Der var noget, jeg gerne ville have spurgt ham om. Men han var væk, før jeg kom i tanker om det, og jeg har ikke set ham siden. Sådan er det ofte med de bedste replikker. Vi kommer på dem, når de ikke længere er relevante, hvorfor de ender som et: »havde jeg nær sagt.«
Jeg ved ikke, hvad manden hedder. Jeg ved faktisk intet om ham, ud over at han skulle købe sovsekulør. For vi kan jo lige så godt være ærlige her. Vi lurer i andre menneskers indkøbsvogne og -kurve. »Tre liter billig hvidvin og to færdigretter. Jamen så god weekend, lille dame.« »Har den mand virkelig tænkt sig at putte basilikum i sin ragù? Bare fordi begge dele forekommer italiensk, hører de altså ikke sammen.« Eller: »Det der frugtyoghurt er altså ikke mad, men slik. Det skal man ikke give børn, min gode mand.« Vi siger det selvfølgelig ikke højt, men vi tænker det desto højere. Men manden med med kuløren. Før vi vender tilbage til ham, må vi hellere få styr på fænomenet sovsekulør. Det er nemlig ikke bare en ingrediens i madlavningen. Det er en vanddeler – et tyktflydende skel mellem mennesker. Sovsekuløren skærer Danmark midt over – geografisk og kulturelt.
Jeg er fra kontinentet – altså Jylland. Tilmed den del af Jylland, hvor brun sovs i forne tider udgjorde en, om ikke fast så dog bastant, bund i madpyramiden. Kvinden i mit liv, derimod, er fra den del af de danske øer, hvor man ser lidt anderledes på sagen.
I begyndelsen af ethvert samliv er der selvsagt ting, der skal stemmes af og nivelleres – en af de ting var i vores tilfælde tilstedeværelsen af sovsekulør.
I mange år forsagede jeg faktisk brun sovs efter så at sige at være faldet i gryden som barn. Jeg har indtaget så meget tung brun sovs, at det sagtens kan være forklaringen på min slidgigt i knæene. Men med alderen har jeg fået et afbalanceret forhold til sagen. Lidt som med en gammel bekendt, man ikke ser så tit og egentlig heller ikke har brug for at se oftere. Men det er hyggeligt, når det træffer sig. Derfor har jeg for en ordens skyld en flaske kulør i skabet.
Så var det, kvinden kom ind i mit liv, og det er der ellers kun godt at sige om. Men sovsekuløren var hun ikke glad for. Faktisk forsøgte hun i flere omgange at skille os af med den lille grimme brune plasticflaske. Der gives tilfælde i livet, hvor man skal lade stædigheden fare og give efter, men også tilfælde, hvor man er nødt til at stå fast. Og jeg valgte at stå fast på sovsekuløren. For hvordan skal man ellers få den rette farve på sovsen til flæskesteg eller hakkebøf for ikke at tale om den næsten kulsorte, der hører til stegt lever. Det er slet og ret ikke muligt, medmindre man som en anden tv-kok bare kan række ud efter en heftigt indkogt fond, der tilfældigvis står midt på køkkenbordet.
Det er, som så meget andet i livet, endt med et uudtalt kompromis. Det store frederiksbergske sovsekulørsforlig, kunne man kalde det. Jeg har min kulør i fred, men accepterer, at flasken står allerinderst i skabet, gemt væk bag nogle dåser og krukker med lødigere indhold. Det er aldrig rigtigt sagt og endnu mindre skrevet ned. Sådan er det bare – fred i vor tid.
Det er på den baggrund, at manden interesserer mig, så meget, at jeg håber en dag igen at få øje på ham. Det gør jeg imidlertid aldrig, for jeg kan ikke huske, hvordan han så ud. Jeg mener, det var en ældre mand, og dem er der trods alt nogle stykker af. Han stod bag mig i køen ved kassen, og det var helt tilfældigt, at jeg overhovedet fik øje på det.
Manden havde ingen vogn eller kurv, han bar sit indkøb i hænderne. Og her kommer det vilde: Han skulle ikke have én, men hele to flasker sovsekulør og ellers intet andet.
Hvad jeg lige tænkte i øjeblikket, kan jeg ikke huske. Sikkert ikke så meget, ud over at det var da et sjovt indkøb. Men siden er det blevet en gåde. To flasker? Jeg bruger så lidt kulør, at jeg altid kommer langt forbi sidste salgsdag. Så langt, at den sidste del forvandles til en karamelagtig stiv masse, der må skrabes ud af flasken med skaftet af en ske.
Hvordan i alverden kan man bruge to flasker? Jeg har tænkt og tænkt uden at komme frem til et svar.
En mulighed kunne være, at manden har en kæmpestor familie, der skal fodres af med kartofler og sovs. Jeg synes bare ikke, han så sådan ud. Ej heller lignede han en, der var ude i embeds medfør – altså på vegne af en kantine eller lignende.
Jeg udelukker også, at der netop den dag var tilbud på sovsekulør, for det er der faktisk aldrig. Prisen ligger fast et sted mellem ni og ti kroner.
Jeg er nået frem til to sandsynlige scenarier. I det ene, som jeg nok er mest tilbøjelig til at tro på, har han dagen i forvejen midt under madlavningen opdaget, at flasken med kulør var tom. For at komme en gentagelse i forkøbet har han ikke købt bare en flaske, men også en, der kunne stå i reserve. Rettidig omhu, ser det ud som om. Jeg tænker bare, at han vil tage hul på toeren, når etteren er tom, uden at købe en ny reserve. Sådan ville jeg selv gøre, og så ender man alligevel i suppedasen. Bare på et senere tidspunkt.
Den anden mulighed ser jeg som mindre sandsynlig, men af andre grunde tiltaler den mig, fordi der er noget grundlæggende medmenneskeligt i den. Noget, der vidner om vort samfunds sammenhængskraft. Hvis det altså var sådan, det foregik, hvilket det næppe var.
Jeg forestiller mig manden i færd med at lukke sin hoveddør, da naboen tilfældigt kommer ud på trappen.
»Nå, du skal ud at gå en tur. Det er også dejligt vejr,« siger hun.
»Njah. Egentlig skal jeg lige ned for at handle. Jeg er nemlig løbet tør for sovsekulør, skal jeg sige dig,« svarer han.
»Nej, det var dog utroligt. Det er jeg også. Du kan vel ikke tage en flaske med til mig, når du alligevel er dernede?«
»Jo, selvfølgelig.«
»Så skal jeg lige finde nogle penge.«
»Nej, jeg kan bare lægge ud. Vi ses.«
»Tusind tak for hjælpen.«
»Ingen årsag.« Sådan kan jeg godt lide at forestille mig, at det er sket. Men det er det næppe. Hvad er egentlig den statistiske sandsynlighed for, at to mennesker, der bor i samme ejendom på samme etage løber tør for sovsekulør på samme tid? Ikke ret høj – i hvert fald ikke i hovedstaden.
Næh, jeg regner det nok aldrig rigtig ud. Man skal huske at spørge, mens chancen er der.
