I 1987 var Djillali Annane tilknyttet en intensivafdeling på et hospital i Paris. På afdelingen oplevede den unge læge, hvordan den ene patient efter den anden døde af blodforgiftning – en bakterieinfektion i blodet – mens lægerne så magtesløst til. Men Annane havde en idé. Han havde en mistanke om, at en gruppe af steroider, også kendt som binyrebarkhormoner, kunne hjælpe patienterne, og gik i gang med at undersøge sagen.
Annanes idé var kontroversiel. Normalt ville man aldrig give binyrebarkhormon mod blodforgiftning, da det har en immundæmpende effekt og dermed kan forværre infektionen. Men i de svære tilfælde af blodforgiftning er patienternes immunforsvar så meget på overarbejde, at det – paradoksalt nok – hjælper at dæmpe det. Den var god nok: Annanes forskning viste, at steroiderne i mange tilfælde slog infektionen ned og reddede patienternes liv.
Under coronapandemien har man igen undersøgt virkningen af binyrebarkhormoner. Allerede i marts foreslog Djillali Annane i en videnskabelig artikel denne behandling, som han mente kunne redde dyrebare liv. »Binyrebarkhormoner kan være en akut redning,« skrev Annane, og endnu en gang ser hans forudsigelse ud til at holde stik. I hvert fald peger flere foreløbige studier nu på, at steroiderne kan have en positiv effekt på de hårdest ramte coronasmittede.
I dag er Djillali Annane professor i medicin på University of Versailles i Frankrig. Han har tidligere rådgivet den franske sundhedsminister, og han sidder i WHOs arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med forskning i binyrebarkhormon og corona. Da Weekendavisen kontakter ham, har han netop modtaget nye forskningsresultater fra University of Oxford i sin indbakke.
»Vi har en kur mod COVID-19,« svarer Annane og vedlægger en pressemeddelelse fra sine britiske kolleger.
Inden for få timer er de britiske forskningsresultater overskrifter i medier verden over. Mirakelmidlet i det britiske forsøg er det velkendte dexamethason. Det er en syntetisk form for binyrebarkhormon, som har været på markedet i mere end 60 år og gives mod en lang række sygdomme, blandt andet leddegigt og astma. Over telefonen fra Versailles beskriver Djillali Annane begejstret de britiske forskningsresultater som et »kæmpemæssigt skridt« og »fantastiske nyheder.«
Et tveægget sværd
Dexamethason blev første gang fremstillet i slutningen af 1950erne. Dengang var hensigten at lindre gigtpatienters smerter, men stoffet har efterfølgende vist sig at afhjælpe en lang række lidelser, hvor immunforsvaret reagerer uhensigtsmæssigt.
Indlagte coronapatienter er ofte blevet så syge af virussen, fordi deres immunforsvar har »overreageret«, som vi tidligere har beskrevet her i avisen (»Angreb indefra«, Ideer, 1. maj): De såkaldte cytokiner, som immunforsvaret oprindeligt sendte ud for at bekæmpe virussen, begynder at gå til angreb på kroppen selv, og det kan give så kraftig en betændelsestilstand i kroppen, at det ødelægger lungevævet – en tilstand, man ofte ser hos de rigtig syge coronapatienter.
Det forklarer ifølge Djillali Annane, hvorfor binyrebarkhormonerne tilsyneladende kun virker på de mest syge coronapatienter og ikke på dem med milde forløb.
I forsøgene fra University of Oxford har forskerne afprøvet binyrebarkhormoner på 2104 tilfældigt udvalgte hospitalspatienter og derefter sammenlignet forsøgsgruppens forløb med en kontrolgruppe. Binyrebarkhormonerne virkede bedst på de patienter, som lå i respirator. For den gruppe faldt dødeligheden med intet mindre end en tredjedel.
»Hvis det holder stik, kan binyrebarkhormon redde ufatteligt mange liv,« siger den franske professor, der på nuværende tidspunkt er involveret i tre forskningsforsøg, som skal efterprøve resultaterne fra Oxford-studiet.
Onsdag bekræftede et dansk, og noget mindre, forskningsprojekt støttet af Novo Nordisk det britiske studie. I det danske forsøg viste binyrebarkhormonet hydrokortison at have samme markante effekt på de mest syge coronapatienter. Der er dog stadig behov for mere efterprøvning, siger Djillali Annane. For det første for at validere resultaterne, men også for mere præcist at kunne målrette behandlingen.
Studiet fra University of Oxford har endnu ikke gennemgået den fagfællebedømmelse, der ellers bliver anset som den gyldne standard for et studies robusthed. Under coronakrisen er meget forskning blevet omtalt uden først at være bedømt af andre forskere. Argumentet er, at resultaterne kan være for vigtige til at vente. Hver dag kan koste menneskeliv. Det ses med studiet fra University of Oxford, som allerede har fået flere lande til at behandle coronapatienter med dexamethason.
De forcerede processer betyder, at studiet fra Oxford heller ikke har kunnet rapportere bivirkninger ved behandlingerne endnu. Erfaringer fra tidligere forløb med binyrebarkhormoner viser, at der kan opstå alvorlige bivirkninger, for eksempel risiko for blødninger og problemer med blodsukkeret.
En billig kur
En af de bedste nyheder er ifølge Annane, at en pakke med de syntetiske binyrebarkhormoner kun koster omkring 100 kroner. En kur, der potentielt kan redde tusindvis af liv, kan derfor betales af mennesker mange steder i verden. Sammenlignet med et andet meget omtalt bud på coronabehandling, lægemidlet remdesivir, er steroiderne et markant billigere alternativ (en behandling med remdesivir koster op imod 15.000 kroner). Det vil have stor betydning for udbredelsen af kuren og antallet af overlevende, siger Annane. Han frygter dog, at verden løber tør for de billige binyrebarkhormoner, når efterspørgslen stiger. Medicinalproducenterne får ifølge Djillali Annane ikke megen profit ud af at producere den billige medicin, og hvis de skal skalere op, kan produktionen endda koste dem penge.
»Der er desværre ikke meget, som tilskynder private virksomheder til at handle moralsk,« siger han.
Medicinalfirmaerne er kæmpe globale aktører. De enkelte lande kan derfor ikke stille meget op. I stedet bør FN træde til og sikre, at virksomhederne lever op til deres internationale ansvar i en krise, siger Djillali Annane. Ifølge den franske professor er FN de eneste, der har magten til at forebygge en mulig medicinmangel.
»Tænk, hvis vi om en måned står uden den medicin, vi ved virker. Dét ville være en skandale.«
Læs også om den personlige medicin, der måske endelig har fået sit store gennembrud.
