Klimaforandring. Morten Østergaard sidder indespærret i et tårnværelse i rød blok. Måske er der en vej ud i friheden?

Det radikale vindue

Det radikale vindue Af Arne Hardis og Hans Mortensen

Det er snart mange år siden, Morten Østergaard i et anfald af ærlighed afsagde en dødsdom over det politiske centrum-venstre. Det skete, da han som nyslået leder efter Margrethe Vestager forholdt sig til det skrantende kammeratskab mellem Radikale, Socialdemokrater, folkesocialister og Enhedslisten, på hvis mandater han sad som minister.

»Du kan roligt lægge centrum-venstre-begrebet i graven, jeg får lyst til at sige centrum hvad for noget,« lød dødsattesten.

Østergaards erklæring faldt, mens Thorning-regeringen stadig sad og efter nogle år med vestagersk tugt. I dag, godt fem år senere, er hans politiske ambitioner betinget af de samme fire partier, hvis samarbejde han har holdt gravtale over. Morten Østergaard har siden valget set sig låst inde i et rum uden nødudgange sammen med partier, der ikke vil lave reformer, gerne vil bruge velfærdspenge alligevel, og som ikke vil være så udlændingepolitisk generøse, som De Radikale synes, man bør være.

Påstandene om mulige veje ud på frihedens politiske midte har i lang tid lydt påfaldende anstrengte. Under Løkke flirtede man vistnok i fuldt alvor med muligheden af at samarbejde med Kristian Jensen, skulle han blive Venstreformand og blå leder. I dag er den konjunktiviske kerne i tankespindet tilsat et påfaldende blåt kaos. Radikale kan ikke danne brugbare flertal for noget med andre end Frederiksen, Olsen Dyhr og Skipper.

Da Morten Østergaard lagde centrum-venstre i graven, skete det til fordel for en vision, hvor »vi er rygraden i dansk politik. Vores rolle har været og skal være at sørge for, at den forandrende kraft, som findes i Venstre og Socialdemokratiet, bliver til politik«.

Den vision har det skidt. Pladsen som midterparti, som tvinger blokkene til samarbejde, har også i det nye Folketing vist sig som en illusion. Sommerens forståelsespapir mellem partierne i rød blok er ikke et frihedsbrev, men et fæstebrev.

Den grønne dør

Men at De Radikale måske har fundet en hemmelig dør ud af tvangsægteskabet med de røde, viste sig op til partiets Nytårsstævne på Nyborg Strand. Der er en mulig vej væk fra destruktive symbolslagsmål med Mette Frederiksen om udlændingepolitikken og ind til rollen som dem, der formidler samarbejde mellem de to blokke: Morten Østergaard i rollen som brobygger mellem Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.

Forklaringen er lige så enkel, som den er epokal. Valget sidste år var en afslutning på det skelsættende år 2001. Udlændingepolitikken er ikke længere det altdefinerende spørgsmål, Dansk Folkeparti svinger ingen taktstok over nogen, i stedet har klimaspørgsmålet vist sig som det område, hvor der for alvor skal ske noget. Store politiske handler skal indgås, omfattende strukturelle ændringer i samfundsindretningen gennemføres. Det har den radikale ledelse indset og besluttet at forsøge at drage nytte af.

I Politiken kunne man som opvarmning til Nytårsstævnet den forgangne weekend læse, at Morten Østergaard foreslår en skattereform i forbindelse med klimaindsatsen. Det skal være billigere for virksomheder og borgere at agere grønt, dyrere at agere sort.

Stort andet end denne håndskitse bestod udspillet ikke i, men det er formuleret på et tidspunkt, hvor de store folkepartier har travlt med at forsikre, at reduktionen af CO₂-udledningen ikke vil koste nogen ubehagelighed for nogen. Socialdemokratiet vil ikke miste velfærd, og Venstre har parolen, ifølge hvilken det ikke må være dyrere at være dansker. Imens holder venstrefløjen øje med ligheden, som ikke må lide skade.

Alle kender til historien om De Gule Veste i Frankrig, hvis protester udløstes af stigende energipriser. Også i Norge har »Folkeaksjonen Nei til mer Bompenger« vist det politiske sprængstof i spørgsmål, som generer bilismen. En udfasning af fossilt drevne biler er et centralt element i den grønne omstilling, hvad der i sig selv vil åbne spørgsmålet om skatter og afgifter.

For De Radikale har det betydelige fordele at påtage sig rollen som klassens ærlige dreng, som siger det indlysende rigtige. Man tager ejerskab til en tænkning, som kun er formuleret i bisætninger hidtil. Rollen passer perfekt til den radikale selvforståelse; Østergaards parti bærer på en arv som dem med en næsten overpolitisk sandhed, det var den karakteristik, man gav sig selv i dåbsgave. Radikale får de bedste ideer, som selvopfattelsen lyder i den lidt pænere version.

Fanden i midten

Den største fordel set med radikale øjne er, at der i heldigste fald kan ske et egentligt opbrud i den blokpolitik, som generer De Radikale så voldsomt. Tilmed vil det kunne få skattespørgsmålet, som vanligvis er blokpolitikkens mørtel, revet ud af blå og rød bloks begrænsninger. Man behøver blot studere listen over de seneste årtiers skattereformer for at konstatere det faktum. Thornings skattereform i 2012, hvor Venstre og Konservative sprang til, da Enhedslisten tøvede, ændrer ikke det billede; centrum-venstres politiske fundament fik alvorlige sætningsskader ved den lejlighed

Lykkes det for Radikale at få en skattereform gjort central i klimaforhandlingerne, vil det kunne gengive partiet en central rolle, som man har savnet siden 2001, når bortses fra den thorningske parentes og den korte guldalder med efterlønsdramaet i 2011 under Løkke. Netop den guldalder tjener som radikal inspiration. Man måtte agitere i flere år for efterlønnens afskaffelse, før der pludselig viste sig et vindue, da Løkke holdt nytårstale 1. januar 2011.

En tilsvarende tålmodighed må mønstres i spørgsmålet om klima og skat. Både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen tog høfligt afventende mod det radikale udspil, da skitsen blev debatteret på nytårsstævnets andendag. Regeringen ved godt, afgifter og skatter må indgå i klimaomlægningen, men næppe som det første i et meget langstrakt forhandlingsforløb i forlængelse af klimaloven. Venstre vil godt flytte rundt på afgifter inden for skattestoppets diktum, men vil finde det nødvendigt at bruge af råderummet også. Og det råderum vil regeringsblokken helst reservere til velfærd, så interessekonflikterne er åbenlyse.

Til fordel for skatteinstrumentet taler til gengæld den meget betydelige interesse for blokopbrud, som manifesterede sig ved valget grundlovsdag. Hvem vil ikke gerne have andel i det opbrud? Venstre, det vil sige Løkke, høstede betydelig mandatfremgang på SV-visionen, og siden har han – og den tilsyneladende knap så politisk pensionerede Søren Pind – gentaget nødvendigheden af et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre, af og til underforstået med De Radikale som tredje hjul. Akkurat den politiske figur er jo ligefrem indlejret i den gamle talemåde »Dyden i midten, sagde Fanden, han sad mellem to prokuratorer«.

Et foreløbigt billede må se således ud: Skattespørgsmålet skal nok dukke op i klimaforhandlingerne, men næppe for alvor allerede i år, man afventer en kommission, der ser på omlægning af bilafgifterne.

Til gengæld kan De Radikale hurtigt blive inddraget i forhandlingerne om en udligningsreform. Borgmesterpartierne Socialdemokratiet og Venstre har flertal alene, men dels er det blevet spinkelt efter Marcus Knuths rømning, dels er det rart at kunne fordele slagene på flere rygge. Udligningsreformen vil med politisk lovmæssighed udløse ballade i de kommuner, der mister noget, mens tavsheden vil råde hos dem, der får.

Ellers? Arnes pension skal udmønte sig til efteråret til akkompagnement af den forhøjelse af den generelle folkepensionsalder, som skal besluttes samtidig. Her er Radikale næppe med, mens til gengæld Dansk Folkeparti får svært ved at undslå sig.

Vi får forventelig endnu et lille drama ved finansloven, fordi Radikale vil insistere på udlændingeindrømmelser som bevis på selvstændigheden, mens regeringen vil bevise, at man mener sin nye udlændingepolitiske kurs, og at forståelsespapirets indrømmelser nu er givet.

Herudover kommer forhandlinger på baggrund af den ydelseskommission, som med forskningsdirektør Torben Tranæs som formand skal aflevere sine anbefalinger ved årets udgang. Ydelsesreformen kan blive den egentlige prøve for De Radikale og visionen om samarbejde henover midten.

Partiet fører sig for tiden frem med en figur, hvor pegefingrene sammen med tomlerne er formet som et hjerte. Det skal angivelig demonstrere, at partiet er andet og mere end den mørke vestagerske skygge fra Tårnet på Amager i 2011. Andre partier må dele rollerne som de onde og de grusomme mellem sig.

Men Tranæs’ kommission vil indeholde anbefalinger, der tilskynder til at tage et arbejde – det fremgår af kommissoriet – inden for rammerne af den eksisterende økonomi. Vil Venstre være med til et kompromis på et område, som synes at være blå bloks eneste mørtel, som ikke smuldrer mellem fingrene på formand Ellemann?

Og tør Radikale rette pegefingeren ud i gammelkendt formanende position på bekostning af hjertets godhed?

Side 2