Kronik. Coronakrisen har taget livet af den ukritiske sværmen om digital undervisning.

Da digitali­serings­boblen sprang

 

Af Oluf Lindberg-Nielsen, Gymnasielærer i dansk og filosofi

I maj 2020, efter coronaepidemiens første etape, brast skolens digitaliseringsboble. Den fes ikke bare ud, mistede pusten eller blev slatten, den brast.

Udviklingen fra ræsonnabel digitalisering til spekulativ boble foregik som en umærkelig bevægelse fra mange vellykkede eksempler på at integrere it i undervisningen, som man har set det i skrivepædagogik i dansk, modellering i naturvidenskab og informationssøgning i alle fag, til en euforisk vision om, at digitalisering var svaret på enhver pædagogisk og didaktisk udfordring. Da blev digitalisering et mål i sig selv, og det handlede ikke længere om at indføre aktuelle forbedringer, men om at forberede sig på fremtiden.

Som eksempel kan jeg nævne forsøg med papirløse klasser, hvor enhver form for informationssøgning eller formidling på andet end digitale platforme var bandlyst. Eller da et københavnsk gymnasium kasserede hele bogsamlingen. At det digitaliserede alternativ både var og er ringere end det analoge, har ingen har sådan set været i tvivl om. Allermindst eleverne. Undersøgelser viser entydigt, at læsning på skærm er både langsommere og mindre udbytterigt end læsning på papir. Det er bare ikke et argument, der gjorde indtryk på digitaliseringens frontkæmpere; for dem drejede det sig om at indhøste erfaringer og gøre sig klar til en fremtid, der, hævdedes det, uundgåeligt bliver digital. At elever, der går i skole lige her og nu, så får en ringere uddannelse, end de ellers ville have fået, opfattedes som en rimelig omkostning for at opnå teknologisk flokimmunitet i undervisningssystemet.

På den måde lignede digitaliseringsboblen andre utopiske ideologier som eksempelvis marxismen. For det første mener man at kunne forudse fremtiden. For det andet skal man forberede sig til denne uundgåelige og lyksalige fremtid. For det tredje er det acceptabelt og ligefrem en moralsk forpligtelse at ofre nutidig velfærd til fordel for fremtidig. For det fjerde beskylder man kritikerne for at være bagstræberiske og hævder, at historien vil give en ret. I det konkrete tilfælde ved at beskylde skeptikerne eller de tøvende for maskinstormeri skønt uenigheden aldrig har været et spørgsmål om, at nogen har været modstandere af at bruge teknologi.

Hvis nogen irriteres over min skråsikre brug af datidsform i det foregående, vil jeg til mit forsvar anføre, at samme retorik har kendetegnet den pædagogiske debat de sidste 15 år; i akut nærforventning om den digitale æras totale gennembrud har man opereret med en absolut modsætning mellem den gamle undervisningsform og den moderne, hvor bøger betragtedes som tilhørende fortiden. Derfor har man fyldt landets undervisningsinstitutioner med teknologisk grej fra iPads i vuggestuer og børnehaver til elektroniske tavler og læremidler i form af både i- og e-bøger på ungdomsuddannelserne. Hvad de konkret skulle bruges til, eller på hvilken måde den ofte meget dyre investering udgjorde en nærværende forbedring af undervisningen, stod ikke altid klart. Men man måtte jo forberede sig. Være parat. Og så havde man en vag forventning om, at tilstedeværelsen af teknologi i sig selv ville katapultere både elever og lærere ind i fremtiden. At børnehavebørn så fik mindre motion og mindre leg med jævnaldrende, eller gymnasieelever brugte undervisningstid på netbutikker, Facebook, Snapchat, Whatsapp, var et mindre problem. Det var faktisk slet ikke et problem. Det var i hvert fald ikke et problem, nogen orkede at gøre noget ved. Skolen forsømte at være voksen.

For at være i øjenhøjde med eleverne rykkede en del undervisning netop ud på Facebook og andre sociale medier, hvis ejere kvit og frit kunne høste værdifulde data fra danske skoleelever. Midt i undervisningstiden. I stedet for kritisk distance til udenlandske kapitalinteresser, og uden at bekymre sig om beskyttelsen af danske elevers ret til privatliv, har man set uddannelsesinstitutioner og politikere i en servil forbrødring med de verdensomspændende techgiganter, imens man så stort på det med småt. Hensigten helliger midlet. At ingen medier har lugtet skandalen, er for mig fuldstændigt ubegribeligt og kan kun tilskrives den meget stærke fortælling om digitaliseringens uafvendelighed, som var særlig stærk i Danmark. Eller for at være mere præcis: kun fandtes i Danmark. I ingen andre undervisningssystemer i nogen andre lande har man med samme konsekvente radikalitet eksperimenteret med og gennemført en digitalisering i det omfang, vi har set i Danmark. Heller ikke det anfægtede tilsyneladende nogen.

Men.

Al denne forbereden sig og væren parat viste sin berettigelse, da fremtiden pludselig dukkede op. I form af en pandemi. Her havde digitaliseringsboblen sin »finest hour« i den bratte, men ikke desto mindre sømløse overgang til et digitalt regime.

For boblens tilhængere var det beviset på det altomfattende gennembrud. Flere medier bragte ekstatiske debatindlæg om, hvordan de mange gode erfaringer skulle bringes videre, hvordan man kunne videreføre de ikke-rumlige og asynkrone læringsfællesskaber. Hvilket på dansk betyder, at man ikke befinder sig i samme klasse, og at man ikke modtager undervisning på samme tid. Eller sagt på en anden måde: et ikke-rumligt og asynkront læringsfællesskab er et digitalt brevkursus.

Det var her, digitaliseringsboblen brast. Det var her, fremtiden blev til fortid.

Fordi det ikke-rumlige og det asynkrone er det modsatte af et fællesskab. Fordi eleverne savnede hinanden, mistrivedes, blev ensomme, udslukte og deprimerede; selv deres lærere, der ellers kunne nyde det sjældne privilegium at kunne tale uden forstyrrelser, savnede den småsnak og uro på stolen, der signalerer, at det er på tide at komme videre, eller de gode spørgsmål, der giver energi og nerve til timerne. Fordi al god undervisning er dialogisk, et samspil mellem levende og tilstedeværende mennesker. Og fordi læring både er konkret og forankret i den fysiske virkelighed. Hvad enhver, der har læst gotisk skrift eller forsøgt at kæmpe sig igennem en bog på en flimrende skærm, smerteligt har erfaret.

Nu er den sprunget, digitaliseringsboblen. Den viste sit værd som en beredskabsøvelse og fejlede i stort set alt andet. Skønt den næppe vil blive savnet af mange, må man imødese, at dens profeter, proselytter, medløbere og de mange, der gjorde det til en karriere at berede dens vej, vil forsøge at mane dens ånd op af graven. Fred være med dem. Teknologien vil stadig spille en stor rolle i undervisningen, men fra nu af altid som et middel, ikke et mål i sig selv. Håber vi.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.