Over hele Vesten udfordres internationale domstole i disse år af medlemslandenes institutioner. Det gælder Verdenshandelsorganisationen WTOs appeldomstol, der er ophørt med at fungere, fordi USA siden Obama har blokeret for udnævnelse af nye dommere i protest mod domstolens angivelige »juridiske aktivisme«. Det gælder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis dynamiske fortolkninger Danmark under sit formandskab for Europarådets Ministerkomite kæmpede for at få indskrænket. Senest gælder det EU-domstolen, som den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe har lagt sig ud med. Forfatningsdomstolen fastslog tidligere på måneden, at EU-domstolen overskred sine beføjelser, da den i 2018 blåstemplede Den Europæiske Centralbanks opkøb af statsobligationer i Sydeuropa.
Hver gang skorter det ikke på eksperter, der afskriver medlemsstaternes indvendinger som nationalisme og snæversyn. De bliver ikke trætte af at slå fast, at samarbejdet bryder sammen, hvis man ikke bøjer sig for de overnationale afgørelser. Ellers bliver det den stærkes ret, som kommer til at gælde. Men så rigtigt, det er, er det også en forsimplet fremstilling. For i de nævnte eksempler handler det ikke om, at landene anfægter, at internationale domstole kan træffe afgørelser, som de skal bøje sig for. Nej, de anfægter, at disse domstole træffer afgørelser, der ikke har hjemmel i det lovgrundlag, som medlemsstaterne i fællesskab har udformet. Påstanden er, at dommerne træffer afgørelser ud fra, hvad de personligt mener burde være gældende ret, undertiden helt uafhængigt af, hvad der står i traktaterne. Og eftersom dommerne ikke er demokratisk valgt, er det en åbenlyst udemokratisk proces; det er nu engang op til de valgte politikere at afgøre, hvor meget magt de internationale institutioner skal besidde. Set i det perspektiv handler det ikke om nationalisme, men om muligheden for at placere et demokratisk ansvar.
Nu siger det sig selv, at medlemsstaternes indvendinger ikke per automatik er berettigede, blot fordi det hævdes, at EU-institutionerne overskrider deres magtbeføjelser. Hver enkelt sag må vurderes for sig. Men det siger forhåbentlig også sig selv, at EU-institutionernes folkelige legitimitet står og falder med, at de opererer på grundlag af de beføjelser, medlemsstaterne har givet dem.
Også danske regeringer har ment, at EU-domstolen er blevet aktivistisk. Så sent som i efteråret slog justitsminister Nick Hækkerup fast, at regeringen frem over »i visse sager« vil argumentere for, at domstolen bør anlægge en mindre vidtgående fortolkning af EU-retten. Særligt i udlændingepolitikken har domstolen givet Danmark problemer. Hertillands har man forsøgt at fremme integrationen af herboende muslimer gennem 24-årsregel og tilknytningskrav, der skulle forhindre fætter-kusine-ægteskaber og kædeindvandring fra muslimske lande. Men disse regler er ifølge flere jurister uforenelige med nyere EU-domme. Og det er givetvis kommet bag på mange danskere, eftersom Danmark med sit nej til Maastrichttraktaten i sin tid fik både et rets- og et unionsborgerskabsforbehold, som de fleste nok forestillede sig ville give Danmark kontrol med udlændingepolitikken. Så hvis EUs institutioner vil deres bedste, tager de kritikken af EU-domstolen dybt alvorligt. For heller ikke domstole står over loven.
Læs også sidste uges artikel: »Tyskerbank til EU-institutioner«
