Afskåret. I den komplette isolation med en særligt coronaudsat mor hersker indgribende regler, en høj grad af selvjustits og en streng folkedomstol.

Håndsprit­regime på liv og død

Da jeg onsdag i sidste uge cyklede hjem fra redaktionen med beskeden om at blive væk på ubestemt tid, traf jeg beslutningen om at flytte hjem til mine forældre for en tid. Dels for at hjælpe med deres nært forestående flytning men mest for at bruge tid med min mor, mens tid er. Hun er uhelbredeligt syg og må for alt i verden ikke blive smittet med coronavirus. Statsministerens devise om at »stå sammen – hver for sig« er jeg tvunget til at tage yderst bogstaveligt: Jeg er gået i frivillig isolation. Forstået på den måde, at jeg på intet tidspunkt forlader hjemmet – nu på dag ni.

Det er vigtigt at opretholde en vis form for normalitet, lyder rådet fra alle sider. Men hvordan gør man det, når et medlem af husstanden potentielt kan dø af coronavirus?

Jeg har indrettet kontor i stuen, drikker for meget kaffe og går lidt for ofte i køkkenet i skamfuld erkendelse af, at undtagelsestilstand på hjemmekontoret let bliver til indtagelsestilstand. På den måde minder mine aktuelle rutiner vel om de fleste andres i øjeblikket.

På ét afgørende punkt adskiller dagligdagen sig markant. Ingen af os har symptomer, men virussens inkubationstid kan snyde, og vi har ikke råd til at tage chancer. I den komplette isolation er opstået et tremandssamfund, hvori mine forældre og jeg, med mig i spidsen som en slags familiens Mette Frederiksen, har indført et omfattende regelregime med ét mål for øje: at afværge coronaens indtog i husstanden.

Håndspritten skal frem før og efter berøring af ansigt, telefoner, håndtag og mad, og min far har som 57-årig skullet genlære, hvordan man vasker hænder. Tandbørsterne har fået hvert sit krus med hver sin tandpastatube, og mine forældre sover i separate rum. Vi har så vidt muligt ingen besøg og begiver os kun udenfor, hvis det er absolut nødvendigt. Vi kan ikke lave mad sammen, og min mor er helt forment adgang i køkkenet. Og skulle der, gud forbyde det, undslippe et svagt nys eller host fra en af os, skal rummet omgående rengøres. Vi skyr ingen (desinficerende) midler i kampen for at holde coronaen stangen.

Læs også Anna Libaks karantænedagbog: »Sortsynet sænker sig«

Reglen om konsekvent at holde minimum to meters afstand til hinanden besværliggør en del situationer. Men når vi, som var det krigstid, samles om tv’et for at lytte til de seneste instrukser fra Søren og Mette – vi er efterhånden på fornavn – kan reglen lige akkurat overholdes, hvis to mand sidder klemt mod hver sin ende af sofaen, og en tredje tager plads i lænestolen i den anden ende af stuen.

Vi mangler heldigvis ikke noget. Familie og venner sørger for mad ved hoveddøren i ny og næ. Det var i flere dage umuligt at opspore håndsprit, men en ven af familien fik fat i en stor flaske og efterlod den ved vores fordør frem for at tage den selv. Corona-kærlighed i sin reneste form.

I TREMANDSSAMFUNDET hersker en høj grad af selvjustits, og skulle disciplinen en sjælden gang glippe, er folkedomstolen i form af familiens to øvrige medlemmer ikke sen til at påpege det. Som når man på vej ud med skraldet møder naboen, som lige har været på skiferie i Østrig, og man i længslen efter at se og høre på andre mennesker indleder en 15 minutter lang samtale. Selv om det foregår på meters afstand, bryder det med det forsigtighedsprincip, som den danske regering anlægger, og som alle regler i familiens håndspritregime skal læses i lyset af: If in doubt, then don’t.

Min far har gennem hele livet haft for vane at nyse fem gange i streg. Det foregår oftest meget voldsomt og kommer underligt nok altid bag på ham. Når det sker i øjeblikket, smider jeg, hvad jeg har i hænderne og krydsforhører ham anklagende om, hvorvidt han nu huskede at nyse i ærmet, vaske hænder og desinficere alt inden for en radius af to meter. Tremandssamfundets familiefolkedomstol dømmer om muligt endnu hurtigere end folkedomstolen i verden udenfor – fordi vores fælles regelsæt udspringer af kærlighed til ét menneske.

Vi tjekker nærmest manisk nyheder hver halve time. Bider negle over Italien og river os i håret over Iran. Men over for hinanden forsøger vi os med en afslappet attitude for at neddrosle den underliggende frygt, der er bevæggrund for håndspritregimet: Angsten for at miste. Mange bekymrer sig fuldt forståeligt om, hvor længe de kan beholde deres job. Jeg bekymrer mig om, hvor længe jeg kan beholde min mor. Hun får i tilfælde af smitte brug for en respirator, og hvad nu, hvis der om få uger ikke er en ledig at finde på hospitalerne? Coronaangsten gennemsyrer tremandssamfundet, og eksperternes bedste råd mod coronaangst – at »sige stop til sig selv, når de negative tankespind får frit løb« – giver ganske enkelt ikke mening, når én forkert handling måske kan være forskellen på liv og død.

PÅ GRUND AF min mors tilstand skal mine forældre flytte i lejlighed om to uger, og da flyttefirmaet forleden kom med flyttekasser, var min første tanke: Kan vi være sikre på, at kasserne er rene? De fik lov at stå i kælderen nogle døgn.

Hvad skal vi tro, gøre og tænke? Hvornår kommer vaccinen? Kan det overhovedet lade sig gøre at skærme en person mod al potentiel smittefare? Katastrofetankerne har sat ind og kaster et ubehageligt lys på min egen rolle i missionen. Var det forkert, at jeg kom hjem for at være sammen og hjælpe til, når det, hun skal beskyttes mod, netop er andre mennesker? Frygten for at risikere at være den, der smitter sin dødssyge mor, kontra frygten for ikke at kunne se hende i månedsvis og vide, at muligheden har en udløbsdato. Damned if you do, damned if you don’t.

 

Læs også: Alle taler om dødeligheden, men hvad med dem, der overlever coronavirus?