Debat. Mette Frederiksens forslag om flere tvangsadoptioner rejser mange flere spørgsmål, end det giver svar.

Tvang er ingen løsning

Tvang er ingen løsning

 

Af Vibe Stenholt Andersson, lærer og plejemor fra København SV

Jo mere jeg tænker over Mette Frederiksens nytårstale, jo mere bekymret bliver jeg for ideen om tvangsadoption. Som lærer og plejemor har jeg mange års erfaring i at arbejde med børn, udsatte børn og forældre.

I hvilke tilfælde skal en så gennemgribende og uigenkaldelig beslutning som adoption ved tvang gennemføres?

Når der er tale om sent udviklede forældre? Mødre med et kendt misbrug under graviditeten? Psykisk syge forældre? Forældre, der udsætter deres barn for vold?

Angående sent udviklede forældre kan de måske ikke varetage forældreopgaven, og barnet skal fjernes, men de kan sagtens vise stor kærlighed til barnet.

Hvad med forældre/mødre med misbrug? Igen kan det være, at det er bedst for barnet at blive anbragt uden for hjemmet. Men forældre med misbrugsproblemer kan med tiden komme ud af deres misbrug. Skal børn født af misbrugsforældre for evigt være afskåret fra deres familie, uanset forældrenes udvikling?

Og hvad med psykisk sygdom? Også her er der mulighed for, at en forælder bliver rask, ligesom raske og syge perioder kan veksle.

Vil adoptivforældrene få løn for at tage et barn til sig?

Når jeg spørger, er det, fordi de fleste børn, der i dag anbringes i pleje, har brug for så massiv støtte, at en af plejeforældrene nødvendigvis må gå hjemme på fuld tid eller deltid. Det er derfor, man som plejeforældre får løn/vederlag for at tage vare på et plejebarn.

Mette Frederiksen sagde, at »det helt afgørende for et lille barn, det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres.« Der er ingen tvivl om, at jo tidligere indsatsen er, jo bedre er det for barnet. Men at bortadoptere et barn umiddelbart efter fødslen er ingen garanti for en vellykket udvikling. Mange skader opstår i fostertilstanden. Børn født med alkoholskader kræver for eksempel massiv og langvarig behandlingsindsats.

Disse børn kan have problemer med indlæring, sen udvikling, sprogproblemer og være mentalt udviklingshæmmede med hjerneskade. Her vil det være helt afgørende, at den ene forælder er hjemme hos barnet. Et barn, der har været udsat for vold, vil være traumatiseret, og også her vil forældreopgaven/plejeopgaven være meget krævende.

Vil det offentlige betale adoptivforældrene, så de kan være hjemme hos de plejekrævende børn? Hvis dette ikke er tilfældet, vil et barn, som er tidligt skadet eller født med skader, være yderst ringe stillet, selv hos nok så kærlige adoptivforældre.

Skal der være tilsyn med adoptionsforældrene? Som plejeforældre er man i professionelle rammer. Ud over løn og løbende tilsyn omfatter disse en forpligtelse til løbende at deltage i kurser inden for børneområdet. Desuden har man mulighed for at få supervision, hvis opgaven kræver det; alt sammen under opsyn af, og betalt af, kommunen.

Om vi fjerner for mange eller for få børn fra hjemmet, ved jeg ikke. Jeg er helt klar over, at det kan være en nødvendig beslutning. Men både kommuner og plejeforældre kunne blive meget bedre til at inddrage og samarbejde med familien.

Løsningen er ikke tvangsadoption. Det vil være halsløs gerning at overlade udsatte børn til adoptivforældre, der hverken får økonomisk kompensation, vejledning eller er under opsyn.

Tvangsadoption giver mindelser om de tider, hvor danske kvinder blev tvangssteriliseret, fordi staten ikke fandt dem gode nok til at blive mødre. Den nemmeste løsning er ikke altid den bedste. Vi skal huske på, at ethvert barn har krav på at kende og have adgang til sine rødder og sin historie. Uanset hvor svær og tung den historie er.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Hør også podcasten Huxi og Det Gode Gamle Folketing med Mette Frederiksens nytårstale på dagsordenen:

 

Følg Huxi og Det Gode Gamle Folketing på weekendavisen.dk/podcast – de første episoder er gratis

 

 

Side 12