BAL i den borgerlige« var navnet på en vise fra 1966. Den handlede om en arbejderfamilie, der var tiltrukket af det søde liv, langt fra Vesterbros baggårde: »Hold da helt kæft! det’ der intet der kan overstig’/at swinge rundt med borgerpi’r til bal i Den borgerlig’,« lød det i Ernst Bruun Olsens tekst. Komedien var egentlig en kritik af Socialdemokratiets (mangel på) kulturpolitik. Men selvfølgelig er sangtitlen utallige gange blevet brugt som overskrift på artikler om kriser på højrefløjen: fra magtkampen i Konservative i 1970erne til Venstre-opgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Fra det bitre opgør mellem Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen i 1995 til VLAK-regeringens hidsige husspektakler. Bal i den borgerlige! Der har været noget venligt medlidende over udtrykket: Åh, nu skændes de igen.
I disse uger bruges udtrykket flittigt, og medlidenheden er slået over i ynk. I forvejen var blå blok i knæ efter sidste års folketingsvalg – nu er den slået til tælling. De blå partier har placeret sig et ubekvemt sted: ikke taget et klart, offentligt medansvar for håndteringen af krisen, men heller ikke udsat regeringen for en gennemtænkt, målrettet kritik. Det har været diffust, ukoncentreret og præget af taktiske overvejelser. At kalde de seneste måneder for »nedlukningskrisen«, som Venstres Sophie Løhde har gjort det, er simpelthen useriøst. Ingen af de blå partiledere har skabt respekt om sig i de seneste måneder, det skulle da lige være Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der torsdag i Berlingske meldte klart ud med en hård kritik af Venstre.
DEN blå krise er dyb: Mette Frederiksen har trods fejl håndteret de sidste ti uger med handlekraft og klar kommunikation. Og som Hans Mortensen skriver i ugens avis, understøtter krisen en række politiske dagsordener på venstrefløjen: kritik af »skattely«, storstilede hjælpepakker og en meget aktiv offentlig sektor. »Staten er god, markedet svagt,« er et narrativ, der er blevet så dominerende, at den aflyste 1. maj-demonstration nu synes udbredt til hele året. Men på trods af disse åbenlyse krisetegn, på trods af en pryglet oppositionsleder, blå folketingsmedlemmer, der opfører sig mere eller mindre pinligt, og meningsmålinger, der får Danmark til at ligne et socialdemokratisk evighedsrige, er der grund til at glæde sig over det, der nu sker i blå blok. Ja, faktisk glæde sig. Men først må vi dvæle lidt mere ved årsagen til elendigheden.
BORGERLIGE præstationsproblemer kommer så at sige ikke ud af det blå. Idépolitisk har det borgerlige Danmark ligget i respirator længe, vel egentlig lige siden 2001. Det var hér, Anders Fogh Rasmussen tog magten, dog var det ikke en Venstre-mand, men Søren Krarup, Dansk Folkepartis åndelige leder, der opfandt navnet på den historiske begivenhed: Det Lille Systemskifte. Det skyldes naturligvis, at det var udlændingepolitikken, der sikrede valgsejren, ligesom den holdt de borgerlige ved magten i årene derefter. Det var udlændingepolitikken, der limede partierne sammen; en politik, man havde fået forærende af Dansk Folkeparti og partiets på mange måde ulogiske placering i blå blok.
ER udlændingepolitikken ikke udklækket af liberalistiske tænkere, blev den alligevel idépolitisk rorpind i Danmarks Liberale Parti. Noget lignende skete hos De Konservative, hvis fantasi med tiden forvitrede til mantraet hårdere straffe og mere politi (af og til tilsat Stop Nazi-Islamisme!) Sammenholdet i blå blok byggede på to grundpiller: De fremmede skal have tæsk. Og det skal betale sig at arbejde. Med flere hundrede års liberalistisk og konservativ idéhistorie i bagkataloget er det et par fattige bud at bringe med sig ned fra bjerget. Med kampen om ytringsfriheden som en vigtig undtagelse hensygnede den borgerlige idédebat efterhånden, kvalt af udlændingepolitikkens hegemoni. Blot et år efter det seneste folketingsvalg er det meget svært at huske, hvad der egentlig foregik af politisk substans i den sidste periode med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
MÅSKE er udlændingepolitikken ikke rigtig død, men dens genfærd er kommet for at hjemsøge blå blok i form af Instrukskommissionens afhøringer af Inger Støjberg. Hun bedyrer, at hun blot har ladet, som om hun ikke har fulgt lovgivning og konventioner, og hendes forsvar er ikke blot selvmodsigende og utroværdigt, det er en ren hån mod demokratiet: vælgerne og deres repræsentanter i Folketinget. Vidste man ikke bedre, kunne man undre sig over, at landets største liberale parti så sorgløst har indsat Støjberg som næstformand. Årsagen er selvfølgelig endnu en gang, at udlændingepolitikken gennem årene har svækket den ideologiske dømmekraft og det demokratiske instinkt.
EN omvæltning skete allerede ved valget sidste år, hvor udlændingepolitikken ikke blev udslagsgivende, og hvor Dansk Folkepartis dominans blev brudt. Men den borgerlige idéfattigdom er blevet tindrende klar med coronakrisen, hvor den politiske debat har været blottet for udlændinge. Mange af de seneste års værdipolitiske markeringer – tørklædeforbud, imam-lov, håndtryk, forsvar for juletræet og frikadellen – virker, netop, symbolske. Krisen har ført en helt anden og meget dyb politisk debat med sig, og den har handlet om alle borgere: ikke blot om regeringens beføjelser, men om forholdet mellem stat og borger, individ og samfund, nationen og omverdenen, pligt og ansvar, etik og moral. Det er simpelthen idéhistorie live, og det har været fascinerende at følge. Desværre har de borgerlige partier reageret overfladisk på denne debat: Vi borgerlige går ind for frihed, har det lydt, mens de røde bare vil lukke det hele ned. Det lyder meget godt, men det har ikke virket spor overbevisende i de sidste måneder.
RIGTIG længe har det været en svaghed hos borgerlige debattører at lade, som om der i enhver diskussion er ét sandt borgerligt standpunkt – en holdning, man nærmest kan slå op eller regne sig frem til. »Den borgerlige tilgang her må være ...«, har det lydt, som om det måtte være indlysende for enhver. Men der har i århundreder været en dyb ideologisk splittelse mellem liberalister og konservative, og denne splittelse har handlet om de principper, der nu tydeliggøres: statens rolle og størrelse og borgernes ansvar for hinanden og samfundet. Netop den modsætning åbenbarer sig nu, hvor konservative debattører og politikere udtrykker forståelse for regeringens håndtering af krisen og samtidig taler om liberalister som nihilister, der kun tænker på penge (man mindes måske salig Mads Holger, der påstod, at »liberale kun tænker på andre mennesker, når de onanerer«). Samtidig må mange liberalister have iagttaget den naturlige romance mellem nationalkonservative og socialdemokrater med forfærdelse.
FEST i den borgerlige får vi, når blå blok med alvor og entusiasme tager fat i denne idédebat. Den er nødvendig for at blive en troværdig opposition og et reelt alternativ til regeringen. Socialdemokratiet har sat sig tungt på magten med topstyring, magtfuldkommenhed og statsdirigisme som primære instinkter. De nationalkonservative har vist, at de kan tale om andet end indvandrere. Nu gælder det liberalisterne, og her er der brug for Jakob Ellemann-Jensen, en sympatisk og begavet politiker, der insisterer på at tale et forståeligt sprog. Liberalisme handler om andet end økonomi og skattepolitik; om hele samfundet og om de principper, der har givet os både retsstat, oplysning og borgerrettigheder. Alle kriser kan bruges til noget godt. Det er bare med at komme i gang.
Læs også artiklen om, at konventionerne har splittet Venstres næstformand i to: »Inger og Støjberg«
