hinanden. Man véd, det ender galt, men følger hvert pinagtigt trin med fornyet fascination. Den begynder med Paul McCartneys sagsanlæg mod de andre tre i 1970 for at slippe ud af kontrakten og fortsætter hele vejen op til 2010 og kortlægger, hvordan skyggen fra de syv fantastiske år i 1960erne, »when we were Beatling«, som George Harrison siger, aldrig forlader dem.

John og George dør af det, Ringo bliver et vrag, og hvordan Paul overlever, er i sig selv en gåde. Jeg er ikke én, der genlæser mange bøger, men er denne sommer nok på min femte læsning af Doggett, og jeg er lige fascineret.

Hvorfor nu det? Tidens rene moralister giver måske en forklaring. Der er mange bøger, der heroiserer popmusikere, der er nogle få, der modsat piller heltene ned fra piedestalerne. Doggett gør ingen af delene. Han vedbliver med at prise de fire som fantastiske musikere og har et særdeles godt øje både for det meget, der lykkes over al måde, og for det, der ikke lykkes: McCartneys »Long and Winding Road« med Phil Spectors indpakning i strygersovs skildrer han som stanken i det lukkede sygeværelse hos en ancien régime-adelsmand.

Men i særdeleshed har han blik for de fires personlige, menneskelige mangler. John, en stakåndet gurudyrker, altid på jagt efter en forsimplet ide, som han indretter alting efter, indtil den pludselig kasseres. Et hånligt nervevrag, en voldelig fredsdyrker, der ikke kan finde rundt i livet uden en dominerende kvinde til at herse med sig. Paul, en utålelig bossy perfektionist, der dirigerer rundt med alle andre omkring sig, en klumpet kommunikator, lige så umusikalsk i offentligheden, som han er musikalsk i studiet, siger i enhver situation det forkerte. Harrison, en arrogant spiritualist, overbevist om at være bedre end gennemsnittet og især de andre tre med sin krishnadyrkelse og meditation. Ringo, en retningsløs hedonist, altid til fals for celebritylivets strømme af alkohol, stoffer og tomme bekendtskaber, klarer sig igennem på en rutinecharme, der krakelerer mere og mere.

Læs også Ole Nyengs læsning af Kongens fald i serien Indhentede klassikere.

Det må være derfor, jeg genlæser den bog igen og igen: Den er et lærestykke om, hvor uperfekte selv de største talenter blandt menneskene er. Mine kone læser hvert år Kongens Fald. Hun forklarer, at det giver hende en mærkelig sjælefred igen at erfare, hvordan Mikkel Thøgersen formår, helt alene, at fucke sit liv fuldstændig op. Men det er også derfor, jeg vender tilbage til Doggett, som for at kradse i et sår. Bogen skildrer en græsk tragedie. De fire er talentfulde på en skala fra gode til geniale. De har alle muligheder og udnytter mange af dem. Alligevel ender de med at fucke det hele op – og de gør det helt af sig selv. Der er ingen tvivl om, at manager Allen Klein, som John forgudede, og Paul hadede, var en medvirkende kraft, der er heller ingen tvivl om, at Yoko Ono gjorde, hvad hun kunne for at drive en kile ind mellem de to, og mange andre bifigurer spiller roller, der er langtfra sympatiske. Men basalt var de fire selv ude om, at det gik, som det gik.

Det er et memento om, at selv enorme, blændende talenter, der prædiker peace and love, ikke er moralske helte. At det ikke går at dele menneskene op i moralske superhelte og umoralske idioter, der med sindsro kan fyres og fjernes. At alle er fulde af umoral, og at man snarere skal tage sig alvorligt sammen hver eneste dag for at opføre sig blot nogenlunde tåleligt.

 

Læs også om Frederik Stjernfelts kommentar om Dydsmonstre.

Side 34