Leder.

Adskilt falder de

Adskilt falder de Af Martin Krasnik

FOR alle, der har svært ved at finde frem til kærligheden til USA: Læs uafhængighedserklæringen! Det er et utroligt smukt dokument. Det er næsten ubegribeligt, at landets grundlæggere var så idealistiske. Det er en »selvindlysende sandhed«, lyder det, at alle mennesker er skabt lige, at alle har umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke, og at regeringen skal sikre disse rettigheder retfærdigt. Dokumentet er radikalt demokratisk og i sin tid revolutionært. Og det blev godkendt den 4. juli 1776 af de 13 nordamerikanske kolonier.

AMERIKA er som den eneste nation i verden grundlagt på et egentligt princip – og så endda dette. Idealet er klokkeklart, og næsten alle amerikanere vil sige, at de er enige. »E pluribus unum,« som det hedder på det amerikanske segl: Ud af mange, én. Delstaterne samledes i ét land. Alverdens folkeslag i én nation: We, the people. Man skal være hårdkogt for ikke at få gåsehud over dén historie. Og endnu mere hårdkogt for ikke at få tårer i øjnene over begivenhederne lige nu. Hvordan kan det ske – i landet, hvis eksistens skyldes idealet om demokratisk fællesskab?

ER det et paradoks, var det bygget ind i fundamentet: Det var slaver, der byggede Det Hvide Hus og Kongressen. De første fem præsidenter var slaveejere. Og end ikke borgerkrigen og borgerrettighedskampen gjorde helt op med racismen og udgrænsningen af sorte borgere. Alle amerikarejsende ved det; overalt man kommer frem i USA, møder man sorte tjenere, sorte chauffører, sorte dørmænd, sorte stuepiger, sorte børnepassere, sorte gadefejere, sorte hjemløse, sorte mennesker i køer til socialkontoret eller det lokale narkobehandlingscenter.

BORGERKRIGEN handlede om sorte og hvide, og i disse dage kæmpes om det samme spørgsmål: Hvad skal Amerika være? Vil amerikanerne gøre op med de strukturer, der fastholder millioner af sorte amerikanere i håbløs underklasse? Her er politiet og dets vold mod sorte mænd kun et symptom på noget meget dybere: en skolepolitik, en socialpolitik, en narkopolitik, et retsvæsen, der fastholder forskellene. Selv i dag trumfer race klasse, ja, hudfarven trumfer alt andet.

ALDRIG har amerikanerne truffet beslutning om at ændre på dette, og det kan nemt aflæses: Donald Trump er så åbenlys en katastrofe på posten, og uanset hvor meget man prøver at forstå støtten til ham, kan hans strategi om at splitte og dæmonisere ikke bortforklares. Trump er ikke en løsning på de demokratiske og økonomiske misforhold, der har gjort ham til præsident, tværtimod. Men desværre gør Demokraterne det ikke meget bedre. Partiets ledere taler stort set ikke om politiske reformer, der ville hjælpe underklassen, både sorte og hvide. I stedet bruger man energien på at mobilisere sorte vælgere omkring modstanden mod Trump alene. Sorte burde aldrig stemme på dén mand, har det lydt fra Joseph Biden, som om hudfarven i sig selv afgør sagen. Også det er et brud på idealerne fra landets grundlæggelse.

SLUT er opgøret fra borgerkrigen altså ikke. I store træk frygter mange hvide amerikanere de sorte, mens sorte amerikanere med rette føler sig uretfærdigt behandlet af staten. Samtidig forskanser mange sorte sig i en identitet, der står i modsætning til resten af samfundet. Og mens racisme er så bandlyst i alle former for socialt samvær og offentlig samtale, at en enkelt forkert bemærkning kan få fatale følger, støtter progressive institutioner fortællingen om sortes og andre minoriteters anderledeshed. Hudfarve og race er stadig vigtigere end alt andet i USA, men der kan ikke tales om det problem, der har martret landet siden grundlæggelsen, på nogen konstruktiv måde. Tilbage er kun dæmonisering, adskillelse – og vold. Divided we fall, som John F. Kennedy sagde det om udsigten, hvis ikke Kongressen støttede borgerrettighederne. Det er det, der sker nu.

 

Hør også En time med Weekendavisen, hvor Martin Krasnik undersøger, hvorfor er det så vanskeligt at gøre op med arven fra slaveriet: »USAs blodige frugter«

Læs også Niklas Hessels artikel om, at USA gennemlever sin alvorligste racemæssige krise i årtier under en præsident, der udnytter situationen til at hidkalde ånden fra Nixon og rædselsåret 1968: »Amerika antændt«

Læs også Sara Maria Glanowski artikel om de seneste dages protester i New York: »Ilden denne gang«

Side 12