Det var lillejuleaften for ikke så mange år siden. Jeg var på vej fra Jylland mod København, og lige efter Storebælt havde bilen behov for benzin, mens jeg manglede en kop kaffe.
Normalt er det en travl og velbesøgt tankstation, men den aften var jeg eneste kunde. Måske derfor valgte den unge kvinde, der passede stedet, at indvi mig i sine overvejelser. Hvor mange rundstykker mon der ville være brug for næste dag? Der var tale om sådan en slags forproduceret dej, der skulle i ovnen på et tidspunkt i løbet af natten.
Selv mente hun, at der nok ikke var så mange, der ville stoppe og spise morgenmad på en juleaftensdag. Mon ikke de hellere vil skynde sig for at nå frem så hurtigt som muligt?
Fuld af køretræthed, begyndende julestemning og almindelig velvilje kastede jeg mig ind i overvejelserne, og vi vendte forskellige argumenter den ene og anden vej. Sluttelig landede vi på, at hun skulle bage 50 rundstykker og i første omgang smøre de 20. Vi ønskede god jul, jeg placerede min kaffe i bilens kopholder og kørte videre.
Allerede omkring Ringsted begyndte tvivlen at nage. Hvad anede jeg egentlig om markedet for rundstykker juleaftensdag? Intet – absolut intet. Jeg havde kloget mig – ikke på løst grundlag, men helt uden grundlag overhovedet. For det indre blik så jeg de potentielle ulykker, jeg dermed kunne blive medskyldig i.
Én ting er, at et multinationalt olieselskab skulle brænde inde med 15 rundstykker. Det kunne jeg leve med, og det kunne de givet også. Det var mere den anden vej. Jeg så familiefædre med overspændte, utålmodige børn rulle ind på tanken, mens farmand påtaget optimistisk udbrød: »Nu skal vi have en lille pause og et rundstykke, og så er vi snart fremme hos farmor.«
Jeg så samme familiefars problemer med at forklare børnene, at rundstykkerne var udsolgt. Jeg så aldrende ægtepar, der hvert år til jul stoppede på netop den tank for at indtage kaffe med friskbagte rundstykker, før de kørte videre til børn og børnebørn med bilen fuld af gaver. Men det år måtte de nøjes med kaffen og måske en skive rugbrød.
Alt sammen fordi det var løbet af med mig, og jeg havde indladt mig på at rådgive om noget, jeg intet vidste om. Selvfølgelig skulle jeg bare have indrømmet mine mangler. Ganske kort overvejede jeg at vende om for at undskylde mig, men jeg var allerede nået langt, og der var ikke nogen afkørsel i sigte.
Jeg kan stadig ikke forklare, hvordan det kunne gå så galt. Jeg øver mig ellers i at lade være med at tale om ting, jeg ikke har forstand på. Eksempelvis har jeg forbavset flere researchere fra tv-stationer ved at sige, at jeg ikke har lyst til at komme i studiet som ekspert, fordi jeg ikke ved noget om emnet. Man skal ikke se så meget tv for at konstatere, at det er en sjældent forekommende undskyldning.
Det er ikke, fordi jeg som sådan har noget imod, at folk kommer med et friskt bud på besvarelsen af forskellige spørgsmål. Jeg har endda venner og bekendte, der er rigtig gode til den slags. Folk, der sidder inde med svar på alt. Man kan spørge: »Hvad vejer en balle halm?« »Hvordan tæller man point i curling?« eller »Hvor meget koster mon en krydsfinerplade?« Svaret kommer prompte med decimaler og det hele. At det så siden kan vise sig, at de har ramt en anelse skævt, tager de ikke så tungt.
For ikke så længe siden var jeg i Flensborg med et par gode venner. Vi var der hovedsageligt af to grunde. Dels skulle vi besigtige Marineskolen, hvorfra storadmiral Karl Dönitz i foråret 1945 regerede over Det Tredje Riges sidste dage. Dels skulle vi indkøbe et middelstort parti øl. Ikke så meget for øllets skyld, men for at få fat på nogle flasker med patentprop, der skulle bruges i anden sammenhæng.
Om aftenen spiste vi på en lokal restaurant, der brillerede i nordtysk mangel på finesse. Da vi havde uddebatteret spørgsmålet om, hvor mange timer de mon havde kogt den laks, vi fik serveret, gik vi over til betydningen af restaurantens navn, som jeg af hensyn til personalet ikke vil nævne her.
Ingen af os er stærke i tysk, men til alt held er en af mine rejsefæller netop den type, der sidder inde med svar på alt. Jeg har faktisk aldrig hørt ham give fortabt, uanset om emnet har været historie, botanik, ornitologi eller noget som helst andet. I hans tilfælde er det ikke en trang til at brillere, men en udpræget generøsitet, der betyder, at ingen, der beder om svar, skal savne det.
Han oversatte ufortøvet, men til nogen undren for os andre, restaurantens navn. Jeg googlede diskret under bordet og nåede frem til et andet resultat. Den tredje i selskabet, der på alle måder er et glimrende menneske, men måske med en lille snert af rethaveriskhed i sig, ville imidlertid ikke lade sagen ligge. Han har, viste det sig, en datter, der har uddannet sig som tysklærer, og et par sms’er senere stod det klart, at oversætteren ikke havde ramt skiven. Ja vel næppe det hus, hvori skiven befandt sig.
Nu skulle vi være sammen næste dag, hvor vi blandt andet skulle besøge digteren Theodor Storms fødehjem i Husum, Calles Grænsehandel og Ribe Domkirke, så over et par øl og en Underberg slog vi sagen hen og blev enige om, at restaurantens navn vel lige så godt kunne betyde det ene som det andet.
Hvis sandheden skal frem, hænger mit eget storsind over for den noget løsagtige tyskoversætter nu også sammen med, at han har noget på mig. Det var nemlig ham, der engang fik mig overtalt til at holde et foredrag om britisk politik i en mindre by på Sjælland. Jeg blev givet ikke valgt, fordi jeg er den mest indsigtsfulde, men fordi jeg skyldte ham en tjeneste, hvorfor mit honorar ville være overskueligt. Han havde nemlig gennem en længere periode været så venlig at låne mig et spisebord med fire stole.
Nå, men foredraget. Jeg har tidligere skrevet om britisk politik, og desuden læste jeg op på sagen. Selve oplægget gik vist også fint, men under publikums spørgsmål gik jeg i fælden. Jeg lod mig lokke til noget, jeg ellers plejer at nægte. Nemlig at forudsige politik. Stående på meningsmålingernes usikre sandgrund vurderede jeg, at den daværende konservative premierminister ville tabe valget, og at der derfor aldrig ville komme en britisk folkeafstemning om medlemskabet af EU.
Set i bakspejlet kan jeg jo godt se, at den ikke sad helt i skabet, som man siger. Muligvis med mindre alvorlige konsekvenser end dem med rundstykkerne, men alligevel ikke helt heldigt.
I hvert fald har jeg ikke holdt oplæg om britisk politik siden. Der er heller ingen, der har bedt mig gøre det.
Og hvad kan man så lære af det?
Pointen er vel nærmest banal: Man skal afholde sig fra at spille klog på ting, man ikke ved noget om – ud over fodbold. Det kan selvfølgelig have den uheldige konsekvens, at man kommer til at fremstå en anelse fåmælt. Men her kan der eventuelt kompenseres ved at anlægge en let panderynke. Kombineret med tavshed opfattes den af mange som et udtryk for, at man er en tænksom natur, har jeg erfaret.
