Rejsefiktion. Flyet er heldigvis langtfra den eneste transportteknologi, der kan føre mennesket rundt i verden. Litteraturen findes også, og de kommende uger vil De her i sektionen kunne læse fire nyskrevne rejseskildringer, som har det til fælles, at de er fiktive og blev skrevet, mens Danmark var lukket ned.

En forestilling om bevægelse

En forestilling om bevægelse Af Kathrine Tschemerinsky

Den app, jeg nok har brugt allermest de sidste par måneder, hedder Flightradar24. Via den kan man holde øje med hele verdens flytrafik på én gang. Man kan se, hvor hvert enkelt fly kommer fra, og hvor det skal hen. Flyets aktuelle hastighed og flyvehøjde. Teknologien gør det samtidig også muligt at indhente oplysninger om alle lufthavnes afgange og ankomster. Det er Flyvergrillen gjort digital, som en kollega bemærkede, da jeg viste hende appen.

Til at begynde med var jeg fascineret af, hvordan verdenskortet blev tiltagende synligt, i takt med at den internationale flytrafik lukkede ned, og de gule fly på appen forsvandt. Senere gjorde synet mig beklemt, og i en periode slettede jeg appen helt. Ikke fordi jeg ikke brød mig om, hvor jeg var, men fordi verden føles som et grundlæggende anderledes og mere utrygt sted, når man indser, at man ikke længere har kontrol over sin bevægelse.

Heldigvis er fly ikke den eneste transportteknologi, der fører mennesket rundt i verden. Litteraturen findes også.

Derfor vil vi de kommende fire uger bringe en række nyskrevne rejseskildringer illustreret af kunstfotografer her i sektionen, som forhåbentlig både vil dulme rejseabstinenser og mane til eftertanke. Fælles for teksterne er, at de er fiktive og blev skrevet, mens Danmark var lukket ned.

»Grottemeditationer« er skrevet af Rakel Haslund-Gjerrild, som udgav den poetiske dystopi Alle himlens fugle i marts måned. Hun er desuden sinolog af uddannelse og skrev for et par år siden en rejseguide til Kina, og det er selvfølgelig dér, i Qinling-bjergene, at vi indleder serien med fotografier af Adam Jeppesen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen debuterede i 2016 med den transnationale slægtsroman Ø, som foregår i Færøerne og i Danmark. I historien »Ind i vinteren«, som vi bringer næste uge med fotoillustrationer af Sofie Amalie Klougart, rejser en kvinde med tog op gennem Italien til Tyskland og indser undervejs, at rejsen ikke er frivillig for alle.

Harald Voetmann har gennem hele sit forfatterskab foretaget tidsrejser til andre historiske perioder end vor egen, fra oldtidens Egypten (Amduat, 2018) til det gamle Rom (Vågen, 2010). Senere på måneden udgiver han en bog med titlen H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog, og det er da også, som om den danske digter spøger i historien »Rejse frem og tilbage på stedet«, som vi bringer den 19. juni sammen med Asger Carlsens fotografi. Her beskriver Voetmann i hvert fald det enestående menneske og dets ensomme rejse gennem livet med udgangspunkt i en gyngehest.

Seriens fjerde og sidste bidragsyder er Christina Hagen, forfatter til White Girl (2012), Boyfrind (2014), White Girl 2 (2017) og Jungle (2017), som blandt andet udforsker den hvide europæers privilegier og fordomme. I »Interview med mor«, som bliver bragt i avisen den 26. juni, spørger Hagen sin egen mor, hvad hun villle skrive om, hvis hun skulle skrive en rejseberetning. Det er fotografen Fryd Frydendahl, som illustrerer denne tekst.

Jeg har længe været optaget af rejsen som et motiv i litteraturen, men det var først, da jeg fik disse tekster i hånden, at det gik op for mig, at det skyldes, at rejselitteraturen er en genre, hvor mennesket både får lov til at være verdensvendt og navlepillende.

Lige siden Den Franske Revolution har vi i Europa udkæmpet en kamp, som handler om, hvorvidt vi tror på, at vore værdier er universelle eller partikulære. Om vi grundlæggende er den samme slags mennesker eller essentielt forskellige fra hinanden. Denne kamp om vores mentalitet foregår også lige nu. I The Economist kunne man for et par uger siden læse, at coronakrisen har fremskyndet den globaliserede tidsalders kollaps med de landfaste fly som det ultimative symbol. Mens debattøren Eva Selsing i et interview i Berlingske allerede i marts forklarede, at hun håbede, det her vil tvinge »de berejste, de kosmopolitiske, dem med udsyn og abstrakt godhed til at være solidariske – ægte solidariske, altså med opofrelse og afsavn – med de provinsielle hjemmefødninge«.

Udtalelsen gik mig på. Ikke fordi jeg har noget imod en solidarisk omkalfatring, men fordi udsagnet tog udgangspunkt i ideen om, at vi enten er kosmopolitter eller hjemmefødninge; at de to er uforenelige positioner, der uundgåeligt fører til konflikt.

Den 27. februar fløj jeg for hidtil sidste gang. Tidligere samme dag interviewede jeg Kirsten Thorup om hendes roman Indtil vanvid, indtil døden, som handler om en dansk kvinde, Harriet, der i efteråret 1942 rejser til Nazityskland på et såkaldt »rekreationsophold«. På det tidspunkt var vi ikke klar over, at vores verden var ved at blive en anden, og beskrivelserne af Harriets besvær med at komme til og fra Tyskland vakte endnu ikke nogen genklang. Om aftenen fløj jeg tilbage til Israel, hvor jeg har boet de sidste par år. Det var på den tur, jeg først fornemmede, at noget var anderledes. Flyet var halvtomt, og stemningen var urolig. Under hele turen sad min sidemand iført maske og sprittede sin skærm, sit sikkerhedsbælte og sig selv af. Når man flyver normalt, flyver man med medpassagerer, men den aften var vi en masse ængstelige kroppe på vej ud i verden og på vej hjem.

Litteraturen kan ikke redde os fra noget som helst, men den kan hjælpe os med at slippe fri af hæmmende fiktioner såsom dem, der handler om, at vi er enten-eller. God rejse!

 

En forestilling om bevægelse

Eftersom mulighederne for at rejse nok vil være begrænsede i den kommende tid, har vi bedt fire forfattere om at skrive fiktive rejseskildringer, der kan føre os ud i verden. Teksterne illustreres af kunstfotografer.

Rakel Haslund-Gjerrild er sinolog og har skrevet en rejseguide til et tåget kinesisk bjerglandskab. Læs første afsnit i serien.

Side 19