Det sidste, jeg købte i 2019, hvor jeg stadig gav mig selv lov til at købe noget, var en egern-restaurant. Af træ med en lille terrasse, en beholder til nødder og kerner og et låg, som »vakse egern lynhurtigt lærer selv at åbne«. Hvis man hver dag på samme tidspunkt lægger mad ud og højt siger en bestemt lyd, vil de efterhånden komme springende. Det lovede reklameteksten.
Jeg bestemte mig for at synge en lækker rund lyd uden mening, chou-chou, på en opmuntrende måde, helt oppe i falsetten, for det tonefald virker godt i hundetræning. Endnu har omkringboende egern ikke fattet det. Naboer har muligvis. Mit chou-chou! lyder efterhånden som en ordre eller et forklædt hvor-fanden-bliver-I-af?
Købet af restauranten ærgrer mig. Ikke engang egern har brug for den. I stedet kunne jeg have lagt fire hasselnødder om dagen hvor som helst på grunden og fået dyrene igennem vinteren uden at forvente dyb taknemmelighed. Og uden at belaste min samvittighed, som konstant er presset af den accelererende klimakrise.
Kategorien »ting og sager« fylder mere end en fjerdedel af den gennemsnitlige danskers 17 tons årlige CO2-udledning. Produktionen af ting og sager sviner mere end mad og drikke (3 tons), mere end el, varme og brændstof tilsammen (2,5), service og kommunikation (1) og private flyrejser (1) og kun lidt mindre end den største post: fælles offentligt forbrug (5 tons).
Jeg vil ud af det, skære en fed del af mit aftryk væk ved ikke at købe noget i 2020: intet nyt tøj, ingen nye møbler, håndklæder, tallerkener, vaser, terrassevarmere, ure, vinkøleskabe, biler, smykker, cykler, sko, støvler, tasker, computere, græsslåmaskiner, sengetøj, mobiltelefoner.
Det med småt: Drift, forstået som deodorant og tandpasta m.m., medicin og vacciner, tandkroner, broer, plomberinger er undtaget. Hvis køleskab, komfur, mobiltelefon, toiletkumme eller andet uundværligt går i stykker, må det først forsøges repareret, dernæst erstattet med markedets mindst energikrævende model eller med en brugt. Gaver må jeg gerne give, men de skal være minimalt klimabelastende. Gaver modtages, endnu er jeg ikke blevet så ubehøvlet, at jeg vil bestemme, hvad andre skal give mig. Der tages forbehold for køb, som jeg ikke kan forestille mig som uundgåelige på forhånd. De vil blive ærligt rapporteret i årets løb.
Jeg tror, det bliver let, for jeg har alt og mere til, men det er kun en fornemmelse, for hvornår er køb blevet et spørgsmål om, hvad vi har brug for? Det handler om lyst.
I virkeligheden har jeg ikke brug for en brøkdel af det, jeg køber. Når jeg bilder mig ind, at jeg kan afstå fra ting og sager i 2020, ignorerer jeg min begejstring ved at stå med en ny smuk genstand mellem hænderne. Jeg har ting, som jeg ser kærligt og beundrende på hver dag. Når jeg bladrer gennem How to spend it, Financial Times’ lækre luksustillæg, mærker jeg en fysisk trang til at købe et par klassiske, flade Hermès-sandaler, tapetsere mit badeværelse med silketapet og tage på syv dages ridetur i Andalusien. En slags superæstetisk porno, narko, overdosis, ædeflip, hypnose.
Og lige bag ved glæden ligger en lille lede over afhængigheden og konsekvenserne. Den slipper jeg for i 2020. Jeg slipper for så mange overvejelser og så meget fortrydelse, at frihed måske vil indfinde sig i tomrummet. Det gælder bare om at se ligeud, når jeg hver morgen går gennem gaderne til avisen og på vejen passerer et hyperudvalg af elegance og skønhed. Hvis man ikke udsætter sig for synet af dem, er det meget lettere at undvære undværlige ting. Hvis nøjsomhed er for stærkt og gammeldags et ord, så kald det minimalisme, og lad, som om det handler om arkitektur.
Hvorfor skal vi helt frem til det japanske fænomen Marie Kondo og hendes glæde ved at smide ting ud? Det ville være bedre slet ikke at købe dem.
Black Friday er en perfekt dag for katarsis, en renselse inden overgangen fra gamle vaner til det nye, hellige sted. Før afsavn, før glorie, før mindre af det hele: mindre forbrug, mindre udslip, mindre ødselhed, mindre skødesløshed. Jeg går ind og ud af stormagasiner den 29. november for et sidste øjeblik at bade i glubskheden, flyder med strømmen gennem Magasin og Illum og ser hele den sorte messe udfolde sig på næsten filmisk facon.
Black Friday er et oplagt symbol for katastrofen, men ligner også almindelig juletravlhed. Det er jo det, vi gør. Sådan vi er, sådan vi lever. Et kritisk spørgsmål kommer pludselig dalende, mens jeg pengeløs går rundt og ser de andre an: Er jeg i gang med at omstyrte samfundet, lukke fabrikker og fyre folk?
Til for nylig har jeg fortolket alle regninger og udgifter som positive tegn på, at husstanden var med til at holde hjulene i gang. Vi lever af at klippe hinanden på forskellige avancerede måder. Hvad sker der, hvis alle eller mange holder op med at købe ting? Hvad skal vi så leve af?
Akut at skrue ned lyder som en indlysende og enkel løsning. Men nej. Endnu har jeg ikke skænket de penge, jeg sparer, en tanke. De viser sig at være et stort problem og næsten umulige at komme af med. Jeg må ikke engang brænde dem, det er ulovligt.
Vismandens råd
Jeg ringer direkte til toppen. Økonomisk vismand, professor Michael Svarer, siger som det første, at han tit får spørgsmålet. Han synes godt om det, fordi det er så indviklet.
»Hvis alle holdt et køb-ingenting-år, ville det betyde lavere forbrug og mindre træk på ressourcerne med gavnlig effekt på CO2. Så langt så godt.«
I den anden ende holder jeg vejret, for det lyder, som om der kommer et men.
»Men hvis alle sparer pengene op og sætter dem i banken, låner banken dem ud til lavere rente til folk, der vil producere noget. Og dermed udleder CO2.«
Økonomer kalder det »ligevægtsprincippet«. At andre mennesker øger deres forbrug, når nogen sparer på deres. At andre på en eller anden måde overtager dét, jeg har sparet.
»På længere sigt vil din opsparing blive brugt af dig selv året efter eller af dine arvinger. I stedet for at spare op kan du plante skov, købe CO2-kvoter eller mere fritid, gå ture i skoven eller cykle. Men hvis mange begynder at arbejde meget mindre, kommer alle ulyksalighederne: Folk betaler færre penge i skat, det betyder færre penge til skoler, hospitaler, veje og offentlige tjenester. I sidste ende skal de også skæres ned for at få tingene til at gå op.«
Nu sukker jeg demonstrativt højt og opgivende i telefonen.
»Dét, der skal redde Jorden, er, at vi skal producere og forbruge på en meget mindre belastende måde. I princippet burde det kunne lade sig gøre at have fortsat vækst og mindre udledning. Der er allerede en delvis afkobling af den gamle sammenhæng mellem økonomisk fremgang og stigende udledning. Vi er blevet meget rigere de sidste tyve år, men sviner ikke tilsvarende.«
De økonomiske vismænd tror på en »pæn« økonomisk fremgang i årene fremover, selvom det ifølge Michael Svarer og de andre vismænd selvfølgelig vil koste noget at holde sig under 1½-2 graders temperaturstigning.
»De tab, der skal til for at skåne miljøet, er ikke så voldsomme,« siger han, hvilket får mig til at stille det indlysende spørgsmål: Er det tåbeligt at gennemføre et køb-ingenting-år?
»Overhovedet ikke, det sætter gang i nye forbrugsmønstre og påvirker industrien og politikerne. Men det er ikke nok. Der er brug for andre ting, især en kraftig stigning i prisen på verdensplan for at udlede CO2. Danmark står for 0,1 procent af verdens samlede udledning, men prøver med eksemplets magt og ved at være overambitiøs at motivere andre lande til det samme. Hvis du som forbruger kan hjælpe dig selv og faktisk også påvirke strømninger i samfundet, presse på for reguleringer og få politisk effekt, kan der ske noget.«
Et andet spørgsmål er: Hvor meget forbrug kan vi skære væk og stadig beholde velfærdsstaten?
»Det kommer an på teknologien,« siger han.
»Produktionen skal være langt mere miljøvenlig end i dag. Tingene må ikke skade og skal være lavet på en forsvarlig måde. Det er sgu svært! Der må komme aftenskolekurser i de her komplicerede udregninger – elbil eller ej, økologi eller ej, forbrug eller ej.«
Senere mailer Svarer mig dét, han kalder en pædagogisk udlægning af store, svære spørgsmål: Det Økonomiske Råd har ikke beregnet, hvad det vil koste Danmark at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Men rådet har tidligere beregnet omkostningerne, hvis Danmark skal være fossilfri i 2050 og ikke længere benytte olie, gas eller kul i energiproduktion, biler eller i industri og landbrug. I så fald er prisen 0,5 procent af Danmarks bruttonationalprodukt svarende til 10-15 milliarder kroner årligt.
»Det er mange penge. Når det er sagt, så forventer vi samlet set en 50 gange større velstandsstigning frem mod 2050. I det store billede vil klimapolitikken ikke ændre på, at velstanden vil stige betydeligt frem til 2050.«
Jeg kan kun læse det som opmuntrende. Som et både-og. Som Hermès-sandaler, silketapet og syv dage på lette spanske heste i et varmt, smukt landskab. Men det varer ikke så længe.
Læs også kommentaren om at leve som fleksitar frem for vegetar eller veganer: »Vegetar med måde«
En klimatosses råd
I en sidegade til Strøget, ting-og-sagers lange hovedflod i indre by, ligger Concito, en grøn tænketank med Connie Hedegaard som bestyrelsesformand. Her arbejder Mikael Bellers Madsen, forfatter til Klimatosserne – Fortællinger om klima, forbrug og det personlige ansvar (2019). Han skal hjælpe mig uden om typiske faldgruber. Til min nye bekymring om bagsiden ved et køb-ingenting-år stiller han et modspørgsmål:
»Er vi til for virksomhedernes skyld? Er det hele så skrøbeligt, at det falder sammen, hvis vi ikke køber iPhone 11 efter iPhone 9 og 10? Hvor er værdier, moral, visioner? Det er, som om vi handler amoralsk, hvis vi ikke forbruger. Det argument holder os op mod væggen, men forbruget skal ned.«
Folk, jeg kender, og sikkert også hele Danmark, folketingspolitikere inklusive, deler sig i to grove grupper:
De, som venter på teknologi, internationale aftaler og politiske indgreb. Og de, som gerne selv vil gøre noget, imens de venter. Jeg hører til i den sidste gruppe. Jeg ser det som både-og, ikke enten-eller.
Mikael Bellers Madsen siger, at der blandt forskere er konsensus om, at teknologien ikke udvikler sig så hurtigt, at den alene kan redde os. Vi er blevet dobbelt så gode til at spare på energien siden 1970, men hvis vi skal holde os under 2 graders temperaturstigning, skal vi være ti gange så gode, og 14 gange så gode, hvis temperaturen højst må stige 1½ grad.
Sådanne spring er aldrig set før. Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt at vente. Alle bidrag er derfor velkomne.
Hvad angår planens faldgruber, siger han det samme som den økonomiske vismand: at jeg ikke må skubbe mit forbrug, hverken ud i fremtiden eller over på andre.
»Hvis du sætter pengene i banken, vil banken investere dem, sandsynligvis i produktion. Det samme med pensionsselskaberne. Det eneste rigtige er at bruge pengene på at gå ned i tid og arbejde mindre. Eller køb kunst, det er noget af det bedste for klimaet.«
Hurtigt når vi frem til en urimelig, ubrugelig, men korrekt konklusion: at det allerbedste er slet ikke at eksistere, subsidiært at ryge, drikke og dø tidligt.
»Hvad med antikviteter? Det er jo brugte møbler, de lever næsten evigt,« spørger jeg, fordi jeg både kan lide antikviteter og at leve.
»Hvis det er dyrt, så fedt. Så kan du ikke bruge de 100.000 kroner på noget andet. Det fortrænger værre køb. Det handler om at låse pengene i noget, der ikke sviner.«
»Brugt tøj?«
»I princippet er det bedre at købe brugt, for det er jo at dele ting, men der er en grund til, at vi har så mange genbrugsbutikker med tøj. Produktionen er alt for stor. Nogle gange hænger der næsten nyt tøj, så har vi jo ikke vundet noget. Hvis jeg køber fire brugte skjorter i stedet for en ny, kan jeg risikere at have udledt mere. Nogle elsker genbrug og sætter det til nul udledning, andre fastsætter en afskrivningsperiode på tøjet. Det er bedre at genbruge med sig selv: Brug dit eget tøj mere i stedet for at købe nyt brugt. Brug det, til det hænger i laser.«
Så berører vi igen de besværlige sparede penge. Hvis man udelukkende køber brugt tøj og på den måde sparer op til en rejse til Bali, er alt tabt.
»Har I tænkt på, hvordan et samfund, hvor man producerer meget mindre, ser ud?«
»Nej,« svarer han. »Vi er ikke den slags fremtidsforskere. Vi er moderate. Vi kan ikke sige, at Aalborg Portland bør lukke i morgen, for så bliver 3.000 mennesker fyret. Vi siger heller ikke, at alle skal være veganere. Det er for nemt.«
Sammen med psykolog Simon Elsborg Nygaard fra Aarhus Universitet har Mikael Bellers Madsen lavet et livsstilskatalog, hvor fem familier fortæller, at de trives med mindre klimabelastning. Det føles ikke som afsavn for dem. Den ene er en mand, Jan Ohrt Nissen, der bor alene i en lille, spartansk lejlighed med kun tre kopper og en enkelt kontorstol. For det meste er han veganer, få gange kun vegetar. Ingen bil, løber som hobby. De to par slidte løbesko om året er hans ekstravaganza. Intet fjernsyn, ingen køkkenmaskiner, flyver ikke, men holder ferie i Danmark. Han årlige udledning er ti tons, langt under gennemsnitsdanskerens 17, men langt over de to-tre tons, den fiktive verdensborger skal ned på for at holde temperaturen nede og overleve på Jorden.
Jeg kan ikke læse det som andet end nedslående, at nøjsomheden i egen person ikke engang når i mål.
I 2020 vil Pernille Stensgaard med mellemrum rapportere om fremskridt og tilbageskridt i hendes køb-ingenting-år, om lyst og nøjsomhed, fanatisme-anklager, nye definitioner på luksus og stille spørgsmålet: Hvordan taler vi personligt om klimakrisen uden at blive uvenner?
