Jeg har afleveret min datter i en ny børnehave. På en stue for børn med særlig magi i hjernen. Sådan siger jeg prøvende til mig selv; forbereder mig på, hvad jeg skal svare, når hun engang begynder at spørge, hvad autisme betyder. Har hun nogen fornemmelse af at være anderledes? Set fra mit overdrevent kærlige perspektiv er hun fantastisk begavet, et særligt, opmærksomt, nysgerrigt og gammelklogt barn, som er lykkeligst i sin egen boble, husker som en elefant og aldrig har haft megen fidus til øjenkontakt og kram. Sådan var jeg, i en vis udstrækning og al beskedenhed, også selv som barn, da der ikke blev diagnosticeret så mange som i dag. Jeg lærer meget om det barn, jeg har gemt væk gennem mange års socialiseringsprocesser, jo mere jeg læser om autisme og tænker over, hvordan min datter både skal få lov at få en plads i verden og forblive sig selv.
Der er flere og flere fiktive figurer og fortællinger at spejle sig i, autisme bliver stadig mere mainstream. Men før vi kommer for godt i gang: Hvad er egentlig autisme? Det kan hurtigt blive en meget omfattende udredning. Alle mennesker med autismediagnoser er forskellige. Der er mange myter og fordomme, og der er ikke enighed om, hvad autisme er. Det er forskelligt, hvor positivt eller patologisk henholdsvis eksperter, diagnosticerede, aktivister og pårørende oplever autismen.
Kort sagt bliver autisme officielt defineret som en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Men om det er en forstyrrelse eller simpelthen en anderledeshed, er et spørgsmål om perspektiv. Nogle oplever autismen som et handicap. Samtidig kan det være en gave. At tænke originalt og egensindigt og fordybe sig i sin egen verden. Nogle autister taler ikke, eller sjældent. Nogle børn gentager ord, de hører, ekkolali. Nogle har en naturlig impuls til fysisk gentagelse, stimming, at dimse med fingrene, rokke frem og tilbage, flakse med armene. Nogle får aldrig en uddannelse. Nogle bliver computergenier eller kunstnere – eller ansat på Weekendavisen.
Der er mange måder at være autist på, men i popkulturen er det ofte de samme, genkendelige skabeloner, vi møder. Hovedpersonerne er typisk mænd, hvide, matematisk hyperbegavede, savante og relativt velfungerende, eventuelt komisk quirky og lige tilpas akavede til, at vi holder overbærende af dem. Hollywoods ureksempel er Dustin Hoffman i Rain Main, en titel, jeg som lille (forkert, men passende) troede skulle oversættes til Regnemand, ikke Regnmand. Det er tredive år siden, Hoffman talte tændstikker. I dag kan man se Atypical på Netflix, som nærmest er en slags infotainment om autisme. Hovedpersonen Sam er 18 år, og serien er en fortælling om at blive voksen, date, frigøre sig fra sine forældre, alt sammen med autistiske fortegn. Det er en velment serie, som gerne vil oplyse og underholde uden at udstille sit motiv. Alligevel blev den første sæson kritiseret for at reducere sin hovedperson til en tjekliste af stereotype autistiske træk: Sam er socialt kejtet, uempatisk, forstår ikke antydninger, nonverbal kommunikation eller billedsprog. Han går med lyddæmpende høretelefoner og er ekstremt optaget af sin særinteresse: Antarktis, særligt pingviner. Alt sammen autentisk autistisk, men ikke meget mere end det. Serien lader med ærgerlig selvfølgelighed resten af familien lide under Sams autisme, vi skal forstå, at de gennem hans diagnose er blevet frarøvet et normalt og lykkeligt liv. Selvom Atypical er en komedie-dramaserie, følger den en konvention, hvor autismen per automatik kaster en tragisk, blå skygge ind over fortællingen. Instruktøren har udtalt, at hun har lyttet til kritikken fra det autistiske samfund.
I anden sæson får familiemedlemmerne lov at ødelægge det for sig selv, mens Sam bliver en mere afrundet og udviklet karakter. Det er en svær balancegang at illustrere autismen uden at reducere figuren til sin diagnose. Nogle gange er løsningen, at autismen bliver illustreret uden at blive direkte benævnt.
I romanen og filmatiseringen af Ekstremt højt og utroligt tæt på er hovedpersonen den niårige Oskar Schell, hvis far døde i terrorangrebet 9/11. Faren plejede at arrangere eventyr og eftersøgninger i New York, for at Oskar skulle øve sig på at interagere med andre mennesker, og et år efter farens død tager Oskar ud på en sidste skæbnetung skattejagt: at finde låsen til en nøgle, faren har efterladt. Det eneste spor er navnet Black, så Oskar går metodisk i gang med at opspore og tale med samtlige Blacker i New York. Oskar er en hyperbegavet enspænder, som altid har en tamburin med for lydligt at kunne dæmpe sine nerver.
I filmen nævner Oskar, at hans forældre mistænker, at han har Aspergers syndrom, men det bliver aldrig bekræftet. Han er en typisk autistisk figur: dreng, socialt sky og et multibegavet barnegeni med måske-Aspergers. Ligesom fortælleren Christopher Boone i en anden populær roman: Den mystiske sag om hunden i natten. Eller den trælst komisk overdrevne Sheldon Cooper i sitcom’en Big Bang Theory, som opfører sig stereotypt talnørdet og OCD-ramt uden nogensinde at nævne en diagnose (en måde at lave autisme-jokes uden at sige »autisme« højt, som jeg har meget begrænset tålmodighed med).
Måske er der i virkeligheden ikke dukket flere autister op i populærkulturen, snarere har vi at gøre med den specifikke variation, hvor en figur (antydningsvist) har Aspergers. Aspergers er ikke længere en selvstændig diagnose, men er blevet flyttet ind under paraplyen ASD, Autism Spectrum Disorder. Men hvis Aspergers er yt i diagnosemanualerne, er den stadig fremherskende i popkulturen. Måske fordi Aspergers har ry for at være »autisme light« – den begavede, socialt udfordrede professortype uden alt for tunge, fremmedgørende symptomer. Det er ærgerligt, både fordi det forstærker stereotypen om mennesker med Aspergers som geniale og frakoblede, og fordi det samtidig fjerner fokus fra andre typer autister som de nonverbale og de normalt- eller lavtbegavede. Men et virkelig fint værk om aspies (som kæleformen hedder) er claymotion-filmen Mary & Max, hvori en otteårig australsk pige bliver pennevenner med en 44-årig eneboer i New York. Med Philip Seymour Hoffmans elskeligt trætte stemme, som i løbet af filmen bliver diagnosticeret med Aspergers (forfriskende nok uden at være magisk genial). Et tragikomisk, oprigtigt rørende modellervoks-drama, hvis fine force er, at mens filmen ærligt fortæller om social angst og stigmatisering, så understreger den især behovet og muligheden for nærhed, venskab og respekt. Mary & Max gør hverken grin med eller falder i den modsatte grøft, hvor autismen bliver kær, excentrisk nuttet og let at rumme.
Filmens største konflikt opstår, da Mary udtrykker sin drøm om at læse psykologi, så hun en dag kan helbrede Max – som selv intet ønske har om at blive »helbredt«.
De fleste autister i fiktionen er stadig mænd. Kvindelige autister bliver, når de dukker op, gerne fremstillet som overnaturlige superhelte. Fra den utilpassede superhacker Lisbeth Salander med fotografisk hukommelse over efterforskeren Saga Norén i Broen til kriminal-antropologen Temperance Brennan i Bones, der alle fremstår som lige så socialt tonedøve, som de er fagligt geniale og skarpt seende. De tegnes som figurer med Aspergers, uden at det bliver bekræftet. Måske for at give figurerne en spændende bismag (og halvt forklarede superkræfter) uden at fremmedgøre et mainstreampublikum for meget? Måske er den bedst afrundede kvindelige autistfigur den senest tilkomne Muppet-dukke på Sesame Street: Julia. Jeg sad og snøftede lidt, mens jeg hørte Elmo tale om, at der er mange måder at lege; at Julia er lidt særlig, hun flagrer med armene, gentager sine venners replikker, kigger den anden vej. Samtidig er hun dygtig til at tegne og kan faktisk godt lide at lege med andre. Hvilket er et vigtigt dementi til en af de sejlivede myter om autister: at man mangler følelser, empati og behov for nærhed. I virkelighedens verden bliver der også diagnosticeret flere drenge end piger. Det er ikke nødvendigvis, fordi flere drenge er autister, men kan også skyldes, at autismen er vanskeligere at opspore hos piger. Det virker mindre påfaldende, hvis piger er sky, stille og tilbageholdende. Desuden viser nye studier, at kvinder med autisme gør sig mere umage med at »maskere« sig, kompensere socialt for deres anderledeshed.
For mange er det et uendeligt skyggearbejde at passe ind. Man lærer sig selv at holde øjenkontakt, selvom det er ubehageligt, fordi det trods alt føles bedre end at stikke ud socialt. Ofte kommer komikken i fiktioner med autistiske figurer fra deres manglende situationsfornemmelse, akavede ærlighed og socialt upassende opførsel. Men det er misvisende, når autister på film konsekvent er intetanende om deres sociale anderledeshed. Når kvindelige autister skjuler deres symptomer, så udtrykker det også en smertefuld bevidsthed om anderledesheden. Det gav et gib i mig, da Greta Thunberg tweetede stolt om at have Aspergers, og at hendes anderledeshed var en styrke. Jeg glæder mig til filmen om hende engang kommer og håber, hun er et tegn på, at flere autister og kvinder vil stå frem som selvbevidst særlige.
Jeg spekulerer på, om synet på autisme følger den samme udvikling som den gængse holdning til homoseksualitet. Bare forsinket nogle årtier. Engang tænkte man på homoseksualitet som en synd, så blev den »forfremmet« til en sygdom, man ikke kunne gøre for, men forventedes at lide under og gerne ville kureres for, men efter en lang frihedskamp er homoseksualitet i vestlige samfund jævnt accepteret som en helt almindelig anderledeshed. Befinder autismen sig på tærsklen til det sidste stadie?
I manges øjne er det stadig noget besværligt, problematisk, tragisk tonet, som nogle tror kan »helbredes« eller hænger sammen med vacciner eller det evigt dæmoniserede protein gluten. Men der er stadig flere autisme-aktivister, der taler positivt og inkluderende om neurodiversitet eller neurodivergens og at værdsætte autisme som en helt almindelig anderledeshed i stedet for noget patologisk. Det er rigtigt, at autister statistisk oplever lavere livskvalitet end gennemsnittet. Måske er problemet ikke placeret i autismen, men omverdenen? Når jeg kigger på min datter, tænker jeg, at hendes største udfordring er en verden indrettet til neurotypiske behov. Jeg håber, vi skal læse bøger og se film sammen, hvor neurodiverse hjerner nuanceret får lov at være stærke, svære og magiske og vokse i egne retninger.
Læs også om Hildur Grauslund Nielsens bog »Jeg er autist – en kat i en verden af hunde«.
