Kære Brevkasse
Hvad stiller man op med konspirationsteoretikere? Efter en traumatisk oplevelse har min ellers ressourcestærke fætter fundet trøst i diverse Facebook-grupper, hvor folk med numerolog-navne hidser hinanden op. På en skala fra 5G til Illuminati ligger han p.t. omkring chemtrails. Jeg har affulgt hans Facebook-profil, men han er stadig opsat på at snakke om vrøvlet, når vi ses, og han reagerer med vrede og bedrevidenhed, når man venligt anfægter de ting, han siger. Hvad skal jeg stille op?
Hilsen Matilde
Katja Kvaale
Kære Matilde
Tillad min medfølelse angående Deres fætter. Det er, hvis ikke ligefrem en kedelig fætter, så en meget kedelig udvikling, fætter har gennemgået.
Der er desværre ikke meget at gøre ved det, hvis han er hårdt angrebet. Han er på chemtrail-stadiet nu, skriver De, og er altså overbevist om, at flyenes kondensstriber i himlen er giftige gasser, der spredes ud over befolkningen af en ekstrem ond centralmagt, som har slettet alle beviser. Vi kan le af det, skingrende skørt som det er, men der er mindst to grunde til at lade være: De har mistet Deres fætter, og konspirationsteori bliver mere og mere udbredt i befolkningerne via internettets lynsnare sværmintelligens med deraf følgende undergravning af verificerbar viden, fornuft og rationel tankegang.
På en måde er Deres fætter forud for sin tid. Det er, som om man nu kan se konturerne af Oplysningstiden og dens åbenbart tidsbegrænsede effekt mod menneskelig dumhed og overtro som en parentes i verdenshistorien, ca. 1690-2000. I dette årtusinde slår den kollektive dumhed gækken løs igen grundet en cocktail af globaliseret WWW-båret flok-ignorance, Vestens manglende selvtillid – selv på universiteterne fyldes ungdommen med postmodernismens og identitetspolitikkens understøttelse af partikulær subjektiv viden som værende mindst lige så god som universel falsificerbar viden, der viste sig at være hvid mands viden og dermed lige til den moralske losseplads – mens lederen af den frie verden selv konspirerer løs med farlig fake news og er dum som et bræt; ja, det var ligefrem derfor, han blev valgt, for nu er rødnakkernes tid endelig oprundet.
Påstanden om, at centralmagter selv sletter beviserne for deres ondskab, giver en idé om, hvorfor man umuligt kan tale konspirationsteoretikere til fornuft. Konspirationsteorierne har en indbygget immunisering over for fornuftsbåret argumentation. Selve iveren, energien og mængden af de gode argumenter, hvormed man klemmer på med oplysning med stort O, er mistænkelig og bekræfter igen og igen rigtigheden af det forkerte for de vildfarne. Når konspirationsfolket mangler bevis for deres absurde påstande, vender de ved en vupti-manøvre selve manglen på bevis til et bevis for påstandens rigtighed: Det er YDERST mistænkeligt, at alle spor er slettet, så der er en ekstra ond magt på færde.
Konspirationsteori handler egentlig ikke om alternativ viden. Det er en social logik, hvor disse stakler – om end farlige stakler, som nazismens held med at kolportere jødekonspirationer tydeliggjorde – går sammen i flokke om enkle forklaringer og afvisning af officielle ditto. De optager kun »viden«, der bekræfter deres opfattelse eller matcher deres lidelse; »confirmation bias« er termen.
De er altså ikke i en reel dialog med Deres fætter, for hans konspirationer er et symptom på noget helt andet: tab af kontrol over eget liv, frustration, følelse af uretfærdighed. De nævner hans traume og tab af ressourcer. Mit råd er, at De sætter Deres omsorg ind dér i stedet, hvis De kan.
Asker Hedegaard Boye
Kære Matilde
Det kunne lyde, som om Deres fætter efter et dybt traume er i færd med at bygge sin verden op på ny. Til det formål har han behov for at markere sit territorium. Han har måske endda brug for fjender. Usynlige magter, der gør livet svært at leve.
Usikre tider er fede tider for konspirationsteoretikerne. Det er næppe tilfældigt, at de tre mest prægnante konspirationer er mordet på John F. Kennedy, Apollo 11s månelanding og terrorangrebet 11. september 2001. Det er også oplagt, at den nuværende pandemi afføder et væld af sammensværgelsesteorier: I virkeligheden er det jo medicinalfirmaerne, som har spredt virussen for at kunne tjene store penge på en vaccine. Eller bedre: Det er kineserne, der har inficeret deres eksport (fra ris til kondisko) i et forsøg på at opnå verdensherredømme.
Nøgleordene er her »i virkeligheden«. For når verden ryster, har vi brug for at finde mening, få øje på en struktur bag det foreliggende og placere et ansvar.
Det er derfor, vi dagligt tjekker de nationale COVID-19-dødstal, som var der tale om lune sommertemperaturer. Og det er vel også derfor, at – skal vi sige – mere kreative sjæle ser spøgelser overalt. Der er i alle tilfælde tale om måder, hvorpå vi forsøger at tøjle tilværelsens kontingens.
Når det er sagt, så har usandheden konsekvenser. Hvis man behandler AIDS med oliemassage, så dør man. Hvis man tror, Hillary Clinton bestyrer en pædofili-ring på et pizzaria, så får man Donald Trump som præsident.
Konspirationsteorier kan vise sig at være sande. Indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen var dikteret af Richard Nixon. Dalai Lama var CIA-agent i 1960erne. Alligevel kan vi godt gå ud fra, at jo mere fantasifuld en teori er (og jo flere mennesker, den menes at involvere), desto mindre sandsynlig er den også.
Og hermed er vi fremme ved konspirationsteoretikerens store svaghed: Han forsøger altid at verificere – og aldrig at falsificere – sin påstand. Han bruger de »beviser«, der passer ind, og underkender modstridende oplysninger alene på grund af afsenderen.
Konspirationsteorier er – med filosoffen Karl Popper – ikke bare dårlig videnskab, de kan være samfundsundergravende. Hvis alle opererer med deres egen idiosynkratiske version af virkeligheden, forsvinder al tillid.
Jeg vil foreslå, at De sætter Deres fætter på en prøve. Foreslå ham, at han skal bruge fem timers research på at gendrive sin mest hårdføre konspirationsteori. Derpå skal han bruge to timer på at formulere en kort, skriftlig kritik af sit eget verdensbillede.
Når I mødes næste gang, har han 20 minutter til sobert (og uden øjenrul) at fremlægge den gennemgribende kritik af sit eget standpunkt. Bagefter vil han sikkert stædigt hævde sin uafhængighed, men jeg lover Dem, at han fra da af i sit stille sind vil være bare en kende mindre skråsikker.
Alle har nemlig godt af at blive lydeligt modsagt af sig selv.
Læs også de tidligere brevkasser om:
Hvordan kuraterer man en vennekreds?
Skal jeg beholde arvestykker, selvom de ingen affektionsværdi har for mig?
Sorg over en tragedie, som ikke er ens egen
»Skal jeg gå ren Karen Blixen og skrive på engelsk?«
