Af Henrik Marstal, Musiker og forfatter
Som medlem af Alternativet var det en stor skuffelse at læse Arne Hardis’ leder i Weekendavisen den 13. marts om Uffe Elbæks rolle i partiet. Jeg troede ikke, at Hardis satte pen til papir, medmindre han havde lødighed i sine argumenter. Men jeg tog fejl. For ellers havde hans leder ikke haft overskriften »Sekten«, og den ville ikke have været fyldt til bristepunktet med fejlvurderinger, insinuationer, motivgranskninger og videnshuller vedrørende partiets og dets medlemmers gehalt. Hvad jeg læste, kan kun beskrives som faktaforvirring, slet og ret. Og dermed ikke som noget, der tåler en kritisk efterprøvelse.
Da jeg ved valget i 2015 stemte på partiet og kort efter meldte mig ind i det, var det, fordi det greb det politiske helt anderledes an. Det tog mennesket mere alvorligt. Det bæredygtige samfund. Klimakrisen. Den manglende empati. Og det handlede meget mindre om at ville udøve en magt, end det handlede om at ville realisere en agt.
Jeg havde kendt Uffe Elbæk, siden han i 2014 havde givet mig en åben invitation til at stige med på vognen i det dengang helt nye parti, hvilket jeg dog sagde pænt nej tak til. Men efter at der nu forelå et gennemtænkt og visionært partiprogram, kunne jeg se, hvor vigtigt Alternativets projekt var – vigtigt nok til, at jeg gerne ville melde mig under fanerne og bidrage aktivt.
Blandt mine partifæller kunne jeg nok fornemme en stor andægtighed over for Elbæk, sådan som man så ofte kan det for partiledere. Men der var meget, meget langt til det, som Hardis hævder: at det var en sekt, en kult. For uden at der nogensinde for alvor blev talt om at afsætte Elbæk, var der masser af løbende kritik af ham. Den gik primært på, at han var for ukonkret, for lidt realpolitisk, for dårligt forberedt og af og til for crazy (den såkaldte ’dickpic’-sag gjorde for eksempel de fleste partimedlemmer aldeles rasende). Men når han alligevel nød så høj status i partiet, skyldtes det først og fremmest medlemmernes kollektive respekt for og anerkendelse af den vision, han havde bragt ind i dansk politik.
Og så skyldtes det også en kollektiv eftergivenhed over for den karisma, han indiskutabelt besad. Alle kunne simpelthen så godt lide ham, mig selv inklusive. Ja, det kan mange af os vel stadig, om end vi er skuffede over hans exit. Men selvom Alternativet havde tiltrukket en del politiske lykkejægere, havde partiet først og fremmest tiltrukket personer med masser af ben i næsen: udpræget ressourcestærke og indsigtsfulde mennesker – ikke så meget økonomisk, men derimod vidensmæssigt, socialt og kulturelt.
De var mennesker med et tilstrækkeligt mentalt overskud og udsyn til at føre an i en påkrævet optagethed af denne verdens altødelæggende systemkriser ved at arbejde for en forandring af det politiske klima. Det var en udpræget magtkritisk forsamling, om man vil. De kunne med et halvt øje godt se, at Elbæk langtfra var perfekt – og selvom de bar over med det, gav de ham uopfordret også ganske megen feedback og kreativ modstand. Alene derfor kan Uffe Elbæk aldrig betegnes som en sektleder, for en sådan er pr. definition altid hævet over kritik.
Så nej, ikke mange i partiet vil kunne genkende Hardis’ udlægning af Elbæks rolle. For vi var der ikke for at hylde en leder. Vi var der for at skabe en forandring, men hvor lederen nu engang var den, der havde været primus motor i skabelsen af partiet og derfor den, vi bakkede op om. At han var charmerende, morsom og trods sin lejlighedsvist excentriske adfærd down to earth, så vi kun som en bonus – læseren behøver til sammenligning blot at genkalde sig adskillige komplet karismaforladte profiler i nyere dansk politik for at vide, hvad jeg mener.
Forandringen blev da også skabt i et ganske pænt omfang: Alternativet blev dagordensættende på flere mærkesager. Men det viste sig, at Uffe Elbæk åbenbart var noget mere irrationelt anlagt end mange af os havde troet. De færreste af os vidste, at hans engagement i partiet efter hans afgang som leder stod og faldt med, om hans eget bud på en efterfølger rent faktisk blev valgt eller ej. Men hans exit var nu altså ikke specielt sektlederagtig. Der var mindre Napoleon end Nixon over den.
Hvis man pinedød skal sige, at der var været en personkult omkring Elbæk, har den højst bestået af en lille kreds på måske 20-25 personer, primært folkevalgte og sekretariatsansatte, men ikke af et helt parti. Denne kreds – der altså udgjorde en forsvindende lille del af partiet – har da nu også stort set forladt skuden sammen med ham, mens tusinder er blevet tilbage med fornyet appetit på det arbejde, der stadig skal gøres, og endda med en hel del nye medlemmer om bord. Det kunne slet ikke været sket under en sektleders regime.
Hardis’ analyse er derfor ganske enkelt en ommer. Jeg mener virkelig, at han skylder partiet såvel som avisens egen selvrespekt inden længe at skrive en ny leder om Alternativets færd, som forhåbentlig bliver noget mere informeret. Det kunne for eksempel være, når det har haft tid og ro til at komme sig oven på virakken efter Elbæks afgang, nu uden en visionær og likable, men også noget verdensfjern partistifter til at forvirre begreberne.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs den omtalte leder her: »Sekten«
