Ensretning. Den russiske stat skal fremover »beskytte den historiske sandhed«. Forskere frygter, at den nye forfatningsændring kan føre til censur og repressalier.

Én leder, én historie

Én leder, én historie Af Andrey Kazankov

Den russiske stat »skal beskytte den historiske sandhed«. Sådan lyder en af de nye formuleringer, der netop er blevet tilføjet til Ruslands forfatning.

Målet med denne tilføjelse er at værne mindet om millioner af russiske krigshelte fra især Anden Verdenskrig. Men midlet gør langt mere skade end gavn, lyder kritikken:

»Hvis magthaverne insisterer på, at der findes en historisk sandhed, så er det næste logiske skridt, at de skal sætte sig ned og lave en lang liste med alle mulige historiske begivenheder for at afgøre, hvordan hver af dem skal fortolkes. Og hvis man gør det konsekvent, ender man med et totalitært system, som minder om Nordkorea,« fastslår den kendte russiske historiker Lev Lurje, der får opbakning fra docent Igor Gretskij fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet:

»Denne forfatningsændring modsiger en anden bestemmelse i forfatningen, hvori der står, at censur er forbudt. Dermed tager vi et skridt tilbage til sovjettiden, dengang staten påtog sig opgaven med at fortælle, hvad der var sandt, og hvad der var falsk,« siger Gretskij. »I forvejen findes der en del selvcensur blandt både russiske historikere og forskere, men nu kan de blive udsat for en mere formel og direkte regulering af deres forskning, formidling og arbejde i det hele taget.«

I ethvert åbent samfund kigger man en gang imellem tilbage for at analysere, diskutere og bearbejde nogle af de mest afgørende øjeblikke i landets historie. I Danmark har vi for eksempel en evig diskussion om den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. Gjorde politikerne det rigtige ved at beskytte den danske befolkning så meget som muligt? Eller svigtede danskerne resten af den civiliserede verden? Var Erik Scavenius en helt, forræder eller noget helt tredje? Alle slags synspunkter dukker jævnligt op.

Sådan er det heldigvis også for de fleste historiske begivenheder i Rusland. Således er der fortsat en del russiske debattører, der holder fast i, at den socialistiske russiske revolution i 1917 er noget af det bedste, der nogensinde er sket for menneskeheden, mens mange andre omtaler revolutionen som en katastrofe. Anderledes ensrettet er den russiske debat om Anden Verdenskrig eller Den Store Fædrelandskrig, som Sovjetunionens krig mod det nazistiske Tyskland og dets forbundsfæller (1941-1945) bliver kaldt i Rusland.

»Vi lukker deres beskidte mund«

Det er svært at sætte tal på, hvor mange sovjetiske statsborgere der omkom i kampen mod nazismen. Man regner med, at det drejer sig om omkring 27 millioner; intet andet land i verden har betalt en så høj pris og bidraget med så meget til at besejre tyskerne.

De fleste russiske familier har mistet en far, en søn eller en bror under krigen, og fortællingen om den er blevet til en slags skabelsesberetning for russerne: Landet og befolkningen blev presset til det yderste, men formåede at overvinde truslen ved at yde det ultimative offer.

Til gengæld taler man ikke så højt om Sovjetunionens ageren i de tidligere krigsår, i 1939-1941, da landet underskrev en ikke-angrebspagt med Tyskland og var med til at opdele Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære. Derefter kunne Sovjetunionen invadere Østpolen, de tre baltiske lande, Finland og Bessarabien, mens Tyskland angreb Polen fra vest. Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig, og dermed var den europæiske del af Anden Verdenskrig begyndt.

I forbindelse med 80-årsdagen for de tragiske begivenheder vedtog EU-Parlamentet en resolution, der deler skylden for krigens udbrud mellem Tyskland og Sovjetunionen. Resolutionen har gjort den russiske præsident Vladimir Putin rasende. Dels fordi den sidestiller Sovjetunionen og Tyskland uden at nævne det sovjetiske folks afgørende rolle i sejren mod nazismen. Dels fordi EU ikke har vedtaget en lignende resolution om invasionen af Tjekkoslovakiet i 1938.

I den forbindelse har Putin blandt andet peget på, at det ikke kun var Tyskland, men også Polen, der annekterede tjekkoslovakisk territorium. Skal Polen så ikke gøres medansvarlig for krigen? Hvorfor er det kun Sovjetunionen, der nævnes i den samme sætning med Nazityskland? Skal EU-resolutionen fra september sidste år ses som en del af den aktuelle politiske konflikt mellem Vesten og Rusland?

Putin har muligvis en pointe, men han svækker sit budskab ved at bagatellisere Sovjetunionens aggressioner i de første krigsår. Det hjælper heller ikke Putins sag, at han har skruet helt op for den konfrontatoriske retorik og gentagne gange har lovet, at han vil slå tilbage mod de personer, der forsøger at »omskrive historien«:

»Vi lukker deres beskidte mund,« har det lydt fra Ruslands præsident, der har haft held med at piske stemningen så meget op, at beskyttelsen af »den historiske sandhed« er blevet skrevet ind i den russiske forfatning sammen med en række andre aktuelle forfatningsændringer.

Intimidering og straf

Ændringerne er allerede blevet vedtaget i parlamentet og mangler nu kun at blive bekræftet ved en folkeafstemning, der var planlagt til den 22. april, men foreløbig er blevet udsat på grund af coronavirussen.

I virkeligheden har Putin ingen mulighed for at påvirke, hvad der bliver sagt, skrevet eller vedtaget i for eksempel EU. Men han kan sagtens intimidere og om nødvendigt straffe diverse hjemlige historikere og samfundsdebattører, mens han plejer sit image som Ruslands beskytter.

»Vi kan se frem til en ensretning af lære- og historiebøger samt forfølgelser af de forskere, som forstår og fortolker historien på en anden måde end Kreml,« spår førnævnte docent Igor Gretskij fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet. »Jeg kan desværre godt forestille mig, at det ikke kun vil dreje sig om udlægningen af Anden Verdenskrig, men også om Ruslands nyere historie, som min egen ph.d.-afhandling handlede om. I teorien kan man endda bruge den nye forfatningsændring til at forbyde os at kritisere netop den, fordi forfatningsdomstolen allerede har blåstemplet den og andre ændringer, der dermed kan defineres som en slags historisk sandhed.«

Trods alt er der dog håb om, at det ikke går så galt, påpeger historikeren Lev Lurje:

»Rusland er jo et ret specielt og vidunderligt land, hvor love sådan set ikke bliver overholdt,« siger Lurje, der ikke har tænkt sig at lave om på sin undervisning på grund af forfatningsændringen. Han peger på den russiske forfatter Mikhail Saltykov-Sjtjedrin, der tilbage i 1800-tallet skrev, at »de strenge russiske love formildes i kraft af deres lemfældige opretholdelse«:

»Derfor er det endnu for tidligt at konkludere, hvad forfatningsændringen kommer til at betyde, ud over at Putin profilerer sig på at styrke myten om, at Rusland og Sovjetunionen altid har haft ret i alle slags krige og konflikter,« siger Lurje. »Denne fortælling bliver mere og mere populær, fordi det for mange russere er rart at tænke på, at selv om Rusland har en masse interne problemer som den enorme korruption og de amoralske ledere, så gør moderlandet altid det rigtige ude i den store verden.«

Side 59