DEBAT. De fleste penge til udviklingsbistand bliver ikke brugt, inden de forlader landet.

Uhørt og forkert

Uhørt og forkert

 

Kim Jensen, kommunikationsansvarlig CISU – Civilsamfund i Udvikling

I et læserbrev den 8. maj skriver Pelle Jandrup, at kun 20 procent af bistandsmidler kommer frem til »slutbrugeren«, og alt for mange penge bliver brugt på at monitorere, beskrive og kontrollere. Han nævner CISU som et eksempel på, at 80 procent af bistandsmidlerne bliver brugt herhjemme på den slags, og han fortæller om egen succes med i stedet at yde lån. Først og fremmest: De 80 procent ville være helt uhørt og forkert. Det vender jeg tilbage til. Dernæst: Tillykke med den succes. Långivning under rimelige forhold er også en vigtig del af arbejdet mod en mere retfærdig verden. Det kan dog ikke stå alene, da det også er vigtigt at udvikle samfund, hvor långivning kan virke.

Fra vores sekretariat i Aarhus forvalter CISU på vegne af Danida lige nu 250 humanitære og udviklingsaktiviteter blandt verdens fattigste. Aktiviteterne udføres altid i partnerskab mellem danske civilsamfundsorganisationer og deres partnere rundtom i verden, hvor de lokale partnere er ansvarlige for at gennemføre aktiviteter og for kontakt til de lokale målgrupper.

Det er svært at rumme alle aktuelle 250 aktiviteter i en enkelt beskrivelse, for de er mange­artede. De arbejder dog alle for bæredygtighed og retfærdighed. Lige nu er der for eksempel projekter, der sikrer skolegang og frokost til marginaliserede børn i Nepal. Der er indsatser for at sikre kvinders rettigheder i Cameroun. Der er projekter, der fremmer økologi og nærdemokrati i Bolivia. Der er aktiviteter, der organiserer internt fordrevne flygtninge og hjælper seksuelt udnyttede børn på Filippinerne.

Og i den slags arbejde er det svært, at penge skal gå direkte til »slutbrugeren«. For må man så bruge penge på at undervise seksualundervisere? Må der gå penge til transportomkostninger? Må man aflønne socialrådgivere i flygtningelejre? Hvad med en god bogholder eller revisor? Det må man – inden for rimelighedens grænser – naturligvis.

Der er naturligvis regler og retningslinjer for den slags. Der må for eksempel gå op til syv procent til forvaltning. Det er et forholdsvist højt beløb, og CISU holder sig altid under det. Ellers ville vi med rette få ørerne i maskinen hos udviklingsminister Rasmus Prehn og samtlige udviklingsordførere. Faktisk ligger CISU på cirka 5,5 procent. Jeg kan altså blankt afvise, at 80 procent går til det. For de penge sørger vi i CISU, ud over vurdering af ansøgninger, så kun de relevante får midler, også for den kontrol og monitorering af bevilgede indsatser, som Pelle Jandrup kritiserer. Nu vi er ved monitorering, kontrol og planlægning, så handler det oftest om at sørge for, at størstedelen af midlerne kommer de rigtige mennesker til gavn. Det kan derfor være paradoksalt både at blive kritiseret for ikke at bruge penge nok hos »slutbrugeren« og for at bruge penge på at sikre, at pengene kommer ud til de mennesker, der skal nyde gavn af midlerne.

Pelle Jandrup anklager i sit læserbrev også CISU for at drukne mindre organisationer i bureaukrati. Det har han tilsyneladende selv dårlige erfaringer med. Det er jeg ked af at høre og vil bare minde om, at alle CISUs medlemsorganisationer kan modtage rådgivning og komme på kursus i for eksempel projekthåndtering.

Hos CISU er der beviseligt også plads til forholdsvis uerfarne organisationer, der får mindre beløb. Hvert år bliver cirka 20 procent af bevillinger givet til organisationer, der ikke har søgt før. Det er godt gået og tyder på et levende og engageret civilsamfund, der tager del i at løse verdens problemer.

Da vi sidste år spurgte CISUs næsten 300 medlemsorganisationer om graden af deres engagement herhjemme, svarede de, at de har 318.000 frivillige. De frivillige lægger i gennemsnit 14 timers arbejde om måneden. Derudover er der over 500.000 personer, der bidrager til organisationernes arbejde. Det er tegn på et globalt samfundssind, der kan være svært at måle eller monitorere, men som gør en kæmpeforskel for fattige og undertrykte folk. Det kan vi som danskere være stolte af.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 14