Debat. Det er usandt, når Mette Frederiksen påstår, at indvandringen har skadet det danske tillidssamfund.

Et spørgsmål om tillid

 

Af Hans Lassen, ph.d., konsulentfirmaet Sisyfos

Her ved årsskiftet, hvor Mette Frederiksen har givet sin første nytårstale som statsminister, har jeg tænkt tilbage på hendes anden taledebut som statsminister, nemlig åbningstalen til Folketinget i oktober. Jeg har haft en snigende og stadig stærkere fornemmelse af, at der var ét eller andet ved talen, der ikke var, som det skulle være.

Mette Frederiksen (MF) tegner i talen et billede af en generel tillidskrise, som truer selve samfundets fundament, også selvom hun nogle enkelte steder faktisk siger det modsatte, for eksempel at rekordmange danskere svarer ja, når de bliver spurgt, om de har tillid til andre mennesker.

Et sted siger hun generelt, at »tilliden er blevet mindre«. Det er i modstrid med et af de mest overbevisende studier om udviklingen i den generelle tillid i det danske samfund. Studiet viser, at den fra 1980 til 2010 er vokset meget kraftigt fra omkring 50 til 80 procent. Og siden 2010 og frem til i dag er tilliden blevet konsolideret på det høje niveau omkring de 80 procent.

Forskerne har stillet spørgsmålet: »Mener du, at de fleste mennesker i det store og hele er til at stole på, eller kan man ikke være for forsigtig, når man har med andre mennesker at gøre?« Respondenterne har haft to alternative svarmuligheder: »De fleste mennesker er til at stole på« eller »Man kan ikke være for forsigtig«. Spørgsmålsformuleringen kan diskuteres. På den anden side er spørgsmålet stillet over en meget lang tidsperiode, hvorfor det er ganske velegnet til at beskrive udviklingen i danskernes tillid.

Et afgørende sted i talen kæder MF spørgsmålet om tilliden sammen med udlændingepolitikken: »Ét sted i vores samfund har tillidskrisen været større end alle andre steder. Udlændingepolitikken«. Til denne sammenkædning kan det indvendes, at det ikke kun er tilliden, der i perioden fra omkring 1980 til i dag har været i kraftig vækst. Det samme har indvandringen til det danske samfund. Antallet af indvandrere og efterkommere voksede fra omkring 150.000 til 800.000 personer. Eller fra omkring tre til 14 procent af befolkningen. Alligevel og på trods heraf er tilliden som nævnt vokset i markant grad. Det kunne jo tyde på, at det danske samfund generelt set har haft en betydelig kapacitet til at tage imod det, der nok har været en af danmarkshistoriens største indvandringsbølger.

Indvandringens negative effekt på tilliden har således ikke kunnet forhindre den markante vækst i den generelle tillid i det danske samfund.

Forskerne bag det nævnte studie finder også, at den øgede indvandring har givet mindre tillid, men at der er tale om en relativt begrænset effekt. Indvandringens negative effekt på tilliden har således ikke kunnet forhindre den markante vækst i den generelle tillid i det danske samfund. Hvorfor forskerne kommer med den plausible tolkning, »at tilliden i Danmark ville have været lidt højere ved et lavere niveau af indvandring, men at andre forhold – herunder et stigende uddannelsesniveau og velfungerende statsinstitutioner – har overtrumfet den negative effekt af indvandringen, og lagt fundamentet for den meget høje mellemmenneskelige tillid«. Det er et noget andet danmarksbillede end MFs forfaldsfortælling om en omfattende tillidskrise.

I argumentationen for, hvorfor udlændingepolitikken er det område, hvor tillidskrisen i det danske samfund har været allerstørst, fremhæver MF, at »voldskriminalitet er mere end tre gange større hos mandlige efterkommere med ikkevestlig baggrund end hos andre mænd«. Det har hun ret i. Og det skal tages meget alvorligt. Netop derfor bliver det ekstra afgørende, at de tal, man bruger, anvendes med den fornødne omhu. På det punkt halter hendes tale.

For det første kommer hun ikke ind på niveauet i voldskriminaliteten. Det er nemlig en uhyre lille andel af alle mandlige ikkevestlige efterkommere, der dømmes for voldskriminalitet. I 2018 var andelen på 1,4 procent. Eller med andre ord: 98,6 procent af alle mandlige ikkevestlige efterkommere blev i det år således ikke dømt for voldskriminalitet. Det er jo næsten alle.

MF følger således ikke anbefalingerne fra Danmarks Statistik: »Et nuanceret billede af en befolkningsgruppes kriminalitet kan således ikke gives alene ved de standardiserede kriminalitetsindeks, men bør også inddrage niveauet af gruppens kriminalitet.«

For det andet kommer hun heller ikke ind på, at andelen blandt voldsdømte mandlige ikkevestlige efterkommere er faldet. Fra 2,3 til 1,4 procent i perioden fra 2010 til 2018. Det går altså den rigtige vej med at begrænse deres voldskriminalitet.

At nævne denne positive udvikling forekommer at være afgørende, fordi det skaber en naturlig interesse for at finde ud af, hvorfor det går den rigtige vej. Hvilket kan give vigtig viden, når kampen mod voldskriminaliteten blandt mandlige ikkevestlige efterkommere skal gøres mere effektivt.

For det tredje nævner MF ikke, at langt den største andel af den mandlige voldskriminalitet i Danmark begås af danskere. I 2018 var den på 71 procent, hvorimod mandlige ikkevestlige efterkommeres andel »kun« var på 11 procent Hvis vi afgørende skal bekæmpe den samlede mandlige voldskriminalitet i det danske samfund, er en af forudsætningerne derfor, at vi for alvor får bugt med danske mænds voldskriminalitet.

Det bliver for eksempel vigtigt at få gjort noget ved, at 56 procent af alle drab på kvinder begås af partneren, hvilket er blevet dokumenteret i et meget grundigt studie, der har undersøgt samtlige danske drabssager inden for en periode på 25 år. Studiet fandt i øvrigt også, at drab relateret til bandekriminalitet kun udgjorde syv procent.

For det fjerde er det tal, MF anvender, kun kontrolleret for alder, men ikke for en lang række andre forhold, for eksempel socioøkonomiske faktorer og flygtningebaggrund. Denne nuancering er vigtig, når man skal sætte rammen for en debat, der gerne skulle komme hele vejen rundt om voldskriminaliteten. Jo mere debatten føres med inddragelse af alle de faktorer, der kan påvirke voldskriminaliteten, jo bedre bliver den.

For det femte omtaler MF ikke, hvem ofrene typisk er, når mandlige ikkevestlige efterkommere begår voldskriminalitet. Blandt deres ofre er der en betydelig overrepræsentation af personer med ikkevestlig baggrund. Det gør naturligvis ikke problemet med deres voldskriminelle overrepræsentation mindre. Men det forekommer at være en ikke uvæsentlig oplysning i en tale, der henvender sig til den samlede befolkning i Danmark.

Jeg har ikke nogen forventning om, at statsministerens tale ved Folketingets åbning indeholder alle disse nuanceringer. Det vil nok være urealistisk. Men et par af de vigtigste kunne der vel nok have været plads til.

I argumentationen for udlændingepolitikkens centrale betydning for den påståede tillidskrise henviser MF endvidere til de mange udlændinge, der sidder i de danske fængsler: »I fængslerne har fire ud af ti udenlandsk baggrund. Alt for mange, der er kommet hertil, begår kriminalitet. Eller deres sønner gør det.«

Igen er tallet korrekt. Men MF undlader at gøre opmærksom på, at en pænt stor andel af de personer med udenlandsk baggrund, der sidder i fængslerne, ikke har nogen tilknytning til Danmark. I november 2017 drejede det sig om 12,5 procent af alle indsatte. Det er personer uden opholdsgrundlag i Danmark. Når de dømmes, er den eneste mulighed derfor, at de afsoner deres straf som indsatte og ikke som tilsynsklienter, for eksempel i form af samfundstjeneste eller fodlænker, som dømte danskere alt andet lige i højere grad har mulighed for. Derfor vil de forholdsmæssigt komme til at fylde meget i statistikken over de indsatte i fængsler.

At indvandrere og efterkommere fylder meget i fængslerne – i november 2017 udgjorde de 31 procent af alle indsatte eller i alt 1.072 personer – er ikke særlig overraskende i betragtning af, at ikke bare ikkevestlige efterkommere, men også ikkevestlige indvandrere har en overrepræsentation af kriminalitet. Det kan vel også tilskrives, at det i høj grad er lykkedes at få fængslet bandemedlemmer med indvandrerbaggrund. Hvilket må antages alt andet lige at øge befolkningens tillid til det danske politi og retsvæsen.

Der er således to problemer med Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget. Det ene er, at påstanden om, at der skulle være en omfattende og generel tillidskrise i det danske samfund, dementeres af et af de væsentligste studier på området. Det andet er, at væsentlige nuanceringer udelades i argumentationen for, at udlændingepolitikken skulle være det område, der i størst grad har bidraget til den påståede tillidskrise.

Begge dele skaber ikke ligefrem det bedste grundlag for den offentlige debat.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Martin Krasniks leder om Mette Frederiksens nytårstale: »Statsministerens nytårstale«