Kronik. Blå blok kan tage den med ro. Den er ikke mere splittet, end rød blok var før valget.

Ingen panik!

Ingen panik!

 

Bertel Haarder, MF for Venstre og tidligere minister

Bare rolig! Blå blok er ikke mere splittet, end rød blok var før valget. Ikke mere splittet end V og K i 1990erne. Og slet ikke så splittet, som da Poul Schlüter overtog regeringsmagten i ti år fra 1982. Dengang skulle der seks partier til et blåt flertal, rækkende fra den radikale venstrefløj med Lone Dybkjær i spidsen til Glistrups frådende skattenægterparti. Den blå regering blev spået tre måneder, men sad i mere end ti år. Trods splittelsen.

Tænk også på, hvordan stabile røde flertal regerede Danmark i årtier, skønt den røde blok omfattede partier som Danmarks Kommunistiske Parti og Gert Petersens SF, der begge var benhårde modstandere af såvel NATO som EF, nu EU.

Skriverierne om borgerlig splittelse og svag ledelse bygger på kommentariatets selvopfundne skyggebilleder og evige krav om noget nyt at skrive om. Deres omsorg for borgerligheden er ofte falsk – mange af dem er jo ikke selv borgerlige.

Selvfølgelig er der interne uenigheder i blå blok. Partierne skal jo have hver deres platform at stå på. Og når Venstre ved sidste valg vandt ti ekstra mandater og blev større end de øvrige blå partier tilsammen, så er det fristende for de øvrige partier at satse på at få del i gevinsten ved at angribe Venstre.

Som en kendt politiker engang sagde: Selv om man har det flotteste hus, vil der altid være nogle, der letter ben op ad det.

Men Venstres svar skal ikke være at give igen og angribe de andre blå. Det giver heller ikke nogen stemmer. Storsind er bedre. Poul Schlüter var klog, da han i 1980erne overtog en stor del af Venstres stemmer. Han fremhævede gang på gang Venstre i stedet for at angribe, og jo mere han talte pænt om Venstre, jo mere fik vore vælgere lyst til at stemme på den rare mand. Det er der mange, der kan lære af.

Venstre må løfte opgaven at trække stemmer over midten, sådan som det lykkedes Lars Løkke Rasmussen i valgkampen. Partiets liberale værdier, konstruktive forhandlingsvilje og økonomiske soliditet er de vigtigste aktiver. Det sidste bliver der hårdt brug for efter coronakrisens dræning af de kernesunde finanser, der blev efterladt af Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Det er fløjtende ligegyldigt, at nogle borgerlige har brokket sig over V-forslaget om, at virksomheder, der får mere end 60 millioner kroner i coronastøtte, må betale pengene tilbage, hvis de mener, de har råd til at udbetale udbytte. Det er sund borgerlig tankegang, at man ikke skal bruge skatteydernes penge på at hjælpe nogle, der kan hjælpe sig selv. Det er taknemmeligt, men ikke rimeligt at gøre Enhedslistens støtte til forslaget til et bevis på Venstres borgerlige svigt. Det kan jo ikke være sådan, at alt, hvad Enhedslisten finder på at støtte, derved bliver »haram« i den borgerlige lejr. Hvis de er for, skal vi så altid være imod? Er det ikke for barnligt?

Det er heller ikke noget problem, at Lars Løkke Rasmussen skriver artikler i et formiddagsblad. Hverken jeg eller andre kerne-Venstrefolk kan se noget som helst problem. Lars Løkke har som tidligere stats-, finans-, indenrigs- og sundhedsminister et overblik og en viden, som gør ham interessant at læse under den igangværende sundhedskrise. Og for Venstre skader det ikke, at den detroniserede formand henter sig agtelse og respekt ved at deltage i debatten på kvalificeret vis. Han har hverken angrebet Venstre eller Venstres formand, som han hele vejen igennem har støttet. Han hævder tilmed, at Jakob Ellemann-Jensen er hans opfindelse. Jeg troede, det var min opfindelse, men deler gerne æren med ham.

Jakob Ellemann-Jensen skal ikke tage sig af de borgerlige brokkerier. Pernille Vermunds angreb i Berlingske gav hende omtale, men han kan tage det med knusende ro. Han er den oplagte alternative statsminister. Han er lige tiltrådt og kan i værste fald tåle at tabe sit første valg. Han har med sin stil og sin hensyntagen til hele den borgerlige familie fået repareret noget af den skade, der skete under VLAK-regeringens interne trakasserier og Dansk Folkepartis ulyksalige flirten med Socialdemokratiet. Det afgørende er, at intet borgerligt/liberalt parti vil kunne pege på andre end ham som kommende statsminister, hvis de vil undgå samme skæbne som Dansk Folkeparti.

Hvad gør vi så ved Mette Frederiksen? Det dummeste, vi kan gøre, er at lede efter hår i suppen ved enhver lejlighed. Vi skal være kritiske, men også konstruktive og klar til at slå en handel af. Venstre er smukkest i arbejdstøjet, og overbud klæder os ikke. Samfundssind gør.

Mange mennesker spørger med rette: Hvordan får vi betalt de gigantiske regninger, vi udskriver i øjeblikket? Til dem er svaret: Takket være 20 års borgerlig politik (som Thorning og Corydon i deres fire år blev tvunget til at følge) har Danmark en af verdens stærkeste og mest kreditværdige økonomier. Når Socialdemokratiet nu kan dele hundreder af milliarder ud, skyldes det, at de i sin tid blev forhindret i at føre deres politik.

Alting får en ende. Mette Frederiksens regering er toppet for tidligt. Nedturen begynder, når borgerne bliver trætte af kostbare restriktioner, der er vanskelige at forklare, og som har tvivlsom effekt.

Det er set før, at regeringer efter en krise skiftes ud: Efter Første Verdenskrigs rationeringer og reguleringer opstod der en vælgertræthed, som gav Venstre magten i 1920. Det samme skete efter Anden Verdenskrig, hvor selveste Churchill faldt og den danske statsminister Hans Hedtoft (S) »gled i smørret«, det vil sige blev væltet og afløst af en VK-regering, fordi han ikke ville ophæve smørrationeringen. Der bliver meget, Mette Frederiksen kan glide i!

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 13