Bullshit. Det er ikke kun politisk farvede briller, men også kognitiv dovenskab, der får folk til at tro på tom snak og misinformation. Men er det også en bivirkning af et åbent sind?

Hævet over sandheden

Hævet over sandheden Af Anders Boas

Man siger, at sandheden er krigens første offer, og måske gælder det samme i epidemier. I hvert fald har konspirationsteorier og tvivlsomme postulater om sygdommen optaget medierne næsten fra begyndelsen. Med Trump og højreorienterede medier som Fox News som kølerfigurer har indtrykket været, at det først og fremmest er folks politiske holdninger, der afgør, om man tror på påstandene.

Det flugter med den dominerende antagelse i den psykologiske forskning det seneste årti. Her har man ofte betragtet mennesket som et politisk dyr, der plukker oplysninger efter, om de passer med det politiske verdensbillede. En særlig populær teori om identitetsbeskyttende tænkning har endda lydt, at viden og begavelse ikke nødvendigvis vaccinerer mod smitten fra misinformation, men snarere ruster folk til at være ekstra resistente over for oplysninger, der truer deres politiske identitet.

Teorierne var dårligt nyt for håbet om, at folk kan kureres for deres vildfarelser med oplysning og tiltag, der fremmer deres skepsis. Men billedet af det politisk motiverede menneske er på det seneste blevet udfordret af en alternativ teori. I en række studier har den canadiske forsker Gordon Pennycook og hans kolleger peget på, at nogle mennesker simpelthen har en tendens til at skøjte mere overfladisk hen over oplysninger og hurtigere stille sig tilfreds med deres første indskydelse. Det træk kan ifølge forskerne være en væsentlig forklaring på folks tilbøjelighed til at tro på ting som fake news og misinformationer.

Netop nu arbejder Pennycook og kollegerne på et studie af folks vurderinger af nogle af de tvivlsomme påstande, der florerer om COVID-19, og meget tyder på, at det ikke kun er de farvede politiske briller, der gør folk sårbare, men også en dybereliggende kognitiv dovenskab. Folk, der stiller sig for hurtigt tilfreds med deres første indskydelse, er mere tilbøjelige til at tro på de forkerte oplysninger.

Denne ubevidste dovenskab indfanger forskerne blandt andet ved at kigge på folks modtagelighed over for såkaldt »pseudodybt bullshit«. Begrebet, som Pennycook og kollegerne introducerede i et meget omtalt studie fra 2015, dækker over udsagn, hvor new age-agtige ord som eksempelvis »kosmos«, »iboende« og »bevidsthed«, der lyder dybe og kloge, bliver sat tilfældigt sammen til sætninger, der nok overholder de grammatiske regler, men som ved nærmere eftersyn ikke giver mening.

»Faktisk finder vi umiddelbart en stærkere sammenhæng mellem troen på de tvivlsomme påstande og folks tænkning, end vi finder for folks ideologiske ståsted,« forklarer Gordon Pennycook, der er adjunkt i psykologi ved Regina University, Canada.

Jagten på en kur

Pointen er ikke, at politisk ideologi er uden betydning. Forskerne finder overordnet en sammenhæng mellem deltagernes politiske ståsted og deres tilbøjelighed til at tro på tvivlsomme påstande som »influenza er lige så farlig som coronavirussen«, »størstedelen af dem, der bliver smittet, bliver indlagt på hospitalet«, »coronavirussen blev skabt i et laboratorium« eller »hvis man gurgler med varmt vand og salt eller eddike, eliminerer det coronavirus«.

Politiske holdninger spiller imidlertid kun en rolle blandt undersøgelsens deltagere fra USA og Canada, ikke blandt dem fra Storbritannien, og selvom de højreorienterede nordamerikanske deltagere er mere tilbøjelige til at godtage forkerte udsagn om COVID-19, spiller deres bullshitmodtagelighed, deres intuitive tænkning og deres basale forståelse af videnskab og tal en større rolle for de amerikanske og britiske deltagere end deres politiske holdninger:

»Vi lavede undersøgelsen den 24. marts, og allerede på det tidspunkt var spørgsmålet om COVID-19-epidemien ret politiseret i USA. Alligevel lader folks tænkning altså til at spille en større rolle,« siger Gordon Pennycook.

Samtidig kan han og kollegerne vise, at tænkningen spiller nogenlunde den samme rolle i de tre lande, selvom spørgsmålet var mere politiseret i USA end i Storbritannien.

»Det fortæller os, at de to ting sandsynligvis påvirker folks overbevisninger uafhængigt af hinanden,« siger Pennycook.

Når forskerne er interesserede i de potentielle forklaringer på, at nogle tror på misinformation, skyldes det, at det kan give et fingerpeg om en mulig kur. Er folks politiske holdninger vigtigst, skal man måske ikke bruge al energien på at gøre folk klogere. Det kan endda vise sig at give bagslag, hvis ekstra viden og grundighed i virkeligheden fører til øget polarisering, som den bemærkelsesværdige teori om identitetsbeskyttende tænkning foreslår.

Teorien har sit udspring i studier, der har vist, at folk med mere uddannelse og en bedre forståelse af videnskab er mere delte i spørgsmål som global opvarmning, stamcelleforskning og menneskelig evolution. En af fædrene til teorien, den amerikanske jurist og psykolog Dan Kahan, har talt om, at almindelige mennesker ikke samles om den bedste videnskabelige evidens om kontroversielle spørgsmål, når de bliver bedre oplyst og får hjælp til at ræsonnere, men snarere bliver endnu mere uenige på tværs af de politiske skel.

»Ideen bag teorien om identitetsbeskyttende tænkning er, at folk, hvis tænkning er mere sofistikeret, bruger den til at overbevise sig selv om, at deres syn på verden er sandt,« siger Gordon Pennycook.

»Men det ser vi ikke i studiet. Jo bedre man er til at tænke dybt over tingene og forstå forskning og tal, jo mere tilbøjelig er man til at indtage et syn på COVID-19, der flugter med den videnskabelige konsensus. Det gælder både højre- og venstreorienterede.«

Groft sagt kan folks intelligens forstås som den topfart, deres hjerne kan skyde. Men det er lige så vigtigt, hvor tilbøjelige de er til at trykke på speederen og udnytte deres intelligens.

I et nyt arbejdspapir har Pennycook og en kollega gennemgået en lang række kontroversielle spørgsmål, og studiet peget på, at det snarere er klimaspørgsmålet end COVID-19, der er undtagelsen. Overordnet er der ikke den store uenighed på tværs af det politiske spektrum på en lang række kontroversielle videnskabelige spørgsmål. Til gengæld lader folks tænkning og deres forståelse af videnskab til at spille en væsentlig rolle.

Når vi taler om menneskets tænkning, er det gerne folks intelligens, vi fokuserer på. Men de målinger, som Pennycook og hans kolleger laver i studierne, indfanger en anden del af vores tankevirksomhed. Groft sagt kan folks intelligens forstås som den topfart, deres hjerne kan skyde. Men det er lige så vigtigt, hvor tilbøjelige de er til at trykke på speederen og udnytte deres intelligens.

Det tester forskerne ikke blot ved at kigge på modtagelighed over for bullshit, men også ved at måle folks kognitive refleksion, der kort sagt er et mål for, hvor tilbøjelig man er til at holde fast i ens intuitive svar. Her udsættes man for en slags trickspørgsmål, der ved første øjekast har et åbenlyst svar, men som ved nærmere granskning viser sig at have et andet svar. Man spørger for eksempel: »Emilys forældre har tre børn. Den første hedder April, den anden hedder May. Hvad hedder den tredje?« Det intuitive svar er »June«, men ved nærmere eftersyn viser svaret sig at gemme sig i begyndelsen af spørgsmålet.

I laboratoriet arbejder Pennycook og kollegerne på at få folk til at træde den kognitive speeder mere i bund ved på forskellige måder at minde dem om, at de skal være skeptiske over for de oplysninger, de møder. I et nyt arbejdspapir kan de eksempelvis få folk til at blive mindre tilbøjelige til at dele falske oplysninger om COVID-19, hvis de forinden er blevet bedt om at vurdere rigtigheden af en nyhedsartikel om et helt andet emne. Det antyder, at det hjælper at rive folk ud af deres kognitive dovenskab, og det burde ikke virke, hvis de primært var drevet af deres politiske ideologi.

Men det behøver dog ikke kun at være mangel på kognitiv refleksion, der får folk til tro på den pseudodybe bullshit. Det antyder et svensk studie fra sidste år. Da Pennycook og kollegerne introducerede begrebet, havde de fundet en sammenhæng mellem kognitiv refleksion og modtageligheden over for den pseudodybe bullshit. Den genfandt de svenske forskere også overordnet, ligesom de generelt fandt en sammenhæng mellem at være højreorienteret i sociale og moralske spørgsmål og modtagelighed over for bullshit. Men samtidig fandt de tegn på, at den gruppe, der var allermest modtagelig over for bullshit, stemte på det venstreorienterede Miljöpartiet, og de havde en gennemsnitlig kognitiv refleksion.

De svenske forskere foreslog, at det kunne være et udtryk for en ekstrem åbenhed over for nye ideer, som ikke altid holdes i skak af kritisk tænkning. Partiets tilhængere er også kendt som fortalere for en række andre tvivlsomme teorier som astrologi, alternativ medicin og konspirationsteorier.

Den forklaring finder yderligere støtte i et par andre studier. Et af dem er skrevet af en af Pennycooks medforfattere på det oprindelige studie fra 2015.

»I det nye studie har vi imidlertid sammenlignet folks modtagelighed over for pseudodybt bullshit og deres resultater i forskellige test af tilbøjeligheden til at se mønstre i ting, hvor der i virkeligheden ikke er noget mønster,« forklarer Derek Koehler, der er professor i psykologi ved Waterloo University, Canada.

I en opgave skulle deltagerne se på flimrende billeder, der i nogle tilfælde havde et motiv gemt i flimmeret, mens de i andre tilfælde kun bestod af tilfældige prikker. I en anden opgave skulle de vurdere, om en sekvens af møntkast var tilfældige eller ej, mens en tredje opgave handlede om forbindelsen mellem en patients symptomer og den mad, de havde spist.

»Vi var særligt interesserede i, om folks tilbøjelighed til at finde en mening i det pseudodybe bullshit hang sammen med en tendens til at se mønstre, hvor der ingen var. Det viste sig at være tilfældet på tværs af de forskellige måder at måle folks tendens til indbildt mønsteropfattelse,« siger Derek Koehler.

Vores modtagelighed over for bullshit kan altså være en bivirkning ved en evne, som gennem menneskets historie har været afgørende for artens succes:

»Det er ekstremt vigtigt at kunne se meningsfulde mønstre i verden omkring os. Det er ved at se efter regelmæssigheder i omgivelserne, som vi kan udnytte, at vi har holdt os i live og klaret os igennem verden. Det kan være helt simple ting, som at lægge mærke til, at der ofte er mere mad nogle steder frem for andre,« siger Derek Koehler.

»Derfor er det som udgangspunkt ikke dårligt aktivt at søge efter mønstre og mening, og i nogle tilfælde kan det give os en fordel. Men i andre situationer kan det have omkostninger. I situationer, hvor der faktisk ikke er nogen sammenhæng mellem tingene, kan det selvsamme system lede os på vildspor og skabe fejl i vores syn på verden.«

Ifølge Derek Koehler er det ikke nødvendigvis de samme folk, der lider af begge skavanker.

»Nogle personer har en udpræget tendens til at lede efter sammenhænge i et udsagn, begivenheder eller et billede. De mennesker er mere tilbøjelige til at sige, at der er et mønster, selvom det ikke er tilfældet,« siger Derek Koehler.

»Den kognitive refleksion hjælper os med at stoppe igen, når vi ganske automatisk begynder at lede efter sammenhænge og mening i tingene. Er jeg nu sikker på, at den her sætning virkelig er meningsfuld? Nogle af os er bare mere tilbøjelige til at bruge den bremse end andre.«

Drenge var mere tilbøjelige til at bullshitte end piger. Elever fra rige familier var også mere tilbøjelige til at sige, at de kendte de tre begreber.

John Jerrim, uddannelsesforsker

Men hvad med afsenderne af den tomme snak? Koehlers kolleger fra University of Waterloo har et studie på vej, der antyder, at folk, der er tilbøjelige til at sige ting uden den store bekymring om forholdet til sandheden, også er mere modtagelige over for andres bullshit. Faktisk lader de ikke til at skelne så meget mellem bullshit og andre udsagn. Men hvem er disse støjsendere, der fylder vores ører med gas?

Det bedste bud på, hvem det er, stammer måske fra PISA-undersøgelsen, hvor man i 2012 bad de deltagende elever svare på deres kendskab til en række matematiske begreber. Tre af begreberne var imidlertid det pure opspind – eleverne kunne umuligt have kendskab til dem. Da PISA-undersøgelsen også indeholder en masse anden data om eleverne, er det muligt at se, om noget særligt karakteriserer de elever, der påstår at have kendskab til begreber, der ikke findes.

Det har den britiske forsker John Jerrim og hans kolleger undersøgt i et arbejdspapir fra sidste år, og ifølge Jerrim bekræftede analysen mange af deres fordomme.

»Vi fandt for eksempel den forventede stereotype kønsforskel: Drenge var mere tilbøjelige til at bullshitte end piger. Elever fra rige familier var også mere tilbøjelige til at sige, at de kendte de tre begreber, end dem fra dårligere stillede hjem. Faktisk viser forskellene sig at være ret store. Særligt i forhold til kønsforskellene. Det er ikke små forskelle,« siger John Jerrim, der er uddannelsesforsker ved University College London.

Forskerne sammenholdt også bullshitindekset med en række spørgsmål af mere psykologisk karakter, og her blev stereotyperne igen bekræftet.

»Bullshitters er mere tilbøjelige til at svare, at de er vedholdende, at de arbejder hårdt, er populære i skolen etcetera, og så svarer de også, at de er virkelig gode til matematik. Man spørger dem, om de kan lave forskellige matematikopgaver, og så svarer de ja, selvfølgelig.«

Det sidste kunne handle om, at bullshittere simpelthen er klogere eller bedre til matematik, men det lader ifølge John Jerrim ikke til at være tilfældet, for sammenhængen eksisterer stadig, når man kontrollerer for deres faktiske niveau.

Forskerne kiggede kun på de engelsktalende lande, fordi der kan være problemer i oversættelsen af de matematiske begreber, der gør det svært at sammenligne med lande med andre sprog. Her kunne de se et mønster, der antyder, at Trump ikke er den eneste amerikaner, der ikke bekymrer sig så meget om sandheden.

»Vi kunne se, at de nordamerikanske elever var de største bullshitters. Englændere, australiere og newzealændere var i midten, mens skotter og nordirere var mindst tilbøjelige til at bulshitte sig vej igennem,« siger John Jerrim.

 

Er vi virkelig lette ofre for manipulation, propaganda og fupnumre? Læs også: »Mis­informa­tionens årti«

 

Side 56