Uddrag . »Et forlag er ikke andet end menneskers kloge og dumme beslut­ninger.« Pernille Stensgaard har skrevet en bog om Gyldendals 250 første år: 1770-2020.

Selveste Gyldendal

I en smal københavnsk sidegade opkaldt efter Sankt Clara Kloster, hvis fattige nonner for længst er fordrevet, ligger landets største forlag i et treetagers palæ med kvist og kælder, sidebygninger, trangt, underjordisk gangsystem, baghuse og indre gårde. Selveste Gyldendal. Komplekset er en sluse, der opdæmmer en kraftig strøm af ord og historier, mange flere, end der er brug for, eller nogen kan holde ud at læse, og lader et par dråber trænge igennem. Hvert forlag læser på sin måde, leder efter noget særligt og afviser manuskripter af grunde, som ligger forankret i huset og traditionen. Nogle gange læser de forkert for længe, og forlaget må lukke. Eller de stjæler en redaktør fra et andet forlag for at få del i dets succes og hiver dets bedste folk over. Det kan gå lynhurtigt, så er der kun en tom skal og navnet tilbage.

Slusen betjenes af mennesker, et forlag er ikke andet end mennesker; deres skøn og fejltagelser, dristighed og lang­modighed. Bag tilsyneladende rationelle, nærmest neutrale beslutninger ligger komplicerede forhold mellem folk, som hver især er facetterede i det uendelige. De går op og ned ad hinanden og er langtfra kun fornuftsstyrede. Rodede, men absolut virkelige bevæggrunde for deres handlinger er kærlighed og venskaber, forfængelighed, jalousi, hemmeligheder, fattigdom, skam, tvang. Druk spiller en ikke ubetydelig rolle, lykkelige tilfælde en endnu større.

På Gyldendal bladrer redaktører i nutiden, dukker op til redaktionsmøder med lovende manuskripter eller ideer og sætter hver dag næste led på en 250 år lang kæde af udgivelser. I alle årene har de koncentreret sig om samme produkt, forlaget har overlevet sammen med bogen, mens land og folk omkring det er forandret. Gyldendal er selv en historie, som Gyldendal elsker at høre. Om sin betydelige indflydelse på dansk åndsliv og verden udenfor. Om sin lange, farefulde færd og mirakuløse overlevelse: Gyldendal som en løber, spurtende gennem tiden med bogen mellem hænderne som den hellige gral.

Hvis bare det var én klassisk udødelighedsfortælling, men der er også andre med i løbet. Andre med blændende indfald og det nyes fremdrift, altid definerer de sig mod Gyldendal, som automatisk fremstår stivbenet. Fra første år mødte forlaget trusler, indefra og udefra. Op og ned gik det konstant: løfterig begyndelse i 1770, men allerede to år senere Struensee uden hoved og herefter landet uden trykkefrihed. Brillante Søren Gyldendal død 1802 og uden mandlig arving; hans forsigtige afløser og svigersøn, Jacob Deichmann, uden mod. Op igen med en fabelagtig fattig dreng, et fund: Frederik V. Hegel gjorde Gyldendal til Nordens største forlag midt i 1800-tallet, men kom trækkende med to ekstravagante arvinger, der efter tur hæmningsløst åd af formuen langt op i 1900-tallet. Plus krige, brande og bombardementer, stats­bankerot, underskud, besættelse, papirrationering, radio, kulørte hæfter, digital revolution, tv-serier. Respekterede forlag løb ud til siden og faldt om.

FOR LÆNGE SIDEN under unge Hegel hængte forlaget fotografiske portrætter af sine forfattere op. Men hvem hang bedst? Med luft omkring sig? Hvem brød sig om at hænge i gangen? Bag en dør? I mørke? Med et mindre billede? Ballade bredte sig blandt forfatterne, og alle fotografier blev lynhurtigt pillet af sømmene, for det med billederne kom jo bare oven i den anden forsmædelse, at forlaget altid lavede mere publicity, annoncering og fest for de andre.

Jeg er indtil galskab led og ked af, hver gang jeg i den seneste tid træder i berøring med forlaget at høre om de tab, det ved mig har lidt.

Georg Brandes

Georg Brandes ramtes af lede og sorg, da han en dag så en af sine fjender gå ind til gamle Hegel og blive modtaget med samme smil og åbne arme som han selv. Hvor troløst, hvor hyklerisk! Og da Brandes som 82-årig nåede frem til at skulle forhandle med Hegels sønnesøn, den unge Frederik, følte han sig krænket og forsømt: »Jeg er indtil galskab led og ked af, hver gang jeg i den seneste tid træder i berøring med forlaget at høre om de tab, det ved mig har lidt,« skrev han. »Men det er nu engang en kendsgerning, som kun i Danmark fornægtes og forties, at siden H.C. Andersen har ingen i dansk litteratur haft et navn, der var kendt over Jorden som mit. Et sådant forhold kunne kræve nogen hensyntagen. Jeg har ikke fundet den.«

Som alle andre forfattere ønskede Georg Brandes sig et forlag, hvor man var glad, når han tilbød en bog, hvor man havde tid til at gøre noget for bogens udbredelse og afsætning, ikke havde 100 jern i ilden og betragtede ham som »et gammelt arvestykke, for hvilket yderligere hensyn er ufornødent«.

Søren Gyldendal.
Søren Gyldendal.

Også Holger Drachmann mente at være plaget af »den sindsoprivelse der nødvendigvis følger med at holde stillingen som no. 1« og bad i maj 1884 gamle Hegel om at holde op med at tale bekymret om hans enorme forskud, »sving ikke saldoens mørke standart for mine øjne«, men »husk, kære justitsråd Hegel«, fortsatte han, »hvor meget De også skylder litteraturen: Deres navn, Deres begunstigede stilling i livet, udviklingen af Deres evner og ansporingen af Deres utrættelige flid.«

Et sjovere tiggerbrev skrev den store digter Sophus Claussen til Peter Nansen i juli 1905: »Og anstændighed byder nu snart, at jeg kommer med i den lille guldsnitsudgave med skind omkring. Jeg skriver dette i bekymring for mit eftermæle, i betragtning af de nye poeters stigende vrimmel. Alle mine samtidige er nu for længst i guld og skind – og kommer jeg ikke med, forinden Caligulas hest bliver proklameret som vor største lyriker, kommer jeg vist aldrig.«

Reklameafdelingen i 1945. Ånden i huset var »gammel, engelsk og stokkonservativ«, mente en trykker.
Reklameafdelingen i 1945. Ånden i huset var »gammel, engelsk og stokkonservativ«, mente en trykker.

ET FORLAG ER IKKE ANDET end menneskers kloge eller dumme beslutninger. Da en Isak Dinesen skabte sensation i Amerika i 1934 med Seven Gothic Tales, og man fandt ud af, at pseudonymet dækkede over danske Karen Blixen, henvendte Gyldendal sig for at opnå tilladelse til en oversættelse. Yngste Frederik Hegel tabte forbindelsen på gulvet, fordi han ikke accepterede Blixens ønske om at lade Valdemar Rørdam oversætte. Hun skulle selv gøre det, insisterede Hegel. Så Syv fantastiske fortællinger (1935) kom hos Reitzel.

En forlægger må være med på forfatterens ideer, nogle gange helt ud i bogens omslag. Kun fordi Blixen personligt var glad for Ingeborg Andersen (direktør 1936-54, red.) , gik hun over senere; en guldgrube med åben åre. Alene Syv fantastiske fortællinger er ud­kommet i 18 forskellige udgaver på Gyldendal. I 1950 truede Karen Blixen med at gå til Wivels Forlag, fordi hun var vred over, at Ingeborg Andersen havde udgivet Hans Brix’ bog om hende. Ingeborg holdt fast i Blixen ved straks at slå til, da forfatteren forlangte en revolver, en flaske parfume og 20.000 kr. i forskud for Daguerreotypier. Og senere holdt Otto B. Lindhardt fast ved ganske enkelt at opfylde alle ønsker, hun overhovedet kunne finde på under sin mytologiske rejse til Amerika i 1959.

Det første, en forlagschef lærer, er at vende den anden kind til og tie stille. Aldrig kommentere den enkelte forfatters adfærd. Man skal kunne tåle at få tæsk. Forfatteren skal have tillid til at gå ind i et forlag, uden at direktøren senere sviner ham eller hende til.

»Forfattere vil feteres,« sagde Ulf Ekman, forlagets bestyrelsesformand 1971­-85, til Johannes Riis, men der skulle mere til. At være det første forlag, folk henvendte sig til, måtte konstant vedligeholdes. Forfattere af alle slags – skønlitterære, faglitterære, børnebogsfor­fattere, lærebogsforfattere – skulle vide, hvor de fik den bedste redigering, varmeste atmosfære og højeste niveau. Sådan lød ambitionen. Og så skulle Gyldendal af med de antydninger om selvfedme og magelighed, der altid hang ved nummer et, og som af og til var rigtige.

Den traditionelle, nærmest rituelle efterårsreception samler altid mange folk med tilknytning til forlaget.
Den traditionelle, nærmest rituelle efterårsreception samler altid mange folk med tilknytning til forlaget.

Almindelige læsere lagde ikke altid mærke til, hvilket forlag der udgav hvem, men hele forfatterskaren gjorde. Forlaget knyttede forfatteren Lotte Garbers til sig som uafhængig stemme med kendskab til, hvad forfattere tænkte og ville. Fra sin tid som formand for Dansk Forfat­terforening vidste hun, at Gyldendal var artig og aldrig ophobede kontraktlige sager og konflikter omkring sig. Måske var man ikke cool, men man var i orden. Opførte sig altid som far og mor og støttede, hyldede, var begejstrede. Pralede aldrig i aviserne som Lars Boesgaard med ulvesmilet, den administrerende direktør ovre på Lindhardt og Ringhof. Uviljen var historisk og på linje med andre gamle selskabers. Gyldendal råbte ikke: »Se lige os!« Men det skulle man gøre. Erkende sit publicistiske ansvar fuldt ud, åbne huset, invitere læsere ind, være til stede på de sociale medier, lære sine forfattere at styrke og sælge sig selv på Facebook, Twitter, Instagram, tage på Folkemøde og leje det fedeste sted. Og Gyldendal gjorde det.

MAGHOGNI ER HÅRDT, tungt og rødbrunt, smukt og levende at se på, ube­gribeligt holdbart, uden revner og knaster og modstandsdygtigt over for fugt. En overflod af mahogni var ikke noget problem, dengang det var fint at være fin, men siden happeningkunstneren Jørgen Nash fandt på »mahogniforlaget« i 70erne, har træet været brugt som skældsord om Gyldendal. Oprørerne i det årti svor selv til afsyret træ og ødelagde store dele af dansk møbelarv ved at smide originale gamle ting i syrebadet, hvorfra de kom nøgne, farveløse og udtørrede op igen. Alligevel følte skiftende generationer i Klareboderne sig tvunget til rituelt at afsværge mahognien.

Litterær direktør Mogens Knudsen i 1977: »Skal det opfattes som et konservativt, finkulturelt foretagende, må jeg på det bestemteste sige nej. Og jeg kan hurtigt henvise til de mange avancerede ideer, vi har støttet og omsat.«

Og Hesseldahl: »Man kan få meget forærende i kraft af kulturen, både indadtil og udadtil, men det kan også blive en fortælling om et ma­hogniforlag, som det har været i mange år. Det er ikke en kultur, man gerne vil forbindes med.«

Man taler ofte om ’den gyldendalske forpligtelse’, som ingen kan definere; sidder den i mahognien? For mig er den at holde litteraturen levende.

Simon Pasternak

Simon Pasternak skyndte sig ved sin ud­nævnelse at sige, at han allerede havde planer om at smide mahogni­møblerne ud af det kontor, han overtog fra Johannes Riis. Uden at nævne træet ved navn henviste den nyudnævnte eventchef Christina Thiemer til det som symbol, da hun sagde til medierne, at hun håbede at ændre eventuelle fordomme om Gyldendal som »en højlitterær, snobbet borg for kun en særlig type personer«.

Det var, som om de brændte sig på møblerne og smed dem fra sig, som også triumviratet i 50erne (Ole Wivel, Jokum Smith, Otto B. Lindhardt, red.) spekulerede som gale over, hvordan forlaget kunne tiltrække noget som helst med modhager, når det selv var på vej mod 200 år? De måtte provokere og være i opposition. Det burde ikke kunne lade sig gøre at forene avantgarden og Gyldendal, fordi avantgarden af princip er imod institutioner, men de forsøgte. Forfatternes angst for ikke at være på højde med tiden var også forlagets. Det skal være illoyalt, må ikke holde fast i bedagede bevægelser og forfattere, heller ikke dem, man selv har opfundet og næret, men hele tiden lede efter nogen, der smadrer det forrige.

Forværelset, hvor manuskripter afleveres, gæster modtages, under renovering i 2006. Højtideligt som altid.
Forværelset, hvor manuskripter afleveres, gæster modtages, under renovering i 2006. Højtideligt som altid.

Alle nye med magt i Klareboderne har smadret mahogni. Det er en måde at piske sig selv på. Drive det gamle ud.

På den måde var alt, som det plejede, da hjørnekontoret klædte om til hvidt laminat, også en slags uniform, mens Johannes Riis flyttede længere ned ad gangen med blank­poleret mahognibord og heste­hårsstole. »Uanset hvad vi gør, slipper vi aldrig af med det,« sagde han om øgenavnet. Det var forkert at begynde at lægge afstand til det, så længe man fulgte med tiden. Pasternak sagde det samme på en anden måde: »Man taler ofte om ’den gyldendalske forpligtelse’, som ingen kan definere; sidder den i mahognien? For mig er den at holde litte­raturen levende.«

Velvilligt oversat kunne »mahogni« betyde alder og formue og stil gennem 250 år. At man havde været dygtig og ikke var død. At Gyldendal trak på en tradition for, hvordan man udgav bøger og opførte sig. Et løfte om orden i tingene. Forlaget havde stadig noget, de andre ikke besad, en lang historie, og kunne trække det ene koryfæ frem efter det andet. Litteraturhistorien viste, hvor tit huset så rigtigt. L&R, ja, stort, men nyt. Lademann kom og gik. Gyldendal trådte ind på scenen samme år, som 14-årige Mozart spillede cembalo i Verona, så der hang en lille snert af udødelighed og evighed over foretagendet.

Når gyldendalere skulle beskrive sig selv og tænkte over, hvem de var, talte de om, hvem de i hvert fald ikke var. De var ikke Politikens Forlag. Det havde intet at løfte, ingen forpligtelser, ingen forfatterskaber at udvikle, ingen klassikere at pleje. Og gyldendalerne gentog det velkendte: Lene Juul (direktør for Politikens Forlag, red.) ville ikke have debutanter. Lene Juul elskede markedsføring og at lave lækre kommercielle omslag, hun spurgte »hvad vil markedet have?«, fandt det og insisterede på, at det kunne sælge. De energiske mennesker på Rådhuspladsen kunne deres ting, men forstod ikke det langsigtede, økologisk voksende. Men nu ville de til at være Gyldendal og jagtede skønlitterære forfattere. Derfor var de ved at få samme problemer som Gyldendal: Pludselig skriver en skønlitterær forfatter en fucking novellesamling. Hvad gør vi? Kan vi droppe den? Nej, det er dårlig stil. Omvendt på Gyldendal, mente forlagets redaktører. Der tjente man penge for at bruge dem på noget vigtigt. De kunne lære meget af Politiken – men kun for at blive dygtigere til stadig at være Gyldendal.

Teksten er et redigeret uddrag af Pernille Stensgaards »Selveste Gyldendal. En historie«, der udkommer på Gyldendal 2. april.