Debat. Har det borgerlige Danmark glemt Tamilsagen?

Hukommel­sestab

Hukommel­sestab

 

Af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, MF, Formand for Partiet Fremad

Har det borgerlige Danmark glemt Tamilsagen?

Måske ikke. Men det skulle man tro, når man følger med i de borgerlige partiers ageren i forhold til Instrukskommissionen. Det er den, Inger Støjberg har døbt Barnebrudskommissionen, og lige netop i det navn gemmer sig vejen til en yderligere borgerlig deroute og et langt tiår med Mette Frederiksen (S) som statsminister.

For kommissionen handler ikke om for eller imod barnebrude. Eller for eller imod Inger Støjberg. Selv om både hun selv, Dansk Folkeparti og ikke mindst Nye Borgerlige ihærdigt har forsøgt at få det til at fremstå sådan. De fleste af os er naturlig- og heldigvis imod barnebrude. Og man kan mene om Inger Støjberg som person, præcis som man vil. Og ja, hun er en person, folk har mange holdninger til. Men heldigvis bliver folk ikke dømt efter, om de er rappe i replikken eller markante i den offentlige debat. Spørgsmålet er, om loven er blevet overholdt. Hverken mere eller mindre.

Men når man ser Inger Støjberg føre sig frem på de sociale medier med eget logo, Nye Borgerlige annoncere i aviserne og på nettet med »Danskerne støtter Inger Støjberg«, mens Dansk Folkeparti lidt småforkølet humper efter med Peter Skaarups påstand om, at »det er rent juristeri«, så skulle man tro, at det var en folkeafstemning om Støjberg. Eller i bedste fald om barnebrudene.

Men det er hverken en popularitetskonkurrence eller et spørgsmål om udlændingepolitik. Det er spørgsmål om tør jura, om lov og ret. Og her hjælper ingen SoMe-evner. Til gengæld er det også her, at den første parallel til Tamilsagen gemmer sig.

Også dengang troede store dele af det borgerlige Danmark, at det handlede om udlændingepolitik. Som min afdøde onkel engang sagde i en diskussion i mit barndomshjem: »Hvis der kom en folkeafstemning, er jeg sikker på, at danskerne er enige med Ninn-Hansen.« Og det kunne jo godt være, at han havde ret i det. Men som min mors mand, der var medlem af det hæderkronede Konservative Folkeparti svarede: »Det er muligt. Men en minister skal overholde loven«. Og så var den ikke længere. Og det er den heller ikke i dag.

Har Støjberg brudt loven, må vi forholde os nøgternt til det. Har hun ikke, er det en anden sag. Men vi kan ikke have et samfund, hvor det er ens personlige sym- og antipatier, der afgør, om folk er skyldige eller ej.

Borgerlige debattører river tit venstrefløjen George Orwell-citater i næsen, når tilhængere af den ekstreme lighed alligevel gør sig skyldige i privilegier til deres egne. »Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre,« som det hedder i Kammerat Napoleon.

Lighed for loven er det mest afgørende princip i retsstaten. Og selv om retsstaten bør være en hjertesag for både højre- og venstreorienterede, så vil jeg påstå, at uden retsstat ingen borgerlighed. Borgerligheden var da for pokker opgøret med enevælden og adelens lovgivningsmæssige særstatus. Er der først særlig positiv behandling af vennerne, er der også snart særlig dårlig behandling af dem, man ikke bryder sig så meget om, og pludselig ender det i Trump, Erdogan, Orbán og Putin. Til sidst er retsstaten glemt, og den vilkårlige stat behandler folk efter forgodtbefindende.

Ninn-Hansen brød loven om ministeransvar. Og han blev dømt ved en rigsretssag. Også selv om han blev klappet ind på det konservative landsråd, blev hyldet af Konservativ Ungdom og var genstand for en indsamling. Medierne fulgte sagen tæt. Også denne avis med den navnkundige journalist Nils Ufer, der blev Cavling-belønnet for sine skriverier om netop Tamilsagen.

Jeg siger ikke, at Inger Støjberg er skyldig. Jeg siger ikke, at hun får en næse eller bliver tiltalt ved Rigsretten. Jeg påpeger blot, at historien kan risikere at gentage sig, når man kan gøre et spørgsmål om ministeransvar til et spørgsmål om udlændingepolitik eller ministerens popularitet. Og at det mildest taget ikke virker, som om det borgerlige Danmark har lært af Tamilsagen eller kan huske dens konsekvenser; Det Konservative Folkepartis sammenbrud og ni års socialdemokratisk regering. Og værst af alt; at man lod hovmodet og selvretfærdighedsfølelsen vinde over retfærdigheden og retsfølelsen. Må det ikke ske igen.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også om, at Jakob Ellemann-Jensen har sluttet sin første sæson som oppositionens leder. Han står ikke til oprykning: »År et«

Læs også Arne Hardis' artikel om, at konventionerne har splittet Venstres næstformand i to: »Inger og Støjberg«

Side 14