Kommentar. Hvor er den gode, gamle, utålelige venstrefløj, når man skal bruge den?

Pigment­venstre­fløjen

Pigment­venstre­fløjen Af Joakim Jakobsen

Der var engang en venstrefløj. En rigtig venstrefløj med fejende verdensomvæltninger og klasseanalyser på programmet. En del af os, der var unge i 1970erne og 1980erne, havde mere end svært ved at kapere den revolutionære glød og de knirkende skriftkloge, hvad enten de tilhørte den dystre Moskva-lejr eller postkort-socialismen med Cuba, Albanien eller Angola som fikspunkter.

Helt forfærdeligt. Og Gud, hvor kan man savne den. På trods af alle løgnene og den ideologiske blindhed.

Denne gamle venstrefløj forholdt sig nemlig uforfærdet til verden. Indigneret og håbefuld. Den fremsatte sine proklamationer af karsken bælg og med åben pande. Den ville have vrænget ad feje, selvoptagne foranstaltninger som safe spaces. Den var en kampberedt bevægelse. Ikke en bortvendt, postkolonial sekt forsamlet om en totempæl i form af identitet, hudfarve og offerroller.

Forskellen på den gamle og den nye venstrefløj blev endnu en gang markeret i forbindelse med Yahya Hassans død. I hvert fald i Sverige. Her sørgede den identitetsbesatte, postkoloniale venstrefløj for to lige himmelråbende markeringer i offentligheden: den ene iskold og deprimerende, så uendelig trist, den anden spektakulært grinagtig.

Den lattervækkende version stod kommentator Martin Ågaard for i Aftonbladet. Her betjener Ågaard løbende sit på én gang frygtsomme og fordringsfulde segment med kommentarer, der er 100 procent renset for overraskelser.

I denne omgang lykkedes det imidlertid Ågaard at skrive flere fine, eftertænksomme linjer: »Den konkurrence, som nu foregår om, hvem der elskede Yahya Hassan mest, er ikke så underlig. Den er faktisk ganske smuk. Det er en skæbne, han fortjener.«

De holdninger, Ågaard gav til kende, var heller ikke noget problem. For eksempel om »den beskidte danske offentlighed«, der muligvis medvirkede til at presse den unge digter mod undergangen. Det skal Ågaard jo have lov at mene. Og vi andre kan måske ligefrem have godt af at høre det.

Kortslutningen lå et helt andet sted: i hudfarven, den identitetspolitiske venstrefløjs evindelige snublemine. Ågaard indledte nemlig sin tekst med at referere tre andre dødsfald: de amerikanske rappere Pop Smoke, Juice WRLD og XXXtentacion. De er alle tre kommet af dage inden for de seneste to år, alle tre under voldsomme omstændigheder. De døde alle tre yngre end Yahya Hassan, der bare blev 24 år.

Martin Ågaard: »Alle tre har skrevet frygteligt besværlig lyrik om den løbende psykose, som underklassens liv er. De har digtet om selvmord, dødslængsel og posttraumatiske stress-symptomer.«

Dette var jo relevant at sidestille med Yahya Hassans biografi: »De levede kaotiske liv. De var misbrugere, kriminelle, voldsudøvere. Gerningsmænd og ofre. XXXtentacion forsøgte at myrde sin kæreste.«

Men her var mange læsere allerede stået af i storgrinende hovedrysten. For i underrubrikken, lige over afsnittet om de tre rappere, hed det, at Yahya Hassans død rejser spørgsmålet, »hvorfor så mange sorte poeter dør før 25«. Over teksten var anbragt tre portrætter: af Pop Smoke med mørk hud, af XXXtentacion med mørk hud – og af en virkelig bleghvid Yahya Hassan.

I sig selv en illustration af forvandlingen fra én venstrefløj til en anden: klasseanalyse demonstrativt udvasket i pigmentanalyse, som helt evident, se selv, ikke holder.

En sådan forkludring er jo ikke til at stå for. Anderledes stiller det sig med den jakobinske irettesættelse, som den dygtige lyriker Athena Farrokhzad afleverede i Dagens Nyheter. Det var Farrokhzad, der i sin tid skrev i sin anmeldelse af Yahya Hassans debutdigte, at han ikke burde have udleveret sin rædselsfulde opvækst med vold, religiøst hykleri og social kontrol – det var bare skyts for racisterne. En chokerende kommissærtekst. Det er trods alt ikke hver dag, at en digter beder en anden digter tie af politiske hensyn.

Nu blev Farrokhzad så bedt om at tage afsked med Yahya Hassan i Dagens Nyheter – en redaktionel beslutning, som er blevet kritiseret fra flere sider, også fra venstrefløjen. Farrokhzad havde da heller ikke skrevet mange linjer, før hun gennemtvang sit ærinde: »Hvorfor må poeter dø, skriver mine hvide venner. Og det bliver tydeligt, at mit spørgsmål er et andet: Hvorfor må brune mænd dø?«

Yahya Hassan reduceret til påskud. Hans død anvendt til bister identitetspolitisk belæring.

Man må næsten skrige: I Lenins navn – hvor er den gamle, revolutionære, utålelige, tilregnelige venstrefløj? Sandelig, den befinder sig på et netmagasin med et navn, som forekommer helt rørende i dag: Proletären. Her var Devin Rexvid, forsker i æresforbrydelser, blevet voldsomt stødt over Farrokhzads tekst.

»Athena Farrokhzad har ligesom jeg baggrund i Iran. Dér slutter vore berøringspunkter. Vore venstrefløjsarvemasser er ikke på nogen måde beslægtede.«

Rexvid fnyste ad hele Farrokhzads »pigmentvenstrefløj«: »Det vigtige for Farrokhzad er ikke, at Yahya skrev poesi, og at hans poesi rummede ubarmhjertig kritik af æresnormer, islamisk undertrykkelse og selvvalgt segregation, men at han var brun. Selv en del højrepopulister er mere forsigtige (omend for at forlede og manipulere) med at reducere mennesker til hudfarve.«

Så var marxisten Rexvid nået frem til sin dom over det nye venstres ahistoriske besathed af hudfarve og etnicitet: »Når den nye venstrefløj hverken vil eller formår at lave en klasseanalyse, det vil sige, at brune kan være kapitalister og udbyttere, og at hvide kan være arbejdere og dårligt stillede, så henvises kritikerne til det sjaskede begreb intersektionalitet, hvor alting i hele universet påvirker hinanden fra tidernes morgen til vore dage.«

Tak, Rexvid. Tak, Lenin. Avanti Popolo!

 

»VI HAR TABT HAM, MEN I DET MINDSTE HAR VI HAFT HAM« Læs også Martin Krasniks mindeord over Yahya Hassan.

Lyt også til en særudgave af En time med Weekendavisen: »Yahya var poesi«

Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmie­perkeren«

 

Side 19